Vibeke Spring Lafrenz (Forkvinde for Lederkredsen)

CHEFJORDEMODER PÅ HERLEV HOSPITAL

Hvad er det vigtigste, der er sket i Lederkredsen i denne periode?

Lederkredsens bestyrelse har i mange år været sammensat af ledere, som primært har haft ansættelse i Østdanmark. Det har betydet at der har været en skævvridning ift. repræsentationen ind i hovedbestyrelsen og dermed Jordemoderforeningen og det har haft betydning for de temaer og udfordringer, vi har drøftet. Men siden 2024 har vi haft en bestyrelse, som har været bredt repræsenteret fra alle fem regioner.

Vi har etableret et særligt tilbud til vicecheferne sammen med Jordemoderforeningen, hvor de har adgang til kursus i fx ansættelsesret og hvor der er tilbud om et sparringsforløb. Det er supergodt, og jeg vil gerne gå videre til også at tilbyde en værktøjskasse til chefjordemødrene og ledere generelt, der fx kunne indeholde viden om AI.

Hvordan er situationen omkring rekruttering og fastholdelse af ledere?

Det er svært at sige noget om sådan generelt. Mit indtryk er at det er nogenlunde stabilt. Dog har der siden OK24 været et større fokus på lederes lønvilkår, som desværre ikke har fået de samme stigninger som basisjordemødrene.

Hvilken betydning har midlerne fra finanslov 2022 haft for afdelingernes mulighed for at forbedre arbejdsmiljøet og dermed kvaliteten af svangreomsorgen?

Det er altid godt, at politikerne tildeler vores område penge. Midlerne fra 2022 har været med til at give svangreomsorgen og normeringerne et løft, hvilket har medvirket til at arbejdsglæden er steget og at arbejdsmiljøet er forbedret.

Med midlerne fra finanslov 2022 blev der indført rettigheder i svangreomsorgen – fx ret til to dages indlæggelse i barslen for førstegangsfødende og ret til hjemmebesøg. Er det en fordel for jordemoderledere, at der er indført rettigheder i svangreomsorgen?

Både og. Man kan godt opleve, at ens ledelsesret bliver kompromitteret, når politikerne pålægger os at indføre en rettighed, hvor vi måske mener, at pengene kunne bruges bedre på andre områder til fordel for kvinderne. På den anden side, så får kvin- derne en rettighed, der er afskærmet. Det er nu engang sådan, at det er et vilkår som chefjordemoder på et offentligt sygehus, at man er politisk styret.

Nævn to områder, som du mener, at der skal være særlig opmærksomhed på i den kommende kongresperiode?

Vi skal se på organiseringen af chef- og vicechefjordemødrene og dermed vores repræsentation ind i foreningen. Jeg ser gerne, at ledere får en mere uformel tilknytning til foreningen samtidig med, at vi erkender, at alle jordemødre – også cheferne – hører til Jordemoderforeningen. Jeg ser et netværk for ledere i regi af foreningen, samtidig med at vi – foreningen – skal have en rela- tion til Danske Chefjordemødre, der opstod under Corona og lever videre med alle danske chefjordemødre som medlemmer. Det er vigtigt, at vi som chefer har en stemme ind i de sundhedspolitiske debatter og beslutninger.

“Vi skal se på organiseringen af chef- og vicechefjordemødrene og dermed vores repræsentation ind i foreningen.”