Temaet ‘Landet uden fødsler’
Reportagen fra Sydkorea vækker mange refleksioner hos mig. Tanker om fertilitet, om hvordan man varetager graviditet og fødsler verden over, om hvordan samfund kan være opbygget familievenligt eller nok nærmest det modsatte, om kvinderettigheder og meget andet.
Først og fremmest kommer jeg til at tænke over, at vi skal tage det dybt seriøst, hvad det gør ved hele fødselskulturen, hvis der sker en øget medikalisering, og at vi skal værne om det gode samarbejde, vi har mellem læger og jordemødre i Danmark. At vi fortsat skal arbejde for at sikre, at jordemødre er den primære sundhedsperson, man møder i forbindelse med graviditet og fødsel.
Dernæst får reportagen fra Sydkorea mig til at reflektere over, hvor tydeligt det er, at faldende fertilitet har rigtig mange årsager, og der er ikke noget quick fix. Lav befolkningsvækst er ikke løst med øget adgang til fertilitetsbehandling alene eller flere ressourcer til at lave gode fødselsforløb og støtte til at komme godt fra start i den nye familie. Eller en bedre børne-, familie-, bolig- og arbejdspolitik. Jeg tror, der skal skrues på mange knapper, for at det får effekt. Derudover bliver vi nødt til at interessere os for, hvad nye livsstilsmønstre har af betydning, samt hvad klima- og det nuværende trusselsbillede har af betydning for unge menneskers ønske om at få børn. Vi må også turde tage samtalen om, hvor mange mennesker vi skal være på kloden?
Som jordemødre – i Danmark, i Sydkorea, i verden – kan og skal vi bidrage til løsninger på dele af disse problemstillinger. Men vi må også erkende, at det er så komplekst, at vi ikke kan løse alt.
Selvom fødselstallene også er faldende i Danmark, er der stadig stor brug for jordemødre i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. Men jordemødre kan også så meget andet. Og det skal vi som fagforening for jordemødre sikre et fortsat politisk og ledelsesmæssigt fokus på. Vores professions fulde potentiale bruges ikke i dag. Jordemødres selvstændighed, vores grundviden, fokus på sundhedsfremme og forebyggelse og ikke mindst vores ro og holistiske menneskesyn kan anvendes i mange sammenhænge både inden for og uden for sundhedsvæsnet. At langt flere jordemødre kan arbejde i et bredere arbejdsområde end i dag, er et fortsat fokus for mig som forkvinde. Det vil sikre, at jordemødre ikke pludselig står arbejdsløse, det vil give mulighed for et sundere arbejdsliv gennem hele jordemoderlivet, og det vil medvirke til at jordemødre kan bidrage bredt til et sundhedsvæsen af høj kvalitet.