Gode råd til chefen

Skab en kultur på arbejdspladsen, hvor åbenhed og dialog hersker. Det gavner i mange sammenhænge – også hvad angår overgangsalder.

1.

Ikke alle har lyst til at italesætte deres gener på arbejdspladsen eller overfor deres chef. Men vær klædt på i forhold til mulige symptomer, så du kan være imødekommende, når der er medarbejdere, der gerne vil tale med dig.

2.

Arranger et webinar, lav et skriv i personalebladet eller lignende, som sender det signal, at her hos os, må vi godt tale om overgangsalder og de symptomer, den periode i livet kan give.

3.

Studier fra udlandet viser, at en del kvinder i overgangsalderen melder sig syge pga. overgangsalderrelateret migræne, søvnmangel, smerter osv. Men de angiver ofte en anden årsag. Overgangsalderen er ikke en sygdom, men man kan have symptomer, som kan forklare noget sygefravær. Italesæt, at åbenhed værdsættes hos jer og faciliter måske endda, at medarbejderne kan mødes i et fællesskab om at det at være i overgangsalder, hvis der er stemning for det.

4.

Tal i chefgruppen om, hvilke muligheder du har som chef, hvis en medarbejder oplever gener af overgangsalderen. Hvad kan du gøre for din medarbejder, er der særlige hensyn, du kan tage, hvilke knapper har du at skrue på i forhold til fx at tilbyde hjemmearbejde, andre arbejdsopgaver, fleksible arbejdstider, mulighed for bevidste pauser i hverdagen eller lignende? På den måde er du velforberedt og har muligvis et tilbud, der kan hjælpe på din medarbejders symptomer og trivsel og i sidste ende forhindre sygefravær, hvis en medarbejder kommer til dig for at få en snak.


Læs temaets artikler om overgangsalder:

Symptomer på overgangsalder kan lindres

“Jeg følte, at jeg var ved at falde fra hinanden”

Fokus på overgangsalder kan mindske sygefravær