Indhold
Generelle synspunkter og information til forældre
Generelle synspunkter og information til forældre
Ved anvendelse af lægemidler til gravide skal 2 forhold afvejes over for hinanden: risikoen for fosterbeskadigelse og nødvendigheden af at behandle alvorlige sygdomme hos moderen. Der bør gives så lidt medicin som muligt til gravide, specielt i 1. trimester hvor faren for misdannelser er størst. Dette gælder også håndkøbsmedicin og naturlægemidler. Dog bør en minimal eller tvivlsom risiko for fosterskade ikke forhindre behandling af en alvorlig lidelse hos gravide. Hovedreglen er således, at lægemidler kun bør gives på strenge indikationer til gravide. I så fald anvendes almindeligvis ældre og velkendte præparater, som man ved med sikkerhed har været anvendt under mange graviditeter. Helst behandles kun med et lægemiddel og specielt undgås kombinationspræparater, da udsættelse for flere lægemidler øger risikoen for fosterskader.
1. Før graviditeten planlægges
For kvinder, der er i fast behandling med et lægemiddel, er det vigtigt at rådføre sig med lægen i god tid inden planlagt graviditet. Det skal ske, fordi visse lægemidler helst bør undgås i nogle måneder inden graviditeten. For nogle lægemidler er det særlig vigtigt, at konceptionen tidligst sker en vis tid efter at sidste dosis er taget. Det gælder fx methotrexat, hvor der skal gå mindst 3 måneder. For isotretinoin, der anvendes ved svær acne, kræves 1 måned, mens der for psoriasismidlet acitretin (Neotigason) skal gå 2 år, før graviditet planlægges.
For kvinder med en kronisk lidelse, fx epilepsi eller inflammatoriske sygdomme, er det vigtigt, at sygdommen er velbehandlet eller er i en rolig periode på konceptionstidspunktet. Derved er risikoen for fosterskader mindre, og chancen for en god graviditet uden forværring af symptomer er god. Desuden kræver nogle sygdomme en nøjere kontrol. Det drejer sig om fx diabetes, epilepsi, astma og thyreoidealidelser, hvor risikoen for fosterskader øges ved en utilstrækkelig behandling.
2. Lægemidler indtaget under uopdaget graviditet
Hvis en gravid kvinde allerede har taget et lægemiddel, opstår spørgsmålet, hvor stor risikoen er for fosteret, og eventuelt om graviditeten skal afbrydes. I denne situation må det pointeres, at det er vigtigt at undersøge, om der eksisterer nogen reel risiko ved lægemidlet. En vurdering af graviditeslængden på tidspunktet for medicinindtagelsen samt dosisstørrelse er vigtige for at afgøre størrelsesordenen og arten af den risiko, som kan være forbundet med det pågældende præparat. Tilstedeværelse af andre mulige faktorer, kvindens fertilitet og graviditetsønske samt mulighederne for relevant prænatal diagnostik kan være betydningsfulde aspekter at inddrage. Desuden er det vigtigt at tage hensyn til hvilket risikoniveau som er acceptabelt for kvinden. Er der ikke med sikkerhed påvist nogen risiko, skal kvinden i reglen have et entydigt beroligende svar. Det vil være uheldigt at skræmme med oplysninger som fx “at man hos mus har set visse misdannelser efter tilførsel af det aktuelle lægemiddel, men at intet med sikkerhed er kendt om fosterskader hos mennesker”. Desværre kan katalogtekster ofte formidle denne type information. Sådanne oplysninger vil ofte blive misforstået, idet mange vil forstå dette som en reel risiko for fosteret. Endelig viser mange undersøgelser, at patienter ikke accepterer alvorlige lægemiddelbivirkninger, specielt ikke under graviditet.
Lægen må afgøre, om svangerskabsafbrydelse overhovedet skal diskuteres, men det er kvinden selv, der har den definitive afgørelse om abort. Kun sjældent er det nødvendigt at tilråde abort pga medicinindtagelse, og det bør kun ske efter indhentning af specialviden.
3. En nyfødt har fosterskader
Spørgsmålet om en mulig sammenhæng mellem fosterskader og lægemiddel vil selvfølgelig være aktuel, når der er født et misdannet barn. I hvert enkelt tilfælde kan man sjældent afgøre, om der er sammenhæng mellem lægemidlet og misdannelsen. Hvis barnet har skader, der er meget karakteristiske for et bestemt lægemiddel, indtaget under graviditeten, er der stor sandsynlighed for, at fosterskaden skyldes det pågældende lægemiddel. I en sådan situation bør sammenhængen forklares for forældrene, men på en sådan måde, at der ikke opstår skyldfølelse. Forældre til et skadet barn kan være så overbeviste om, at det pågældende lægemiddel har givet skaden, at de ikke accepterer forklaringer om andre risikomomenter, fx arvelige forhold.
En stor del af skylden for dette er nok den ofte sensationsprægede omtale af fosterskader i pressen. På den anden side er det rimeligt, at man for en sikkerheds skyld slår alarm selv ved mindre skader og især ved mulige sammenhænge – også selv om mistanken til et bestemt lægemiddel senere modbevises. En uheldig effekt af for megen presseomtale er, at man skifter til et præparat, som måske virkelig har en fosterskadelig effekt .
Indberetning af fosterskader til Lægemiddelstyrelsens Bivirkningsnævn er vigtig, også selv om det kun drejer sig om mistanker. Dette kan i høj grad medvirke til, at en ny thalidomidkatastrofe undgås.