Ned langs hendes hænder og ud over håndleddet løber de velkendte furer og ternede fordybninger, der sætter sig i huden, når et stramt stykke latex har siddet tæt om huden lidt for længe. Mærker, der melder om en lang dag, som begyndte nogle timer før egentligt planlagt.
»Jeg vågner klokken seks, fordi min telefon ringer, vi skal lave et akut kejsersnit. Det var en førstegangsfødende, som oprindeligt havde planlagt en naturlig fødsel, men smerten, hun oplevede, var så intens, at hun besluttede sig for et kejsersnit, « siger Jeong Suk Eui.
Hun fjerner det sidste af sin indpakning, mundbindet, da vi sætter os på hendes kontor. Sekundet hendes ansigt dukker frem, stråler hendes smil ud over hele det ellers lidt livsforladte lokale. Og det stopper ikke, selv når hun forklarer, hvorfor der godt kan føles lidt tomt på hele fødegangen, som hendes kontor ligger i tilknytning til.
»Ingen af dem, der læser medicin lige nu, vil være OBGYN-læge i Sydkorea. Og i forvejen er der ingen unge læger, der er ingen læger i deres tredivere. Juridisk skal der være mindst en læge til stede ved en fødsel, vi har kun én på hele hospitalet. Så det bliver et problem,« siger hun, stadig iført sit ukuelige smil.
Hendes lyseblå kittel er prydet med et grønt bånd, der løber rundt om kraven. Det markerer, at hun er jordemoder her på Seoul Medical Center, et af de få offentlige hospitaler i Sydkoreas hovedstad, hvor hun hjælper til med både klassiske fødsler, kejsersnit, pre- og postnatal pleje og alt midt imellem.
»Jeg får så meget lykke ud af hele processen med at hjælpe med fødsler. Det er sådan et kostbart øjeblik at føre liv ind i verden. Og som mor kan jeg også give de nye mødre tips og hjælp med at komme i gang med det nye stadie her i livet,« siger hun.
Fødselsrate på 0,72
Men det er ikke sikkert, Jeung Suk Euikan blive ved med at dele ud af gode erfaringer i samme omfang fremadrettet. For det går ikke smurt i forhold til at få folk til at få børn i det østasiatiske land.
Den officielle fødselsrate i Sydkorea lå på 0,72 i 2023. Sagt på en lidt mindre abstrakt måde så kunne en given kvinde forventes at føde lige under tre-fjerdedele af et barn i løbet af hele sin levetid. Sagt endnu mindre abstrakt: Forrige år blev der født 230.028 børn i Sydkorea, et land med 51 millioner mennesker. Til sammenligning blev der født 57.469 i Danmark, og med vores små seks millioner indbyggere skulle Sydkorea have fået dobbelt så mange nye børn, hvis de to lande skulle stå på lige fod ud fra befolkningernes størrelser.
Sydkoreas skiftende regeringer er udmærket klar over, at de går en udfordrende tid i møde, hvis der ikke længere kommer nye koreanere til. Ligesom herhjemme i Danmark, hvor der bliver givet tilskud til fertilitetsbehandling for eksempel, har Sydkorea også kastet penge efter problemet. Mange penge. Hvad der i alt svarer til 1.860.000.000.000 kroner, sådan rundt regnet, siden 2005, hvor regeringen første gang indførte enplan, der skulle øge fødselsraten. Men det har ikke hjulpet det helt store. Nu har regeringen også oprettet et helt ministerie, der udelukkende skal beskæftige sig med det, som præsidenten kalder en ”national nødsituation”.
Og det lave antal fødsler kan selvfølgelig også mærkes på fjerde sal på Seoul Medical Center. Det er her afdelingen for obstetrik, som Jeong Suk Eui har sin hverdag på, hører til. Hun fortæller om sin daglige dont på fødegangene i et tæt kontorlokale, hvor sygeplejersker og jordemødre kan sidde og pusle med journaler, planlægning og andet organisatorisk arbejde. Skemaer med arbejdsgange og opgavefordelinger pryder tavlerne omkring hende.
Lige nu er der tomt. En gang imellem kommer et par andre sygeplejersker ind, nogle har klare plasticposer fuld af bøtter med dampende varm mad, højst sandsynligt leveret af et af de mange madbude, der drøner rundt i det stressede bybillede. De sætter sig for at spise hurtigt, stille og uden at forstyrre. For selv i landet med forsvindende få fødsler er fødselsafdelingen stadig ikke et sted, hvor man altid har tid til at spise til frokosttid.
»På grund af den lave fødselsrate er en masse private OBGYN-hospitaler lukket. Men fordi det her er et offentligt, alment hospital, er vi ikke lukket. Så vi har set en stigning i antallet af gravide, der kommer her for at føde,« siger Jeong Suk Eui.
Hendes mundvige hænger stadig helt oppe om ørerne, næsten modstridende med fysikkens love, mens hun fortæller om det akutte kejsersnit, de to gynækologiske operationer, og det planlagte kejsersnit hun har lavet i dag – og så flyver det lige ud af hende, at hun for resten heller ikke har haft tid til frokost endnu.
»Men i dag er ikke så travlt, der er dage, hvor jeg ikke får frokost før klokken 16,« siger hun og griner. På bordet står en lille skål med boller fyldt med en form for koreansk marcipan. Og de er altså til os, understreger hun. Klokken er 14.
»På trods af hvad regeringen siger, om at der er en lav fødselsrate, så har vi altså ikke få fødsler her,« understreger hun.
Jordemødre er for de fattige
Færre fødsler er til gengæld noget, der kan mærkes på den mere forventelige måde, når man kigger på det store billede af jordemødre uden for det offentlige hospitals fire vægge. I øjeblikket, siger den sydkoreanske jordemoderforening, er der blot 50-60 jordemødre, der aktivt arbejder med fødsler, som Jeong Suk Eui gør, i hele Sydkorea. I et land, med en befolkning, der er næsten ni gange større end den danske. Til sammenligning er der cirka 2.300 regionalt ansatte jordemødre herhjemme – var der den samme jordemodertæthed skulle Sydkorea have 20.000 jordemødre.
Der er dog også en kulturel forskel mellem Danmark og Sydkorea. For efter koreakrigen og sydkoreanernes økonomiske vækstmirakel fokuserede de i langt højere grad på det moderne – og for sydkoreanerne var det moderne det, som amerikanerne gjorde. Derfor blev det meget mere normalt at have en speciallæge i gynækologi og obstetrik, kaldet OBGYN i Sydkorea, til at stå for fødslerne og ikke en jordemoder.
»Der kom den her forståelse i de ældre generationer af, at man bruger jordemødre, hvis man ikke har råd til at tage på hospitalet med speciallægerne. Det er lidt sådan nu, at hvis man har pengene, så tager man på hospitalet. Der er en negativ forståelse af jordemødre i Sydkorea, « siger Kim Yun Mi vicepræsident i Sydkoreas Jordemoderforening.
Rent praktisk er uddannelsen til jordemoder i Sydkorea også anderledes. Man skal først være uddannet sygeplejerske,hvorefter man tager en overbygningsuddannelse på et af de godkendte hospitaler, og så kan man kalde sig jordemoder. Det er også med til at gøre stillingen mindre prestigefyldt sammenlignet med for eksempel lægetitlen, siger foreningen.
Kim Yun Mi sidder sammen med direktøren for den koreanske jordemoderforening ved et langt bord. Omkring vimser tre andre ansatte, som lytter med til interviewet ved bordet, laver te og henter papirer med statistikker, når interviewet falder på antallet af jordemødre eller indsatser, de har søsat for at vende udviklingen. For Sydkorea har brug for at vende den, hvis de fortsat skal leve det liv, de lever nu.
For eksempel er der ikke registreret en eneste fødsel i ni ud af ti af landets private jordemoderklinikker i det første halvår af 2024.
»I Danmark har I nok mere bevidsthed og perspektiv for, hvad en jordemoder kan, end her i Korea. Så I er nok allerede et bedre sted end os,« siger Lee Soon Ok, præsident for Sydkoreas Jordemoderforening.
Antallet af fødsler falder også i Danmark
Uagtet forskellen i kultur, så er der ligheder mellem Danmarks og Sydkoreas jordemødre, når det kommer til landenes faldende fødselsrater. Herhjemme falder antallet af fødsler også, bare meget hurtigere faktisk. Den danske fødselsrate i 2022 svarede til den sydkoreanske rate i 1988. Der hvor Danmark var i 2023, der var Sydkorea i 1998. På ét dansk år har vi altså faldet det samme stykke, som det tog sydkoreanerne ti år at falde. Og antallet af fødsler har indflydelse på, hvor meget arbejde der er for jordemødre fremadrettet.
»På grund af den lave fødselsrate falder antallet af uddannelsesfaciliteter også her i Sydkorea. For hvis der ikke er nogen efterspørgsel efter nye jordemødre, hvorfor så overhovedet drifte de faciliteter? I Nordjeolla provinsen er der ingen jordemødre længere. Så hvis der dukker et behov op i fremtiden, så kan vi ikke hjælpe dem, der gerne vil have en jordemoder,« siger vicepræsidenten.
Spredt omkring det lange bord med de fint titulerede kvinder og kopper af dampende te står 36 kontorstole med hjul på og cirka halvt så mange borde, der også let kan omarrangeres skulle behovet opstå. Det lokale, som den sydkoreanske jordemoderforening har til huse i, bruges nemlig også til møder med kommende eller efteruddannelse af nuværende jordemødre. Et lokale, der har betydeligt flere stole, end behovet er lige nu.
»Der er nu kun fire hospitaler, der er godkendt til uddannelse af nye jordemødre. Vi uddanner ti nye jordemødre hvert år i hele Sydkorea,« siger Kim Yun Mi.
Jordemødre giver bedre fødselsoplevelser
Men måske er flere jordemødrene faktisk en del af løsningen. Det mener Peter Chung, en tidligere OBGYN-læge, i hvert fald. For den måde, som Sydkorea kulturelt ser på fødsler og historisk har udført dem, giver ikke en god oplevelse, der giver kvinder lyst til at føde igen.
»Det var en form for fabriksfødsel,« siger Peter Chung ligeud, da han fortæller om dengang fødegangene i Seoul væltede sig i gravide. Det hospital, han arbejdede på, umiddelbart efter han fik sin lægetitel, havde omkring 400 fødsler om måneden. Højdespringermåneden bød på 800 fødsler på 30 dage.
»Så til slut var mit job at lave pitocinigangsættelse om morgenen og så omkring klokken 16 eller 17 gik de i gang, vi flyttede dem til en slags operationsstue, så epidural og forløsningmed vakuum,« siger han.
»Det er det dårlige system, vi har adopteret fra den amerikanske obstetrik. Men det er meget effektivt!«
Nu driver han den private jordemoderog fødeklinik HOUM, der er en smart måde at stave det engelske ord for hjem på, og som skal fokusere meget mere på den gode, hjemlige oplevelse ved en fødsel. Et opgør mod det, han ser som et negativt kulturelt syn på graviditet og fødsler generelt i Sydkorea. For eksempel i form af det akutte kejsersnit, Jeong Suk Eui måtte udføre tidligt om morgenen.
»Der er en frygt for smerte og for kvindens sikkerhed. For at de bliver ødelagt, at de vil smadre deres liv, hvis de føder. Når de fleste her i Korea tænker på eller forestiller sig en fødsel, så er det lidt en tragedie, de tænker på,« siger han.
Sydkorea har en utrolig høj rate af kejsersnit, 64 procent af fødslerne i 2023 var via kejsersnit ifølge tal fra den nationale sygesikring. Hvis flere fik bedre oplevelser med selve fødslen og undgik frygt og smerte, så ville de gravide komme igen senere, og det ville være med til at øge fødselsraten, siger han. Om end ikke meget, så lidt da.
»Japanske mødre ser ikke en fødsel som smerte, de ser en fødsel som en form for lykke. De holder stadig fast i værdien i en fødsel, men her i Korea er det modsat. Fuldstændig,« siger han.
Sydkoreas Jordemoderforening bakker op om hans påstand, for ifølge deres statistikker kan de se en statistisk signifikant større sandsynlighed for at en kvinde får et barn mere, hvis hun fødte sit første barn på en klinik med en jordemoder.
“Når en kvinde føder på et hospital, så får hun typisk et eller to børn, men på enjordemoderklinik får den samme kvinder to eller tre børn. Det kommer fra den mere positive oplevelse ved at føde på klinikken frem for hospitalet,« vurderer Lee Soon Ok, præsidenten for Sydkoreas Jordemoderforening.
Men at sammenligne med Japan som et sted, hvor det går godt med fødselsraterne, er som at pege på den anden ende af det kæntrende skib og sige »Men se, den del stikker jo meget op af vandet!« De har nemlig også store udfordringer, selvom det går bedre end i Sydkorea.
Kulturtab
Hvis fødselstallet fortsætter med at gå nedad, og hvis antallet af nye jordemødre stadig er forsvindende få, så risikerer landet at miste en stor del af deres kultur, siger en jordemoder i Sydkorea.
»Det er trist. Det er nostalgisk. Der er et udtryk fra mit land, at man er nødt til at røre bunden for at vide, hvad man mangler,« siger colombianske Harrison Dayana, som er jordemoder på Peter Chungs klinik.
»Jeg har set kultur blive givet videre gennem jordemoderskab, specielle praksisser, særlige berøringer der sidder så dybt i det at være jordemoder. Det er hundredvis af års historie, der går igennem jordemødrene. Og det er næsten som om, det bliver slettet nu! Ikke mange gider at være jordemødre længere, dem der er her nu, de vil dø, og hvem vil så være der til at føre deres viden videre?«
På fjerde sal af Seoul Medical Center er gangene ude for kontorlokalet tomme. De eneste mennesker er et par sygeplejersker med orange bånd på deres kitler, som fikser med ting, der skal køres ud til nogle indlagte. De kommer ikke med ind gennem glasdørene med ”Delivery Room” påskrevet, hvor Jeong Suk Eui viser de forskellige fødestuer. Det runger, når hun fortæller.
Og de nyeste statistikker fra Sydkorea viser da også, at fødselsraten fortsat falder. I det første halvår af 2024 gik den fra 0,72 til 0,71. De få offentlige hospitaler i Sydkorea vil stadig have jordemødre ansatte, siger Jeong Suk Eui, og udenlandske par vil stadig bruge jordemødre, siger Harrison Dayana. Der er også et glimt af håb, skriver lokale medier. For nok er den overordnede rate faldet lidt i det første halvår, men den er til gengæld gået op i juli og august. Så nu trender det lidt opad, skriver de.
Sydkoreas Jordemoderforening siger, at det godt kunne være en god idé at være bevidst om udviklingen i Danmark. For hvis vi ender med at få lige så få børn som dem, bliver der jo ikke lige så meget at lave med deciderede fødsler fremover.
»Bliv en slags bedstemor. Følg mødrene og børnene i længere tid, mens de bliver større. Vær en mentor, som de ældre damer var før. Eller gå tilbage til at være en sygeplejerske,« siger Kim Yun Mi.