FAQ om at være studerende

Jordemoderforeningen får løbende spørgsmål fra tillidsrepræsentanter og andre medlemmer om løn og ansættelse. Her kan du se spørgsmål vedrørende studerende.

Autorisation
Spørgsmål: Jeg i tvivl om, hvornår jeg som færdiguddannet reelt kan begynde at arbejde.

Svar: På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside er proceduren beskrevet. 

Det står ikke i detaljer, hvor hurtigt det går, men Styrelsen skal manuelt tildele autorisations-id til hver enkelt, og det går der normalt højest to dage med.

Indtil du har dit personlige autorisations-id, må du arbejde under supervision, hvilket arbejdsgiverne er klar over, hvordan de skal håndtere. 
Studerendes hjælpepligt
Spørgsmål: Jeg er jordemoderstuderende på 11. modul. For nylig var jeg på en længere togrejse, hvor der undervejs blev efterspurgt en læge eller jordemoder. En af passagererne var gravid i 28. uge og havde fået ondt i maven. Der var en læge til stede blandt passagerne, og det blev hende, der tog sig af den gravide kvinde, der kort tid efter fik det godt igen. Men det fik mig til at overveje, hvordan jeg som studerende er stillet i forhold til at yde jordemoderhjælp i en akut situation. Er vi som studerende omfattet af autorisationslovens bestemmelse om at yde den nødvendige jordemoderhjælp, når hurtig jordemoderhjælp efter de foreliggende oplysninger er af afgørende betydning? 

Svar: Som studerende er du ikke omfattet af autorisationsloven, det bliver du først, når du er færdig på studiet. Du har derfor heller ikke noget ansvar efter autorisationsloven. 

Men der er et generelt ansvar for at hjælpe andre i nød. Det er formuleret i straffelovens § 253, der lyder således:
§ 253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

1. efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller

2. at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Hjælpe- og handlingspligten i § 253 gælder bredt for alle borgere i Danmark. Som jordemoderstuderende har du dog særlige forudsætninger for netop at hjælpe gravide – alt efter, hvor i dit studieforløb du er. Og de særlige forudsætninger er du forpligtet til at bruge, også i din fritid.

Hvis der ikke havde været andet kvalificeret sundhedspersonale i toget, ville du altså have en forpligtelse til at yde den bedste hjælp, som du efter dine evner kunne give. Ikke efter autorisationslovens regler, men efter straffelovens regler.

Hjælpe- og handlingspligten i straffelovens § 253 gælder kun i Danmark. Men de fleste andre lande har tilsvarende regler om en handle og hjælpepligt over for mennesker i nød. Man skal generelt ikke være nervøs for at yde hjælp i en akut situation. Jordemoderforeningen kender ikke eksempler på, at en sundhedsfaglig person, der i fritiden har hjulpet et menneske i akut nød, senere er kommet i klemme.
Orlov under kandidatuddannelse
Spørgsmål: Jeg arbejder i dag som fuldtidsansat jordemoder på et hospital, men har overvejet at læse kandidat. For at supplere min SU, kan jeg få weekendvagter på en fertilitetsklinik. Har jeg krav på orlov fra hospitalet? Kan man blive afskediget, mens man er på orlov? 

Svar: Du har kun krav på orlov, hvis orloven skyldes, at du skal på barsel, hvis du har borgerligt ombud (hverv, som er pålagt af det offentlige), hvis du eller din ægtefælle udstationeres i udlandet af den danske stat, eller hvis du skal arbejde i Grønland. 

Hvis du ønsker orlov for at studere, har du altså ikke krav på orlov, men du og din arbejdsgiver kan lave en frivillig aftale. 

Aftalen om frivillig orlov skal udformes, så den tager stilling til de situationer, der kan opstå under orloven. I nogle regioner eller på andre større arbejdssteder, har man udformet retningslinjer omkring aftalt orlov. Så skal I gå frem efter disse retningslinjer. 

Andre steder er der ikke retningslinjer. Så er det væsentligt, at din aftale tager stilling til især følgende forhold: Hvor længe løber orloven? Kan du bringe orloven til ophør før tid? Hvordan med din ferie? Hvad skal der ske, hvis du bliver opsagt i din orlov? 

Du kan læse mere om, hvilke de konkrete forhold aftalen kan/bør berøre på her på hjemmesiden

Når du holder denne form for selvvalgt uddannelsesorlov orlov, er du ikke særligt beskyttet mod afskedigelse – dog kan der være særlige forhold forbundet til graviditet og barsel der ændre dette. Da du er på orlov, vil det betyde, at du ikke får løn i dit opsigelsesvarsel. Du skal derfor overveje, om du vil have ret til at genindtræde i stillingen under opsigelsesvarslet, hvis du bliver opsagt. Skal du under orloven passe andet arbejde, har du måske ikke mulighed for at genindtræde i stillingen. I så fald skal du sikre dig, at du frit kan vælge eller fravælge muligheden for at genindtræde.

Redigeret oktober 2023