10.3 Anvendelse af lægemidler til børn


Indhold

Anvendelse af lægemidler til børn

  1. Motivation
  2. Forgiftninger

Anvendelse af lægemidler til børn

For at lette indtagelsen anvendes ofte flydende orale lægemidler til børn. Større børn sluger oftest tabletter med lethed, men det kan volde problemer for små børn at sluge en tablet. Derfor bør man ikke give tabletter eller tyggetabletter til børn under 1½ år.

Evt. kan det hjælpe, enten at knuse tabletten og udrøre pulveret i lidt vand, eller at lade tabletten kvælde i lidt vand på en ske og derefter give barnet det med lidt væske. Den knuste tablet påhældes væske, da der kan være risiko for indånding af pulveret med eventuel skadelig virkning.

Ofte kan det være nødvendigt at skjule medicinen i noget mad eller drikke, som barnet kan lide. Man skal dog ikke ukritisk blande lægemidler med føden. Dels skal man være sikker på, at den mad, præparatet fordeles i, spises op, dels kan madens smag eventuelt ødelægges og fremkalde spisevægring hos børn. Endelig kan lægemidler ødelægges af kostens bestanddele.

1. Motivation

Når børn skal have medicin, er det vigtigt, at forældrene motiverer barnet og fortæller, hvad der skal ske. Hvis indtagelsen er ubehagelig, er det i reglen en fordel at fortælle det frem for at tvinge eller narre barnet.

2. Forgiftninger

Små børns nysgerrighed bevirker, at de ofte forgriber sig på medicin, der ikke er beregnet til dem. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at opbevare lægemidler i aflåste skabe eller skuffer. Forgiftningstilfælde i barnealderen ses nu og da med acetylsalicylsyre og jern.