Derfor mener vi, at den britiske debat er relevant i en dansk kontekst

Mie de Wolff er uddannet jordemoder i 2010, ph.d. og ansat på Hvidovre Hospital som klinisk jordemoderspecialist og postdoc. Tidligere forkvinde for Dansk Jordemoderfagligt Selskab.

Katja Schrøder er uddannet jordemoder i 2002, ph.d. og ansat som lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet. Uddannelsesleder, Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse, Syddansk Universitet. Tidligere formand for Dansk Jordemoderfagligt Selskab. 

Vi vil gerne takke Eva Rydahl for at have læst og forholdt sig til vores debatindlæg ’Elefanten i jordemoderrummet’ (Tidsskrift for jordemødre nr. 3/24). Indlægget havde afsæt i de debatter, der sidste vinter fulgte revideringen af lovgivningen omhandlende jordemoderens forbeholdte virksomhedsområde og medfølgende bekendtgørelse, samt både en retssag og styrelsessag, der involverede juridisk tolkning af jordemødres praksis ved hjemmefødsler. Vi reflekterede over, om jordemødre er mere tilbøjelige til at repræsentere visse kvindestemmer i den offentlige debat, og dermed undlader at repræsentere andre – på trods af at vi verden over bekender os til en with woman philosophy.

For at konkretisere vores spørgsmål, anvendte vi et eksempel med opslag fra britiske kvinder eller brugere på Twitter (nu X) i dagene op til og under NLNB-konferencen i Århus i 2022 og beskrev helt kort, at brugerstemmer har haft konsekvens for afviklingen af konferencen i 2023. Rydahl skriver, at det undrer og ærgrer hende, at situationen i England skal drages ind i en dansk kontekst. Vi vil derfor gerne gøre rede for vores overvejelser bag at referere til debatten i Storbritannien, og ikke i Danmark.

Vi vurderede, at konkrete eksempler fra debatter i Danmark ville kunne opfattes som kritik af enkeltpersoner, da vi nemt kan identificere hinanden i en lille faggruppe i et lille land. Det havde vi intet ønske om, tværtimod. I stedet valgte vi at tage fat i en debat i et land, som har inspireret danske jordemødre, når vi har beskæftiget os med udviklingen og organiseringen af svangreomsorgen. Både NICE guidelines og jordemoderledede fødeklinikker i Storbritannien bliver betragtet som gode eksempler på policy og praksis, og vi mener derfor, at det er vigtigt, at vi også beskæftiger os med, hvilke debatter der har knyttet sig til denne organisering af fødselshjælpen og til det årelange fokus på promotion of normal birth.

Og her er det uomgængeligt, at der har været rejst kritik af, hvad nogle har kaldt en jordemoderideologi, a normality brigade, hvor man i jagten på lavere interventionsrater har undladt at handle eller intervenere i tide, ulykkeligvis i nogle tilfælde med fatale konsekvenser for mødre og børn.

Kritikken er først og fremmest kommet fra brugerne selv. Og ja, tilsat sociale og tabloide medier er der gået ild i debatten, som har været både intens og polariseret. Debatten flammede yderligere op i kølvandet på offentliggørelsen af the Ockenden report i 2022, som er en uafhængig gennemgang af forløbene for 1.486 familier på The Shrewsbury and Telford Hospital NHS Trust i årene 2000-2019, hvor man vurderede, at der var sket avoidable harm.

Rapporten konkluderede, at årsagerne til suboptimal eller kritisabel behandling blandt andet var kronisk underbemanding, utilstrækkelig uddannelse, utilstrækkelig involvering af senior obstetrikere, mangelfuld ledelse, mangelfuld opfølgning og læring og sager, hvor forløb blev trukket for langt uden indgriben eller overflytninger, selv i kritiske situationer.

Vi hverken skriver eller mener, at vi har tilsvarende udfordringer med debatklimaet eller praksis i Danmark, som man har i Storbritannien. Men et indblik i den britiske debat kan være en påmindelse om, at vores tillid og troværdighed i befolkningen ikke er en naturlov. Hvis befolkningen primært hører jordemødres stemmer i debatten, når det handler om at forsvare retten til at føde i eget hjem eller til at fravælge svangreomsorgens tilbud og anbefalinger, så er det vores bekymring, at der er mange kvinder, der ikke føler sig repræsenteret. Måske endda tværtimod.

Det kan vi genkende i en dansk kontekst også, og i vores indlæg spekulerer vi over, hvorvidt denne ’jordemoderdiskurs’ har betydning for jordemødres (informations)praksis i Danmark.

På den sidste dag på NLNB i Århus i 2022 delte forældre fra Storbritannien billeder af deres døde eller hjerneskadede børn under hashtagget #NLNB22. Så vidt vi ved, blev disse brugerstemmer hverken delt eller diskuteret af danske jordemødre eller i vores tidsskrift, selvom det måske havde været forventeligt, når nu konferencen foregik på dansk grund. For os var denne tavshed et udtryk for en tendens, som vi har observeret i andre sammenhænge – at jordemødre bakker op om de kvinder og par, der offentligt rejser kritik af, at de har fået for mange indgreb under deres fødsel, mens opbakningen udebliver, hvis man ytrer, at man har fået for få eller for sent. I vores indlæg har vi forsøgt at komme med et bud på, hvorfor jordemoderfaget på den måde risikerer at repræsentere nogle kvindestemmer mere end andre.                                           

Rydahl skriver, at den ophidsede debat i Storbritannien har skadet jordemoderfaget. Vores overvejelse går på, om vi også selv kan være med til at skade faget, hvis vi ikke er opmærksomme på, om vi giver stemme til alle vores brugere, lige så forskellige de måtte være.

At vores indlæg skulle ”mane til kamp imod en normal fødsels-ideologi blandt danske jordemødre” synes vi er at stramme retorikken unødigt fra Rydahls side. Vores hensigt har været at invitere til refleksioner og samtaler i vores fag. En forudsætning for dette er, at vi har en nysgerrig og tryg debatkultur internt i faget til at drøfte de dilemmaer, der knytter sig til at være jordemoder. Om det hele er en storm i et glas vand – om der er tale om en elefant, der slet ikke eksisterer i Danmark – det kan hverken vi eller Rydahl afgøre ud fra den eksisterende, sparsomme forskning. Men ud fra de henvendelser, vi har fået, fornemmer vi, at der er en stor lyst blandt jordemødre til at diskutere det, og det, synes vi, er en god start.

Katja Schrøder og Mie de Wolffs indlæg er en del af stafetten ‘Hvordan holder vi den normale fødsel normal?’

Oktober 2024