”I alle mine år som jordemoder har vi ment, at det at tage vandet for tidligt, resulterede i dårligere forløb. Derfor er det et ægte vanebrud, når vi nu har ændret vores igangsættelsesprocedurer helt grundlæggende.”
Sådan siger chefjordemoder Trine Viskum Karlsen om den proces, man gennem det sidste år har gennemført på fødegangen på Odense Universitetshospital (OUH).
Vanebruddet betyder helt konkret, at man i vid udstrækning har lagt Angusta på hylden som igangsættelsesmetode til fordel for brug af HSP og Foley-kateter. Det har medført, at hvor HSP i 2024 blev benyttet som den primære igangsættelsesmetode ved 37 pct. af alle igangsættelser på OUH, er tallet i 2025 næsten fordoblet til 73 procent.
Eller som vicechefjordemoder Lone Sølvsten Kappendrup udtrykker det: ”Vi tager vandet på alle, vi kan tage vandet på.”
Budgetoverskridelse satte processen i gang
Inden vi dykker mere ned i den nye metode og de data, man har indsamlet om den på OUH, så lad os gå tilbage til 2024.
Dengang så man på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på OUH ind i en forventet budgetoverskridelse på 16 millioner kroner på lønbudgettet, hvis man ikke trykkede gevaldigt på bremsen. Det affødte en omfattende proces og en lang række initiativer, der alle havde til formål at spare penge.
”Alle var med på, at der skulle findes besparelser, og i den forbindelse var en lang række muligheder selvfølgelig oppe at vende,” fortæller Trine Viskum Karlsen.
Hun suppleres af Ane Boa, der er koordinerende jordemoder og udviklingsjordemoder på OUH:
”Måske kunne vi blive nødt til at skære i vores beredskab. Måske kunne vi miste vores sphincter-ambulatorium. Der var mange muligheder i spil, og nogle af dem sved mere end andre. På et tidspunkt kom vores udgifter til Angusta op at vende, og vi diskuterede restordreperioden i 2022, og hvordan det var gået. Samtidig har nogle af vores jordemødre arbejdet i Norge, hvor de bruger ballonkateter mere. Og så havde vi fulgt Kolding, som ikke gik tilbage til Angusta efter restordren. Alt det taget i betragtning endte vi med at beslutte, at vi måtte prøve at lægge Angusta på hylden.”
Nye veje undervejs
Den beslutning betød en helt ny igangsættelsesprocedure, som ganske hurtigt blev udrullet – under den forudsætning, at alle skulle kunne føle sig trygge i, at man var klar til at stoppe initiativet igen, hvis fx sectiofrekvensen steg.
”Vi har jo alle sammen lært, at med en Bishopscore under 6, skal man ikke tage vandet. Så det her var en kæmpe ændring for os alle sammen,” fortæller Janne Hansen, der er koordinerende jordemoderspecialist på OUH.
Og netop omfanget af ændringen gjorde, at intet var hugget i sten fra starten:
”Vi var hele tiden klar til at gå tilbage til Angusta, hvis noget indikerede, at det var nødvendigt, for vi var i nogen grad på ukendt grund,” konstaterer Ane Boa.
Og netop villigheden til at være omstillingsparate og hele tiden gå nye veje, blev der brug for. Det tydeligste eksempel er nok afdelingens klare plan og forventning om, at omlægningen skulle gå fra Angusta til ballonkateter som primær igangsættelsesmetode.
Den forventning og beslutning varede ikke længe.
”Vi så ret hurtigt, at ballonkateter ikke fungerede på en hel del kvinder. Fx var der en del førstegangsfødende med collum, der var for åbne til ballon – den gled bare ud igen,” fortæller Ane Boa og fortsætter:
”Så vi begyndte lige så stille at prøve med HSP som førstevalg. Og så fødte kvinderne i vid udstrækning efter de hindesprængninger – meget mod vores forventning. Derfor flyttede vi ret hurtigt fokus, og vores fælles arbejde med at udvikle flows og instrukser gik fra at handle om ballonkateter til HSP, fordi det var noget andet end forventet, der virkede.”
Skepsis
Den ansvarlige for at holde øje med afdelingens outcomes, så der løbende kunne tages nye beslutninger og sadles om, blev vicechefjordemoder Lone Sølvsten Kappendrup i tæt samarbejde med specialeansvarlig overlæge Lise Lotte Torvin Andersen. De data, de afdækkede via journalaudit og kontinuerligt afrapporterede til afdelingens personale, skulle monitorere alt fra post partum blødninger til sectiofrekvens.
Men tallene skulle også berolige afdelingens skeptikere. For skeptikere var der. En af dem er Helle Metzsch, der er klar i spyttet, når hun beskriver sin daværende holdning til den nye igangsættelsesprocedure:
”Jeg var ret skeptisk! Vi er jo skolet i, at man bruger Bishop-score til at afgøre igangsættelsesmetoden. Den tilgang lagde vi simpelthen væk, og jeg var bestemt ikke den eneste, der var skeptisk – det var vi mange, der var.”
Det bakkes op af Ane Boa, som selv har haft mange overvejelser om den nye metode, som hun ligesom alle andre jordemødre har lært ikke ville være gangbar.
”Vi vil jo alle sammen helst undgå at gøre noget, der er ubehageligt for de fødende. Og vi ved jo godt, at HSP på umodne forhold kan være overvældende for kvinden. Men Angusta er også et virkelig potent stof, for der skal jo noget til at skubbe en krop, der ikke er klar, i fødsel. Af og til er det bare nødvendigt, og skal man vælge mellem de to metoder, vil jeg mene, at det trods alt er nemmere at bevare overblikket og kontrollen over forløbet med en HSP inde på OUH end ved at sende gravide hjem med en pakke Angusta.”
Helle Metzsch opsummerer sin bekymring om den nye procedure ganske klart:
”Jeg var bange for, om kvinderne ville få dårligere forløb, for at vi kunne spare penge.”
Hendes bekymringer gik især på to forhold: Outcomes som post partum blødninger og kejsersnit og kvindernes fødselsoplevelser.
Outcomes
Fødselsoplevelserne vender vi tilbage til. Først skal vi høre vicechefjordemoder Lone Sølvsten Kappendrup om, hvad hendes data viser om de fødendes outcomes.
I dag er hun klar med tal, der dækker det halve år fra 1. juli 2025 til 1. januar 2026, hvor OUH’s nye førstevalg til igangsættelse har været fuldt implementeret. (Se boks til højre her på siden.) I det tidsrum har hungennemlæst samtlige journaler på igangsatte kvinder på fødegangen i Odense.
”Tallene fra mine journalgennemgange viser, at de kvinder, som har fået lavet HSP som primær igangsættelsesform, har fået færre kejsersnit, end når vi sammenligner med sidste år, hvor vi brugte Angusta som førstevalg. Vi har heller ikke flere dårlige børn. Og kvinderne føder på færre S-drop, når vi laver HSP, end når vi anlægger ballonkateter,” siger hun.
Også OUH’s tal for pp-blødninger ligger stabilt efter ændringen.
”Vi ser faktisk et lille fald i de helt store blødninger over 1500 ml.,” konstaterer Ane Boa.
Skepsissen er vendt
”Da jeg fremlagde data fra min første journalaudit, faldt der ro på i afdelingen,” er Lone Sølvsten Kappendrups oplevelse. Det bakkes op af Helle Metzsch, der i dag ser helt anderledes på HSP på umodne forhold, end hun gjorde tidligere:
”Min holdning, da vi startede op, var helt klar: ’HSP på umodne forhold? Det kommer jo ikke til at lykkes!’ Da jeg så begyndte at se de første forløb, hvor det gik fint, tænkte jeg ’Ah, men dén fødende var bare heldig…’ Indtil jeg på et tidspunkt havde set så tilpas mange forløb, at jeg måtte erkende, at metoden jo fungerede, selvom jeg ikke havde troet på det indledningsvis,” fortæller hun.
I forhold til selve udførelsen af hindesprængning på umodne forhold, lyder hendes vurdering i dag:
”Det er slet ikke som frygtet. Vi har god tid til at lave hindesprængningerne, for det skal ikke forhastes. Den fødende kvinde og jeg skal have talt ordentligt sammen inden, og hun skal vide, hvad der skal ske. Og så taler vi os igennem selve udførelsen. De fødende ved, at de kan få lattergas, de ved, at de kan ombestemme sig, de ved, at de kan få en pause. De få, der synes, at det er virkelig ubehageligt, får lattergas, og så går det.”
Den oplevelse deles af Ane Boa.
”Vi har virkelig gjort meget for at prøve at gøre situationen mindre ubehagelig. Vi har i arbejdsgrupper lavet nyt informationsmateriale, og vi gør meget ud af kvindens lejring. I forhold til smertelindring tilbyder vi altid lattergas, og vi er begyndt at foreslå, at man kan tage en Panodil hjemmefra. Jeg synes også, at det er tydeligt, at vi er mere ’på’ i forhold til kommunikationen med kvinderne. Og bottom line er: Vi oplever ikke kvinderne med umodne forhold som mere forpinte i forbindelse med HSP, end vi gjorde før – og vi har ikke fået tilbagemeldinger fra kvinderne om ubehag.”
Kvindernes oplevelse
Helle Metzsch har siden indførelsen af den nye metode haft mellem 10 og 15 igangsatte kvinder til efterfødselssamtale.
”Det er min klare opfattelse, at HSP’en ikke har fyldt for dem. Vi taler jo hele forløbet igennem, og de fortæller om det at få taget vandet i en bisætning. De første mange gange syntes jeg nærmest, at den del af deres forløb var mere spændende, end de gjorde. De har selvfølgelig sjældent noget at sammenligne med, men jeg må bare konstatere, at det simpelthen ikke fylder i deres erindring om fødslen. De virker heller ikke til at opleve fødslerne som længere, og psykologisk ligger der tilsyneladende virkelig noget i at kalde deres første S-drop for ’modnings-droppet’, som vi er begyndt på.”
Hun opsummerer sine tidligere bekymringer om alt fra outcomes til kvindernes oplevelser sådan her:
”Alt det, vi havde frygtet, er ikke blevet til noget.”
Helle Metzschs indtryk af kvindernes oplevelser passer fint sammen med de foreløbige tal fra den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP).
”Er du alt i alt tilfreds med fødselsforløbet/kejsersnittet?” svarede 83 procent af OUH’s fødende bekræftende på i 2024.
Det tal er indtil videre steget til 87 procent i 2025.
Ane Boas har en teori om, at den samlede patientoplevelse i utroligt høj grad hænger sammen med, om den vaginale fødsel lykkedes, hvis kvinden ønskede en vaginal fødsel.
”De er glade, hvis det lykkedes – også på trods af en måske lidt hård HSP. Og vores sectiofrekvens er jo ikke steget. Måske endda tværtimod. Når vi så heller ikke ser flere dårlige børn eller andre uhensigtsmæssige outcomes, så er det det vigtigste for kvinderne.”
På chefjordemoderkontoret er Trine Viskum Karlsen heller ikke blevet lagt ned af historier om smerter og ubehag i forbindelse med hindesprængningerne.
”Vi har fået én klage over smerter, og ellers har jeg ikke hørt fra nogen fødende. Der har heller ikke været en eneste kommentar om hindesprængninger i LUP’ens fritekstfelter. Jeg hører heller ikke fra jordemødrene, at de synes, at det er en ubehagelig arbejdsopgave at udføre HSP’erne, fordi det er smertefuldt for kvinderne.”
Faktisk fremhæver koordinerende jordemoderspecialist Janne Hansen, at der jo også er fordeleved den nye metode for de fødende, som kommer fra et stort optageområde:
”Flere kvinder får ventetid derhjemme i stedet for herinde, og de slipper for mange ture til OUH og hjem igen, som de skulle have på Angusta.”
Nye faglige vurderinger
Hele omlægningen har budt på meget ny læring for fødegangspersonalet. Fx oplever de, at de skal agere lidt anderledes i forhold til S-drop i dag. For den nye procedure dikterer pauser mellem S-droppene. Hvornår disse pauser skal ligge, samt hvor lange de skal være, er der selvfølgelig overordnede rammer for, men pauseringerne kræver mere individuel vurdering, dialog og sparring om de enkelte forløb end tidligere.
”Vi skal i endnu højere grad end tidligere mærke efter og prøve at finde den enkelte fødendes og barns maksimum med hensyn til S-droppet. Det er meget små nuancer, vi vurderer på, når vi skal beslutte, hvornår vi pauserer droppet,” forklarer koordinerende jordemoder Janne Hansen.
Den oplevelse deles af Ane Boa. Hun fortæller om det første S-drop, som man indledningsvis havde en forventning om, at stort set ingen ville føde på. For ikke at give de fødende forkerte forventninger, begyndte man aktivt at italesætte det som ’modningsdroppet’. På den måde bliver det en positiv overraskelse for de fødende, når de faktisk føder på det drop.
”Vores forventning indledningsvist var, at det ville tage enormt lang tid af få kvinderne bragt i aktiv fødsel. Men vi kan jo se på vores tal, at over 50 procent faktisk føder på første S-drop. Vi skal somaltid tage individuelle hensyn i forhold til den kliniske situation, så både den fødende og baby er med, men i processen med at gøre os nye erfaringer, har endnu mere hyppig og konstruktiv dialog og sparring mellem de vagthavende læger, koordinerende jordemødre og jordemoderen på stuen været helt afgørende,” vurderer hun.
Det afføder også mere individuel vurdering, at flere kvinder nu går over de anbefalede 18 timer fra vandafgang/HSP til fødsel pga. timerne med pauser i S-droppet.
”De fødende er tit oppe omkring 18 timer nu. Men det betyder ikke, at det giver problemer. Hvis vi havde observeret det, så havde vi jo reageret. Men vi skal være skarpe på vores vurderinger og gode til at være i dialog om forløbene,” siger Janne Hansen.
Netop infektionsrisikoen har også affødt dialog på gangen:
”Der er så meget løbende læring i det her. Fx har vi haft meget dialog om, at hvis den fødende slet ikke har veer eller giver udtryk for smerter på første S-drop, så skal vi jo ikke vaginaleksplorere hele tiden og øge infektionsrisikoen. På den måde arbejder vi med noget af det, jeg synes er allerfedest, nemlig praksisevidens. Vi bliver løbende udfordret på den gode måde,” siger Ane Boa.
Fremtiden
Hvad angår den fortsatte igangsættelsesprocedure på OUH, så har jeg stillet samtlige jordemødre, jeg mødte på OUH’s fødegang, det samme afsluttende interviewspørgsmål: ”Kan du se nogen som helst grunde til, at I ikke skulle fortsætte med jeres nye metode?”
Og en for en, har de svaret mig:
”Nej. Det skulle være, hvis vi får lavet forskning, der viser, at kvindernes oplevelser er dårlige. Det kan mine få efterfødselssamtaler jo ikke afgøre.”
”Nej. Vi fortsætter, medmindre tallene pludselig viser noget andet. Og det har vi jo oppe til tværfaglig debat nærmest en gang om måneden. Som det går nu, vil vi ikke tilbage til den tidligere procedure.”
”Nej. Jeg er kun blevet bestyrket i, at vi skal overveje, hvad vi gør per automatik. Jeg er blevet meget opmærksom på vores vanetænkning og hvilket belæg vi har for at gøre, som vi gør.” ”Nej. Der er ingen tvivl om, at der bør forskes i det her. For jeg har jo bare lavet journalgennemgang. Men med den løbende gennemgang i ryggen mener jeg, at vi roligt kan fortsætte, mens vi venter på forskningen, som er på vej.”
Forskning på vej 1
Afdelingslæge og ph.d. på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på OUH, Camilla Præstegaard, indsamler pt. data på alle gravide, der bliver sat i gang i Odense og Svendborg, med henblik på publicering.
”Jeg arbejder på en opgørelse over alle igangsatte gravide fra april 2025 til april 2026, som jeg vil sammenligne med igangsættelserne fra april 2022 til april 2023, så vi kan drage paralleller mellem de to år. Vi regner med at have endelige resultater klar før sommeren 2026 og håber selvfølgelig at få resultaterne publiceret til den tid.
Jeg har kastet mig over det her projekt, fordi vi selvfølgelig meget gerne vil validere, at vores nye igangsættelsesmetode på OUH er forsvarlig. Og jeg kan have langt flere detaljer, variabler og statistiske beregninger med i forhold til i den løbende jounalgennemgang, som jo allerede laves.
Vi indtaster data løbende, og jeg har ikke lavet statistiske beregninger endnu, så jeg kan ikke sige med sikkerhed, om der er en signifikant forskel på de to år, jeg sammenligner. Men indtil videre ser det i mine tal ud til, at flere føder vaginalt i dag sammenlignet med 2022-2023. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at kunne fremlægge alle vores data og sige noget med større sikkerhed til sommer.”
Forskning på vej 2
Også på Nordsjællands Hospital (NOH) har man igennem flere år interesseret sig for igangsættelsesmetoder.
Her har klinisk jordemoderspecialist og forsker Jane Bendix og Rie Virkus, overlæge, længe drømt om et studie som kunne sammenligne Angusta og ballonkateter som primære igangsættelsesmetoder.
Det bliver nu til virkelighed i løbet af 2026, når man iværksætter et projekt, som ved hjælp af et cluster randomiseret, cross-over, non-inferiority studie vil undersøge metoderne og patientoplevelser.
I studiet vil man igangsætte skiftevis en uge ad gangen med Angusta og ballonkateter som primær metode.
Indikationer, når fødslen endte med akut sectio (n/%):
• Dystoci 25/25%
• Asfyksi 31/30%
• Mislykket ppmed 26/26%
• Mors ønske 4/4%
• Andet 15/15%
Fortsat brug af Angusta
OUH har stadig et restlager af Angusta på hylderne, og selvom førstevalget nu er en anden igangsættelsesform, bruges medicinen stadig i få tilfælde.
”Vi har kvinder med vaginisme, der selvfølgelig fortsat kan få Angusta, og vi imødekommer også enkelte kvinder, der fik det i deres sidste igangsættelsesforløb, og gerne vil have det igen. Så det bruges stadig som førstevalg ved klinisk vurdering og på kvindernes ønske, men det er sjældent. På den måde har vi jo stadig et førstevalg og et andetvalg, som vi hele tiden har haft – de er bare blevet byttet om,« forklarer Ane Boa.
Fødegangsjordemoder Helle Metzsch fortæller, at beskrivelsen af et typisk igangsættelsesforløb har ændret sig allerede til fødselsforberedelsen. Det gør, at kvinderne er forberedt på, at HSP nu er det, de vil blive tilbudt som udgangspunkt – men at der selvfølgelig er mulighed for dialog og et individuelt valg, når det er nødvendigt.
Helt konkret har indkøbet af Angusta ændret sig sådan i afdelingen, at de har fået en henvendelse fra apoteket, fortæller Ane Boa: ”De har ringet og spurgt, hvad der foregår hos os, fordi vi slet ikke har indkøbt Angusta i hele 2025.”
Omlægningen har betydet en besparelse på 600.000 kroner.
Normering:
OUH har i praksis næsten lukket klinikken for igangsættelser, da behovet for indlæggelse blandt de igangsatte kvinder er markant ændret som følge af den nye igangsættelsesmetode.
”Vi bruger ikke flere ressourcer i dag, vi bruger dem bare anderledes. Kvinderne er typisk indlagt længere, men de kommer til gengæld ikke to til tre gange i igangsættelsesambulatoriet. De har også typisk entil- en jordemoder lidt tidligere i forløbet, men vi møder ikke flere jordemødre ind i hver vagt, vi har bare flyttet, hvor vi bruger jordemødrene,” lyder chefjordemoder Trine Viskum Karlsens vurdering.
God råd til andre
På OUH har chefjordemoder Trine Viskum Karlsen følgende råd til andre afdelinger, der overvejer at ændre deres igangsættelsesmetode eller andre grundlæggende processer i afdelingen.
1
Spring ikke den indledende proces over ”Det kræver et stort kulturarbejde, når man skal ændre en grundlæggende forståelse af, hvordan og hvorfor vi som faggruppe gør bestemte ting. Klinikerne skal være med på, at det er en god idé, at vi prøver noget nyt. Derfor mener jeg ikke, at man bare kan overføre fx vores nye igangsættelsesmetode til en anden fødegang og springe den indledende proces over. Alle medarbejdere skal have lov til at udtrykke deres uro ved, om vi fx kan være denne her nye metode bekendt overfor kvinderne, så man kan tage livtag med bekymringerne.”
2
Nulfejlskultur dur ikke ”Alt hvad vi laver, skal selvfølgelig være patientsikkert. Men det er samtidig vigtigt, at man som leder står fast på, at vi ikke må være så bange for at lave fejl, at vi slet ikke tør prøve noget af. Vi har virkelig sagt: ”Nu prøver vi, og så justerer vi undervejs.” Og så var det en beslutning, at vi meget aktivt ikke ville se på ting som fejl, men som input til forbedringer. Overgangen fra ballon til HSP som primær igangsættelsesform er et eksempel på, hvordan vi har justeret undervejs, og løbende mindet hinanden om, at det kræver mod, når man vil udfordre en grundantagelse i sit fag.”
3
Tænk tværfagligt ”Det er tværfagligheden, der har gjort, at processen er lykkedes for os. Vi ville aldrig have kunnet lave så stor en ændring, hvis vi kun havde én faggruppe med på ideen. Vi har brugt tid på at skabe plads til tværfaglig refleksion på hele afdelingen især i opstarten af processen.”