Sydkoreas fødselsrate er på 0,72. Så langt nede er vi trods alt ikke i Danmark, for ifølge Danmarks Statistik ligger vores fødselsrate på 1,49. Men på et enkelt år styrtdykkede den danske rate det samme stykke, som det tog sydkoreanernes ti år at falde. Så spørgsmålet er, om vi danskere også skal se ind i en fremtid, hvor skoler og børnehaver må lukke, og salget af barnevogne til hunde overgår salget af barnevogne til børn, som det er gået i Sydkorea?
Det behøves måske ikke blive bøjet i neon, men Sydkorea og Danmark er ikke det samme land. Kulturerne er meget forskellige, de politiske systemer er milevidt fra hinanden, og mens det ene land i høj grad blev skånet fra to verdenskriges monumentale ødelæggelser, så gennemgik det andet en lang og blodig krig, der teknisk set stadig er i gang.
Så når kulturelle og sociale statistikker udvikler sig i én retning i det ene land, for eksempel med faldet i fødselsrater, så er det ingen garanti for, at det også bliver sådan i det andet. Så langt så godt. Men så alligevel … For det er lidt lige meget, om landet er bygget på konfucianisme eller lutheransk protestantisme, når det kommer til vores reproduktion, påpeger en antropolog.
»Det her er en verdensomspændende tendens, og hvor Sydkorea måske er frontrunner, så er Danmark altså det seneste land i rækken til at opleve en faldende fertilitetsrate,« siger Ayo Wahlberg, professor på Institut for Antropologi ved Københavns Universitet.
Han forsker i fødselsrater rundt om i verden, og han har identificeret flere forskellige punkter, der er markører for faldende fertilitet. Og der er forskelligheder, men der er i høj grad også overlap.
Det første punkt kalder han ”Intensiveret arbejds- og forældrekultur.” Kort sagt, des mere arbejde des mindre plads til familie og børn, og des mere pres på at være den perfekte forældre, des mindre plads til børn.
»Der er ingen tvivl om, at den intensiverede arbejdskultur er meget værre i Sydkorea. Der er det arbejde fra morgen til aften, seks dage om ugen, det er en klar forskel,« siger han.
Ifølge de seneste tal fra OECD lægger en koreaner i gennemsnit 1.901 timer på arbejdspladsen om året – her ligger den jævne dansker på 1.394 timer årligt. Og den pressede forældrekultur kan illustreres med, at Sydkorea ifølge noget forskning er det dyreste land at opfostre børn i, hvilket forværres af det massive fokus på akademisk og professionel succes, der presser både forældre til at sende deres børn i ”hagwons”, som er en slags ekstra skole efter den normale skole. Det er en industri i størrelsesordenen 116,6 milliarder kroner årligt.
Så langt ude er vi trods alt ikke i Danmark. Men så alligevel…
»Alle de signaler om, at vi skal arbejde meget mere, at mangler der arbejdskraft, skal andre lægge flere kræfter, gør bare, at vi i flere sektorer ser udbrændthed. Og den intensiverede forældrekultur ses i debatindlæg om mental load, og ph.d. og familiesociologen Maria Ørskov Akselvoll har et begreb om decideret ’forældreudbrændthed,’ « siger Ayo Wahlberg.
»Det er ikke en 1:1 sammenligning med Sydkorea, men det er en udvikling, man skal holde øje med.«
Ayo Wahlbergs andet punkt er rent ud sagt ”Diskriminering af kvinder.” Kort sagt, des mindre lighed mellem kønnene, des mindre lyst til og muligheder for at få børn.
»Der er virkelig en polarisering imellem kønnene i Sydkorea, en klar forskel med Danmark. Der er jo deciderede sociale bevægelser i Sydkorea, hvor de siger nej til mænd,« fortæller Ayo Wahlberg, og referer til den feministiske bevægelse ved navn 4B, som siger nej til fire ting; ægteskab, kærester, børn og sex.
For tolvte år i streg scorede Sydkorea sidstepladsen i The Economists glass ceiling index, der forsøger at opgøre, hvor kvinder har størst mulighed for at få lige behandling på arbejdspladsen. Samtidig er der historier som den om en mand, der fysisk angreb en kvinde med kort hår for at være feminist.
»Jeg er mandschauvinist, og jeg mener, feminister fortjener at blive overfaldet,« som han sagde efterfølgende ifølge politiet.
Så langt fra hinanden er vi trods alt ikke i Danmark.
»Det er på ingen måde sammenligneligt mellem de to lande,« siger Ayo Wahlberg.
Men så alligevel…
»I den her polarisering mellem kønnene på sociale medier synes jeg godt, man kan ane den værdikløft også i Danmark– jeg har ikke noget forskningsmæssigt belæg for at sige det – men man kan ane det. Bare se Andrew Tates popularitet. Hvorfor er der så mange singler? Hvorfor er det så svært at få en partner? Det synes jeg, man delvist kan forklare med en af de social medier-båret kønskløft, « siger Ayo Wahlberg.
Den tredje punkt er det, han opsummerer som ”Værdiændringer for frivillig barnløshed.” Kort sagt, des mere socialt acceptabelt det er, og jo flere der tager et aktivt valg om barnløshed, des færre børn. Sjovt nok.
»Det er svært at finde tal på, men der er tegn på, at den gruppe vokser. Er der flere i Danmark end i Korea? Det tvivler jeg på, men det er også en bevægelse, der er værd at holde øje med,« siger han.
Det hele opsummeret, kommer Danmark til at stå i den samme situation som Sydkorea med fødselsrater under én? Kort sagt:
»Vi kommer ikke i nærheden af Sydkorea any time soon,« siger Ayo Wahlberg.
Men så alligevel…
»At vi kommer til at ligge længere nede, det tror jeg godt, man kan forvente. «