Du må finde dig et andet arbejde, ellers bliver jeg nødt til at finde en anden kone!
Sådan lød ordene for godt 15 år siden fra jordemoder Kirsten Hanehøjs mand. Hvor meget de var udtalt med et glimt i øjet eller i fuldt alvor, ved kun Kirsten og hendes mand.
Men faktum er, at Kirsten agerede på ordene. For hun kunne også godt mærke, at hun blev gnaven, sukkede alt for meget over sine skæve arbejdstider, og at det ikke gik med at få hverdagen med tre børn og vagtarbejde til at hænge sammen længere.
Så Kirsten trængte til en pause og brugte den til at tage en kandidatgrad i sundhedsvidenskab. Planen var kun, at hun skulle være væk et år eller to. Men så fik hun sit første job langt fra fødegangen. Så et andet. Og et tredje. Og pludselig var der gået 15 år.
– Der meldte sig en masse muligheder i mit arbejdsliv, mens jeg var væk fra fødegangen. Og dem greb jeg. Men min identitet var og er, at jeg er jordemoder. Det var det, jeg svarede, når nogen spurgte, hvad jeg lavede. Så sagde jeg: ’Jeg er jordemoder, men jeg laver noget andet lige nu.’ I min egen selvforståelse var jeg kun lige væk fra faget i en periode, fortæller Kirsten.
Savnede at gøre en forskel
Alt imens hun nød sine meget varierede stillinger, var hun med andre ord aldrig i tvivl om, at hun ville tilbage til fødslerne før eller siden. Og det kom hun så for snart tre år siden.
– Jo længere tid jeg var væk, jo mere og mere nervøs blev jeg for at komme tilbage. I kombination med min alder gjorde det, at jeg for tre år siden tænkte, at hvis det nogensinde skulle være, så skulle det være nu.
For selvom der ubetinget var fordele ved fx kun at arbejde i dagtimerne, så var der noget, der manglede, i alle de jobs Kirsten havde udenfor fødegangen.
– Jeg savnede simpelthen at have gjort en håndgribelig forskel, når jeg gik hjem. Jeg elsker den tætte kontakt med kvinderne og parrene, og det at være på en fødestue i mange timer er noget, jeg er god til. Man er træt og brugt bagefter, men man ved også med sig selv, at det ikke var ligegyldigt, at man var der. Det er en meget stor tilfredsstillelse, at ens arbejde har været med til at hjælpe et par med, at deres barn kommer til verden. Den slags kontant afregning får man altså ikke af at sidde med forskning. Der skal man som regel vente meeeeget længe for at se resultaterne, som Kirsten siger.
Har aldrig fortrudt
I tre år har Kirsten nu stået i blågrønne bukser og hvid kittel på Hvidovre Hospital og været klar til at møde de fødende, når de har brug for en jordemoder. Rugbrødsmadpakker, journalføring og skiftende vagter dominerer igen hendes arbejdsliv. Og det kan opsummeres i at være hårdt, men godt.
– Jeg har aldrig haft så travlt på mit arbejde før, og der er ingen tvivl om, at jeg arbejder hårdere for min løn nu end i nogle af mine andre jobs. Men jeg er stadig glad for at være tilbage. Jeg er træt på en helt anden måde, når jeg kører fra arbejde, og det har fx betydet, at jeg har måttet droppe et af de to kor, jeg altid har sunget i. Og det ærgrer mig da, for det var noget, jeg var glad for. Så kan jeg godt komme til at føle, at jeg kun arbejder og sover, når jeg har det her job. Men jeg har alligevel ikke fortrudt det! Jeg VIL gøre det godt for alle de par, som kun får oplevelsen af en fødsel en-to-tre gange i deres liv. De kan ikke bruge til noget, at jeg fx har sovet dårligt. Og det tærer på en altid at skulle levere på den måde, men det hiver også det bedste frem i en, fortæller hun.
Læs den tidligere udgave af ’En uge med …’ om Kirstens delte jobfunktion
Kirsten Hanehøjs CV
- Jordemoder på Gentofte Hospital: 1995 – 2004
- Kandidatgrad i sundhedsvidenskab: 2007
- Forskningsassistent og ph.d.-studerende på Statens Institut for Folkesundhed: 2008-2013
- Producent i Det Danske Pigekor: 2014 – 2016
- Turleder hos Topas Travel: 2015 – 2017
- Forskningsassistent i Scleroseforeningen: 2016- 2019
- 2020 til nu: Fødegangs- og kodejordemoder på Hvidovre Hospital