På Kolding Sygehus er ballonkateter den primære igangsættelsesmetode

Ligesom på OUH adskiller igangsættelsesproceduren på Kolding Sygehus sig væsentligt fra metoden på resten af Danmarks hospitaler. Og det har den gjort i flere år.


Allerede da Angusta i 2022 var på lager igen efter den pludselige restordre, valgte man på Kolding Sygehus at bibeholde den metode, man havde indført som følge af manglen på Angusta.

”Dengang valgte vi ikke at gå tilbage til Angusta, fordi vi oplevede, at det gik rigtigt godt med vores nye igangsættelsesprocedure,” fortæller Diane Malberg, der er udviklings – og forskningsjordemoder på Kolding Sygehus.

Den nye metode lød dengang og i dag fortsat på brug af dobbeltkateter til alle igangsættelser.

Adspurgt om, hvorfor hun tror, at man som landets eneste hospital fastholdt denne procedure, da Angusta igen kom på hylderne, svarer Diane Malberg:

“Vi oplevede ved overgangen til at anvende ballonkateter til igangsættelse, at det setup, vi havde lavet, passede rigtig fint ind i afdelingens drift. Derudover var der ingen faglige belæg for at Angusta skulle være bedre end ballonkateter til igangsættelse af fødsler. Derfor kunne vi ikke se nogle grunde til at skifte tilbage til igangsættelser med Angusta,” og fortsætter:

”Hvis vi havde set, at Angusta var at foretrække i forhold til ballonkateter, ville vi selvfølgelig være gået tilbage. Vi har sammenlignet afdelingens igangsættelser med henholdsvis Angusta og ballon og undersøgt forskel på vigtige fødselsoutcomes såsom risiko for kejsersnit, post partum blødning og nyfødtes tilstand umiddelbart efter fødslen. Vores data omfatter cirka 2000 igangsatte fødsler, og vi håber at publicere resultaterne her i foråret.“

Diane Malberg hæfter sig også ved, at man i Kolding ikke oplever kvinderne som voldsomt smertepåvirkede i forbindelse med igangsættelserne med ballon.

”Vi oplever ikke ret ofte, at de fødende henvender sig med smerter fra ballonerne. Vi har anvendt ballonkateter til igangsættelse så længe nu, at de fødende begynder at komme til os med barn nummer to, og vi oplever heller ikke hos dem, at de efterspørger en anden igangsættelsesmetode end ballon. Så det er ikke vores oplevelse at det eventuelle ubehag, nogle kvinder kan opleve ved anlæggelsen af ballonkateter, fylder meget. Og det er selvsagt fortsat sådan, at kvinder kan blive igangsat med Angusta, hvis de har et specifikt ønske om det.”

Selvom man i Kolding har været glad for brugen af dobbelt ballonkateter, kigger man selvfølgelig over Lillebælt og følger med i, hvad der foregår på OUH pt., fortæller Diane Malberg:

Indtil videre ved hun, at man i Kolding kommer til at skifte fra dobbeltballon til enkelt ballon ligesom OUH i løbet af 2026:

”Studier viser, at de som udgangspunkt er lige effektive, og der er en væsentlig prisforskel på de to varianter. Desuden har vi fokus på, hvornår og i hvilke forløb vi med fordel kan lave HSP tidligere, ligesom man gør på OUH. For vi arbejder hele tiden med at optimere vores tilbud, samtidig med at vi lytter til den gravides præferencer uden at gå på kompromis med hverken patientsikkerhed eller faglighed. Målet er en god og sikker fødsel, og til det formål skal vi bruge de balloner, HSP eller Angusta i den rækkefølge og mængde, der skal til – og hverken for meget eller for lidt.

Læs også Vanebrud på fødegangen: HSP er nu førstevalg ved alle igangsættelser på OUH