Luise Mølenberg Begtrup er speciallæge i arbejdsmedicin på Bispebjerg Hospital og har netop igangsat rekruttering til forskningsprojektet PRECISE, der skal undersøge sammenhæng mellem arbejde og graviditetens forløb.
“Jeg arbejder på en arbejdsmedicinsk klinik, hvor vi laver individuelle risikovurderinger. Så folk henvender sig fx og spørger os om, hvor meget de må gå og stå i deres arbejde, når de er gravide. Men vores eksisterende viden er baseret på lidt dårlige data, fordi man aldrig har kortlagt de her ting med objektive målinger. Så vores mål med PRECISE er at kortlægge danske gravide arbejdstageres fysiske belastning som fx stående og gående arbejde, løft og foroverbøjninger ved hjælp af objektive målinger og observationer på mindst 200 gravide og 100 ikke-gravide. På den måde vil lægefaglige rådgivere og arbejdsgivere forhåbentlig engang kunne vide, om der er noget man skal være særligt opmærksom på i forhold til gravide medarbejdere og belastninger eller ej,” forklarer hun og fortæller, hvordan forskningsprojektet dermed er udsprunget af en frustration over ikke at kunne rådgive ordentligt med den viden, vi har i dag.
“Man vil jo så gerne give de gravide et ordentligt svar. For de må ikke øge deres risiko, men de må heller ikke gå bekymrede rundt uden grund. I dag går vi af og til lidt meget med både livrem og seler, og det er jo tit, fordi vi ikke rigtigt ved det, hvad svaret er, og så vil vi hellere være forsigtige.”
Mens Luise Mølenberg Begtrup er i opstarten af sit projekt, som rekrutterer gravide fra flere fødesteder på Sjælland og forventes afsluttet om cirka tre år, er jordemoder Jane Bjerregaard lidt længere med sit ph.d.-projekt, som er et interventionsprojekt på Aarhus Universitetshospital. I det undersøger hun, om man kan nedbringe sygefraværet blandt hospitalets gravide frontlinepersonale som fx fysioterapeuter, radiografer, læger, sygeplejersker og jordemødre.
“Vi kommer ud til halvdelen af hospitalets afdelinger med gravide medarbejdere, mens resten kører efter deres almindelige graviditetspolitik. Vi tager en times samtale med nærmeste leder og den gravide og taler om risikofaktorer, graviditets- APV og mulige arbejdstilpasninger. Budskabet i samtalen er, at hospitalet gerne vil fastholde den gravide medarbejder, og at hun skal have det godt med at gå på arbejde, mens hun er gravid,” fortæller Jane Bjerregaard.
Herefter afholdes der et møde igen i graviditetsuge 26-28, hvor de tre parter diskuterer, hvad der har virket godt og om der er behov for nye tilpasninger. Ph.d.-projektet, der med sin opbygning ligger meget tæt op ad ’Jordemoder på arbejdspladsen’, planlægger at få cirka 250 gravide igennem forløbet.
Læs også de to andre artikler i teamet:
15 millioner kr. er brugt på at teste ’Jordemoder på arbejdspladsen’ – hvad nu?
Mere systematik og struktur, når en medarbejder bliver gravid