En uge med: Kirsten tjekker kollegernes koder

Kirsten Hanehøj er ansat på Hvidovre Hospital i en delt funktion, hvor hun dels har almindelige vagter på fødegang og modtageafsnit, og dels arbejder med kodning og efterregistrering af graviditets- og fødselsforløb. Kirsten har cirka to kodedage om ugen.

Mandag

I kodeteamet er vi tre kodejordemødre, hvis arbejde blandt andet består i at gennemlæse alle graviditets-, fødsels- og barselsforløb og registrere diagnoser og ydelser for forløbene. Kodningen har betydning for kvaliteten af data til diverse registre og en korrekt opgørelse af aktiviteten på fødeområdet. Vi skimmer alle forløb igennem fra kvinden bliver visiteret til svangrekontrol på hospitalet, samt alle notater fra graviditeten og fødslen, til hun forlader barselsgangen sammen med sit barn. Undervejs sætter vi de korrekte diagnosekoder og ydelser på forløbene i Sundhedsplatformen (SP).

Normalt sidder vi i et stort kontorområde på Hvidovre hospital sammen med sekretærer, læger og administrativt personale. Men pga. myndighedernes anbefaling om, at man så vidt muligt arbejder hjemmefra, koder vi for det meste hjemme i øjeblikket.

I dag er en kodedag for mig. Jeg er klar ved PC’en ved sekstiden og hele kodeteamet starter med en hyggelig morgen-hilse-runde på mail, hvor vi bl.a. fordeler forløbene mellem os og ønsker hinanden god arbejdsdag.

Tirsdag

Kodedag. Der sker løbende ændringer i SP, og dermed skal fødepersonalet registrere tingene på nye måder. Et af de væsentlige parametre i fødselsregistrering er blødningsmængde i forbindelse med fødslen (som indberettes på alle godt 60.000 årlige fødsler i Danmark), og i disse dage er SP gået fra at registrere den samlede blødning på én måde til en anden. Det giver nogle udfordringer for kodeteamet, som vi diskuterer med hinanden og forsøger at finde gode løsninger på.

Desuden laver Sundhedsdatastyrelsen løbende ændringer i kravene til indberetning af fødsler, hvilket gør at vi hele tiden laver små og store ændringer i afdelingens indberetninger til blandt andet Landspatientregistret og DKF (Dansk Kvalitetsdatabase for Fødsler). Alle landets fødeafdelinger bliver målt på kvaliteten af deres behandling af de fødende, derfor er det vigtigt at data er korrekte. I kodeteamet har vi forskellige deadlines i løbet af året blandt andet årsafslutningen i januar, hvor vi har ekstra travlt med at få forløbene rettet og genindberettet til registrene.

Onsdag

Denne uge er en af de få uger, hvor jeg har tre kodedage, så jeg åbner endnu en gang hjemme-PC’en.

Igennem arbejdet med at gennemlæse de mange graviditets-og fødselsforløb slår det mig, hvor mange af de gravide og fødende kvinder, der fejler et eller andet. Rigtig mange af dem har fysiske eller psykiske problemstillinger, som komplicerer deres graviditet og fødsel. Unge kvinder i 20’erne og 30’erne har en (for mig) overraskende høj grad af sukkersyge, thyroideasygdomme, blodtryksproblemer, mave-tarm-sygdomme og ikke mindst psykiske problemstillinger, som komplicerer deres forløb.

Desuden slår det mig, hvor ofte det er noteret i journalen, at patienterne venter på ledige hænder, når de har behov for en jordemoder, at indgreb og behandlinger må udsættes pga. massiv travlhed i afdelingen, eller at jordemoderen må forlade patienten for at gå til andet akut forløb. Det stråler ud af journalerne, at det hverken er optimalt for patienterne eller jordemødrene.

Samtidig er det imponerende at læse hvor meget omsorg og empati, jordemødrene formår at give de fødende trods travlhed og urimelige arbejdsvilkår. Det bekræfter mig i, at jeg er ansat i en rigtig god afdeling.

Kodearbejdet er en god måde at få indsigt i de mange forskellige tilstande, der opstår på en højt specialiseret fødeafdeling. Jeg føler selv, at jeg bliver en klogere og dygtigere jordemoder af at læse om behandlinger (og overvejelser om behandlinger) af komplicerede forløb.

Torsdag

Fridag med barnebarnet. Den bedste måde at bruge sine fridage på.

Fredag

Fridag. Jeg løber en tur i skoven og slapper ellers af, mens jeg lader op til weekendens to 12-timers vagter på fødegangen. Gør bl.a. madpakken klar til en lang dag på fødegangen. Vi må se, om jeg får tid til at spise det hele.

Lørdag

12-timers vagt på fødegangen. Min egen jordemoderstuderende er desværre syg, så jeg får en anden studerende med mig. Vi får et forløb med en førstegangsfødende, som er sat i gang pga. for meget fostervand og stort fosterskøn. Hun ønsker som udgangspunkt en så naturlig fødsel som mulig, men er forpint og træt, da vi møder hende. Hun har haft veer hele natten og har kun langsomt åbnet sig til fem cm. Vi forsøger på én gang at imødekomme parrets ønske om at undgå S-drop og epidural og tænker samtidig på, hvordan vi bedst hjælper dem, så fødslen ikke trækker unødigt langt ud. Det bliver et langt og sejt forløb, som kræver meget af både den studerende og mig.

Da jeg er kommet hjem, smider jeg mig på sofaen og mærker, hvordan hele kroppen summer og prikker. Min mand forsøger at fortælle mig lidt om sin dag, men jeg er mest fokuseret på at komme i seng, da der venter en ny 12-timers vagt i morgen.

Søndag

Endnu en 12-timers vagt på fødegangen. Inden jeg kører på arbejde, går jeg en morgentur i mit “hood”. Fuldmånen lyser jorden op, og jeg bliver helt glad af kombinationen af nattemørket og månens fantastiske lys og kører glad og energifyldt mod fødegangen.

Min jordemoderstuderende er stadig syg, så i dag er jeg “på egen hånd”. Ved vagtens start er der fredeligt på fødegangen, og jeg overtager et forløb med en kvinde, der har født for en times tid siden og skal udskrives ambulant. Der er rigtig god stemning på stuen, parret er meget glade for deres lille efternøler, og de får en meget grundig udskrivningssamtale – bare fordi der er tid til det.

I løbet af formiddagen kommer der flere fødende ind, og jeg får et forløb med et ungt par, der skal have deres første barn – de kalder ham Åge, men bedyrer at, det er bare deres kaldenavn, mens han er i maven. (Wait and see!) Fødslen går stille og roligt fremad, jeg har god tid til at være på stuen og nyder faktisk for en gangs skyld at være den primære person og ikke at stå bag ved en jordemoderstuderende. Parret er meget glade for, at der er en jordemoder på stuen mere eller mindre kontinuerligt, det havde de slet ikke forventet efter at have hørt mediernes beskrivelser af travlheden på hovedstadens fødegange.

Da jeg kører hjem, tænker jeg over, hvor meget det betyder, at der også en gang imellem er en vagt som denne, hvor man har sit jordemoderhjerte med og kan give den omsorg og tid til parret, som alle burde have. Jeg bemærker, at jeg har en helt anden ro og glæde over mit job (og sikkert også lavere blodtryk), end de fleste andre dage.