Det stod på igennem lang tid. Og for omgivelserne var det ikke et problem:
De nybagte forældre syntes, at det var rørende, at jordemoder Stina Falsig græd, når lige præcis deres barn kom til verden og blev lagt på mors bryst. Og kollegerne fandt det sødt, at hun stadig efter så mange år som jordemoder kunne fælde en tåre, når en ny familie skulle møde deres barn for første gang. Men for Stina Falsig var oplevelsen en noget anden.
»Det blev altid taget godt imod, når jeg stod der med tårer rendende ned ad kinderne og en stemme, der knækkede, men for mig var det belastende, fordi jeg ikke kunne styre det. En overgang var det på daglig basis, at det overvældede mig, og det var et kæmpe tab af kontrol, at jeg ikke kunne beherske det. Der er intet forkert ved at vise følelser, men jeg talte på et tidspunkt, at jeg græd hver dag i halvanden måned, og det var helt udenfor min kontrol hvornår,« fortæller hun.
Stina Falsig er 47 år, og har været jordemoder siden 2010. I dag i en stilling, hvor hun bruger 70 procent af sin tid som koordinerende jordemodersupervisor og 30 på blandt andet hjemmefødsler, fødeklinikken, fødegangen og journalgennemgang på Hvidovre Hospital.
Gik ved siden af sig selv
Perioden, med den daglige gråd, var for cirka to år siden. Og grådlabiliteten var ikke det eneste, der var anderledes for Stina Falsig.
»Jeg havde en følelse af at gå ved siden af mig selv. At jeg ligesom ikke var inde i min egen krop. Jeg havde en masse hjernetåge, der kom forkerte ord ud af munden på mig, og jeg var slet ikke skarp i hovedet. Jeg sov dårligt og var i det hele taget en skygge af mig selv.«
Symptomerne tog til og tog til, og da det var værst, brugte Stina Falsig alt sit krudt på at gå på arbejde.
»Jeg følte, at jeg var ved at falde fra hinanden. Så jeg begyndte at tænke, om det var stress. Jeg har ret gode redskaber til at drosle ned, så dem satte jeg ind med. Jeg aflyste aftaler, prioriterede mig selv, sørgede for at have Stina-tid, forsøgte at skabe balance i mit liv og alt det der. Det havde bare slet ingen effekt. Det hele blev bare værre og værre.«
En snak med chefen
Undervejs i denne periode talte Stina Falsig med sin lillesøster. Hun var stoppet med at menstruere 42 år gammel, og det fik de to søstre til at tale med deres mor, som kunne fortælle, at hun kun var cirka 40, da hun gik i overgangsalder. Og så gik Stina til læge – og til sin chef.
»Der var bare noget galt. Så jeg gik til min vicechef og lagde kortene på bordet. Jeg fortalte, at jeg ikke havde det godt, at jeg ikke vidste, om det kunne være stress eller overgangsalder, men at jeg var ved at blive udredt. Og så sagde jeg: ’Jeg er SÅ tæt på at blive sygemeldt. Der bliver simpelthen nødt til at blive taget nogle hensyn til mig lige for tiden i forhold til min rolle som koordinerende jordemoder.’ Jeg oplevede, at jeg godt kunne klare jordemoderrollen, og jeg kunne også supervisere, men jeg havde simpelthen ikke overblikket til at have rollen som koordinerende på Danmarks største fødested.«
Chefen var lydhør, og i virkeligheden drejede det sig kun om, at Stina Falsig skulle ud af to vagter i sin daværende skemaperiode.
Effekt efter to dage
Sideløbende opstartede Stina Falsigs søster hormonbehandling for sine overgangsaldersymptomer, Stina hørte fra kolleger, der havde god effekt af hormonbehandling, og til sidst besluttede hun i samråd med sin læge at prøve en hormongel.
»Jeg fik god vejledning om mulige bivirkninger, og så gik jeg i gang med den laveste dosis af østrogengel. Der gik to dage, så sov jeg igennem i en grad, så jeg spurgte mig selv, om det mon var en placeboeffekt, jeg oplevede.«
Og hurtigt derefter fik Stina det bedre på flere punkter.
»Fra at have været helt i småstykker, samlede og centrerede jeg mig ligesom igen. Jeg blev mit gamle jeg. I dag tænker jeg, at jeg vil bruge hormongelen så længe, jeg har brug for den. Jeg er kommet til den konklusion, at der er en proces i gang i min krop, som jeg ikke er herre over, og som gør, at jeg ikke kan leve det liv, jeg gerne vil med min familie og mit job, uden at gøre noget aktivt for at hjælpe min krop. Og hormongelen er så et af de aktive tiltag, jeg har valgt.«
En ny fase
I dag oplever hun en anden ro ved at være i en ny fase af livet.
»Jeg er jo stadig i overgangsalderen, selvom jeg bruger hormongelen. Jeg skal ikke bare køre løs med 180 kilometer i timen, som jeg har gjort tidligere. Jeg har brug for mere ro, og jeg er ikke så udadvendt, som jeg var engang. Jeg er blevet endnu mere opmærksom på at gøre ting for mig, og jeg er begyndt på mere rolige aktiviteter som at strikke. Jeg kan det samme på arbejde igen i forhold til at være koordinerende jordemoder, men jeg skal ikke tage tre 12-timers vagter og så have en masse sociale arrangementer i fridagene bagefter. Jeg har brug for en anden balance og ro omkring mig, nu hvor jeg er midt i livet.«
Når Stina Falsig ser tilbage, så tror hun faktisk ikke helt, hun erkendte, hvor påvirket hun var i perioden op til, at hun begyndte med hormongelen.
»Jeg kan se nu, at jeg har været virkelig ustabil. Jeg var nok ikke helt bevidst om det, men min mand så tydeligt, hvordan jeg bare var i tiltagende underskud og blev mere og mere vred, og hvordan det skabte flere konflikter derhjemme. Det er en stor lettelse for os begge to, hvordan jeg er vendt tilbage til mit gamle jeg,« fortæller hun.
Intet rigtigt eller forkert svar
Stina Falsig ser det i dag som utroligt vigtigt, at der kommer mere fokus på overgangsalderen. Hun taler selv med veninder og spreder sin nye viden, om det særlige sted i livet overgangsalderen er. Fordi hun er taknemmelig for sit gode netværk, der hjalp hende til at identificere, hvad der var på spil.
»Overgangsalderen må ikke være et tabu, som man går med alene. For det er en fase, som alle skal igennem, og som nogle vil blive mere påvirkede af end andre. Men der er ikke nødvendigvis noget riv-rav-ruskende galt med en, som man ellers kan blive bekymret for, når man bliver ramt af de her symptomer. Derfor skal vi tale om det her og sprede den viden,« siger hun og fortsætter:
»Det kom bag på mig, at det skete så tidligt. Så jo flere varianter, vi alle kender i forhold til, at man kan være mildt eller hårdt ramt, at det kan ske både først i 40’erne og i 50’erne jo bedre. For nogle vil et øget fokus på kost, søvn, træning osv. være nok til at hjælpe dem igennem. For andre skal der måske hormoner til. Der er ikke noget rigtigt eller forkert svar, og jeg er jo heller ikke blevet totalt pro-medicin nu, bare fordi jeg bruger hormongel. Jeg mediterer også, og jeg har også købt en tyngdedyne,« slutter hun med et grin.
Læs temaets artikler om overgangsalder:
Symptomer på overgangsalder kan lindres