Indlægget er et udtryk for skribenternes egne holdninger
De seneste måneder har der været livlig debat med afsæt i revideringen af lovgivning om jordemoderens forbeholdte virksomhedsområde, samt en retssag og styrelsessager omhandlende juridisk tolkning af jordemødres praksis ved hjemmefødsler. Debatten har særligt omhandlet, hvad det indebærer at arbejde under lægelig delegation, og kvinders rettigheder i forhold til valg af fødested, også når graviditeten eller fødslen vurderes at tilhøre en risikogruppe.
På overfladen er der tale om klassiske diskussioner, som dels samler jordemødre mod en fælles ”ydre fjende”, og som dels splitter hhv. privatpraktiserende og offentligt ansatte jordemødre i et ”dem og os”. Med dette indlæg ønsker vi at diskutere om jordemoderfaget sikrer repræsentation af alle stemmer, både blandt brugerne og blandt os selv. Sagt på en anden måde; jordemødre bryster sig i hele verden af at bekende sig til en filosofi om at være with woman. En holistisk, kvindecentreret tilgang, som står i modsætning til den biomedicinske model og at arbejde with institution. Men spørgsmålet er, om jordemødre altid arbejder with women, eller om vi arbejder with some women?
Fagets symbolske kapital
Wackerhausen (2009) fremhæver, at studerende socialiseres til at værdsætte deres professions unikke symbolske kapital gennem en anerkendelse af særlige dyder, sejre og uretfærdige lidelser,som professionen har oplevet. Specifikt for jordemoderfaget kan den symbolske kapital omfatte værdsættelsen af kunsten i at »holde det normale normalt «, stoltheden over det selvstændige virksomhedsområde, samt en følelse af magtesløshed og uretfærdighed, når definitionsgrænserne endnu engang ændres, så flere gravide og fødende kvinder kategoriseres som tilhørende en risikogruppe.
Mens fagets symbolske kapital kan være styrkende for den fælles identitet, kan den også blive styrende for, hvad der kan debatteres, hvilke værdier der kan anerkendes eller hvilke kvindestemmer, vi allierer os med. Når vi læser kommentarspor eller debatter på ‘Jeg er jordemoder’, fornemmer vi, at vi jordemødre ser os som stærke advokater for kvinder, der ikke vil styres af den herskende risikoforståelse i det etablerede sundhedsvæsen. Det skal vi blive ved med. Men der er også kvindestemmer, der ønsker at takke ja til alle systemets tilbud, og kvinder, der gerne vil være fri for normative lovprisninger af den fysiologiske, spontane fødselsproces. Og for hvem autonomi og selvbestemmelse i lige så høj grad handler om at vælge kontrol, overvågning og behandling til, som det for andre kan handle om at vælge det fra. Dem der gladeligt tager imod tilbud om igangsættelse, dem der ønsker at føde ved kejsersnit, eller dem der føler styrke og tryghed i at være på en specialafdeling. Og som udfordrer vores symbolske kapital, fordi den biomedicinske risikotilgang til tilværelsen er en integreret del af deres verdenssyn, og dermed også deres behov og ønsker til os under deres graviditet, fødsel og barsel.
Godhedsmagt – paternalisme i fåreklæder?
Davis-Floyd (1994) har beskrevet, at kvinder, der vælger hospitalsfødslen og den såkaldte teknokratiske fødselsmodel, gør det ud fra mange af de samme bevæggrunde, som kvinder, der vælger hjemmefødslen og den holistiske fødselsmodel: At tage kontrol over de mange ubekendte, de står overfor. Hvis en kvinde f.eks. ønsker igangsættelse af fødslen uden medicinsk indikation, kan det imidlertid udfordre os i at arbejde with woman og bakke op om hendes ønske. Kvindens begrundelse er, at hun har læst, at det skulle være mere sikkert for barnet, at hun bedre kan overskue forløbet, hvis hun ved, hvornår det går i gang, samt at hun føler sig mere tryg, hvis der kan blive lagt en plan om igangsættelse og tidlig epidural. Spørgsmålet er, om man som jordemoder føler trang til at informere og korrigere kvindens opfattelse i den situation? Og om man – uden at have det til hensigt – kan komme til at benytte samme manipulative greb, som vi ellers forbinder med en paternalistisk tilgang? Man kan argumentere med den manglende evidens for, at igangsættelsen skulle være mere sikker for barnet, og man kan nægte at imødekomme ønsket med den begrundelse, at det ikke er en del af afdelingens retningslinje. Lutter gode grunde og gode argumenter, fordi vi dybest set vil kvinden det godt. Men måske også fordi vi mener, at hun afskærer sig selv fra at få den gode fødsel, som vi opfatter den, og fordi vi bliver mere optagede af at arbejde with midwifery end with woman. Lidt karikeret kan vi spørge os selv, om vi ser det som vores opgave at informere kvinden på en måde, så hun indser, at vores anbefaling (at afvente det spontane forløb) er bedre, end det hun efterspørger? En situation, som vi kender alt for godt med modsat fortegn, fx når det gælder en kvindes ønske om at føde hjemme imod givet råd. Her kan kvinden ikke nægtes sit ønske, men hun kan udsættes for information og korrektion i en grad, så hun til sidst enten ”retter ind” eller vælger helt at forlade systemet.
Ekkokammer eller mangfoldighed
Vi ser en tendens til, at der er jordemoderfaglig opbakning til de kvinder, der offentligt beretter om svigt eller ikke at føle sig respekteret f.eks. i deres valg af fødested. De kvinders indlæg deles bredt på sociale medier med positive tilkendegivelser omkring, at de fortæller deres historie. Mens de kvinder, der rejser kritik og føler sig svigtet, fordi de ikke fik indgreb undervejs, mødes med modargumenter eller tavshed.
Et konkret eksempel på dette er, at mens den internationale Normal Labour and Birth Research Conference blev afholdt i Århus i 2022, var der kvinder, der skrev på Twitter (nu X) og udtrykte både frygt og mistillid til jordemødre og det, de omtalte som jordemoderideologi. En kvinde skrev f.eks. ”I have made the mistake of looking at the #NLNB22 hashtag. (…) Midwives blissfully ignoring all the harm caused by their birth ideology. I’m not sure whether I want to cry, swear, or vomit.” Og en andenkvinde skrev: ”Listen to mums, not ideology.” Ifølge dele af dagspressen i UK medførte brugernes, herunder forældre der har mistet under fødslen, højrøstede kritik af ’normal birth ideology’, blandt andet at det britiske sundhedsvæsen (NHS) ikke ville sende personale afsted på NLNB-konferencen i 2023. Konferencens styregruppe valgte efterfølgende at udelade ordet ’normal’ i navnet ‘to avoid terminology that could be emotive or upsetting for some individuals and families’. Men så vidt vi ved, er disse kommentarspor ikke blevet omtalt, diskuteret eller delt i danske jordemoderkredse. Den ophedede britiske debat gennem de seneste år er kompleks og indlejret i en lang historik og kamp, som ikke nødvendigvis er direkte overførbar til en dansk kontekst. Men vi mener, at den er en påmindelse om, hvor skadelig den polariserede debatform er for tilliden til jordemødre, og at vi skal give plads til de stemmer, vi måske ikke er enige med.
Det er vores opfattelse, at der i forskellige jordemoderfora kan opstå ekkokamre, hvor der sker en betydelig reproduktion af de sandheder, som faget hviler på, og hvor man er indskrevet i bestemte forståelser, der ikke kan diskuteres. Samtidigt kan den almindelige kliniske hverdag opleves som tiltagende kompleks og dilemmafyldt. Man oplever måske, at mange af de kvinder, vi møder i det daglige arbejde, ikke er dem, der er bedst repræsenteret, når jordemødre kæmper for kvinders rettigheder. Fordi de rettigheder ofte diskuteres i forhold til valg af fødested eller retten til at fravælge et tilbud, men sjældent i forhold til ønsket om at vælge overvågning eller indgreb til eller ønske sig kontinuitet og følgeskab på en stor specialafdeling på samme vilkår, som man kan få i en hjemmefødselsordning eller KJO. Man kan måske også opleve at føle sig splittet i mellem en stærk forankring i kvindens ret til selvbestemmelse over egen krop og en dyb bekymring for fødslens udfald for både mor og barn på grund af de valg, hun træffer. Den tvivl eller indre splittelse har vi oplevet, at der er mindre plads til at sige højt i den interne debat, måske endda ligefrem en frygt for udskamning, hvis man gør.
I en del af abortdebatten sidste år, oplevede vi, at jordemødre stod frem – både internt og i offentligheden – og på forbilledlig vis meldte ud, at de var i tvivl om, hvorvidt og hvor meget abortgrænsen skulle hæves. Kunne man forestille sig, at vi kunne have plads til en tilsvarende tvivl og åbne drøftelser, når det kommer til fødslen? Og dermed også til at udfolde interne uenigheder og faglige diskussioner uden at facit på forhånd er givet? Vi er af den opfattelse, at jordemoderprofessionen og det faglige fællesskab er så stærkt, at det kan bære, at der er uenigheder og flere forskellige måder at være jordemoder på. Men vi ser det som en trussel, hvis der er for ensidig repræsentation af både kvinde og jordemoderstemmer, og vi på den måde kommer til at fremstå som en faggruppe, der arbejder for nogle og ikke for alle.
Referencer
Davis-Floyd, R. E. (1994). The technocratic body: American childbirth as cultural expression. Soc Sci Med, 38(8), 1125-1140. Wackerhausen, S. (2009). Collaboration, professional identity and reflection across boundaries. Journal of Interprofessional Care, 5(23), 455-473.