Jordemoderforeningen tilbyder i samarbejde med Din Sundhedsfaglige A-kasse en række samtaler med fokus på karriere og jobsøgning og din sundhed og trivsel.
Få sparring på jobsøgning og karriere
Som jordemoder kan du se frem til mange år på arbejdsmarkedet, så det er vigtigt, at dit arbejdsliv er godt og givende. Måske tænker du i nyt job? Måske vil du gerne flytte dit arbejdsliv i en ny retning? Måske er du snart nyuddannet og på vej til dit første arbejde.
Karrierekonsulenterne i Din Sundhedsfaglige A-kasse har alle en sundhedsfaglig uddannelse ligesom dig. De benytter deres unikke indsigt i dit fag og i det sundhedsfaglige arbejdsmarked til at vejledere og inspirere dig. Alle samtaler foregår pr. telefon.
Jobsøgning for jordemødre
Er du i job – men overvejer du at søge nyt? Få sparring på din ansøgning, dit CV eller book en karrierekonsulent forud for en konkret jobsamtale, så du bliver forberedt bedst muligt. Du kan også booke samtalen, hvis du er studerende og har 3 måneder tilbage af din studietid.
Karriereafklaring for jordemødre
Samtalen henvender sig til dig, der vil have hjælp til at afklare dit fremtidige arbejdsliv, dine kompetencer, muligheder og motivationer. Du kan også booke samtalen, hvis du er studerende og har 3 måneder tilbage af din studietid.
Vejledning om efter- og videreuddannelse
Overvejer du, om du skal tage en efter- eller videreuddannelse, og har du brug for at drøfte videre veje at gå ad, kan du kontakte Jordemoderforeningen for sparring. Send en mail til vores fællesmail sek@jordemoderforeningen.dk, eller ring på vores hovednummer 45 96 34 00
Få hjælp ved sygdom og stress
Når livet slår en kolbøtte, eller bægeret flyder over, kan det være en støtte at tale med fagfolk, der kan hjælpe dig med at få styr på de muligheder, du har i den konkrete situation.
Stressvejledning
Denne samtale er særligt relevant for dig, som allerede har oplevet symptomer på stress. Det kan fx være glemsomhed, dårlig søvn, aggressiv og mindre social adfærd, øget forbrug af stimuli, eksem og måske forværring af sygdomme. Bliv afklaret ift., hvordan du kan håndtere din stress og få konkret vejledning i, hvordan du forebygger og håndterer stress. Samtalen vil have fokus på dine personlige handlemuligheder og vægten i samtalen ligger på det fremadrettede.
Socialrådgivning
Socialrådgivningen i Din Sundhedsfaglige A-kasse kan bl.a. vejlede dig om mulighederne ift. sygedagpenge, revalidering, fleksjob, ressourceforløb og førtidspension. De kan også afklare dine muligheder for orlov hvis et familiemedlem bliver syg eller handicappet. Socialrådgivningen arbejder ud fra princippet hjælp til selvhjælp. De sidder klar til både de hurtige svar og de uddybende samtaler.
Har du brug for hurtigt svar fra en socialrådgiver?
Har du behov for en hurtig afklaring, kan du ringe på tlf. 33 15 10 66 mandag til torsdag fra kl. 9.00 – 16.00 og fredag fra kl. 9.00 – 14.00.
Har du brug for en uddybende samtale med en socialrådgiver?
Hvis du har brug for en længere snak, kan du booke en samtale af en times varighed, så der er godt tid til at komme omkring din situation.
Har du en arbejdsskadesag?
Hvis du har en arbejdsskadesag, så skal du kontakte Jordemoderforeningen på mail loa@jordemoderforeningen.dk eller på telefon 46 95 34 00
Bemærk: Det er desværre ikke muligt at booke møder via smartphone eller browseren Safari.