Sarah Fredsted Villadsen, lektor på Afdeling for Social Medicin på Københavns Universitet, har i over ti år forsket i ulighed i reproduktiv sundhed blandt andet som forskningsleder på MamaActstudierne. Og det er ikke ny viden, at moderens herkomst kan have betydning for outcome på fødeområdet: Allerede i 2009 viste en opgørelse over dødsfødsler en øget risiko for, at barnet ikke overlever graviditeten, hvis moderen tilhører en etnisk minoritet med oprindelse i en række lav- og mellemindkomstlande.
“Vi så en etnisk ulighed allerede i de første studier. Vi kunne se kommunikationsfejl og misforståelser, som ledte op til dødsfødsler, og det bestyrkede vores mistanke om netop kommunikationsfejl som førende til suboptimal behandling for kvinder fra etniske minoriteter. Men hvori består uligheden nærmere? Og hvad kan vi gøre ved den? Det er det, vi har forsket videre i siden dengang,” siger Sarah Fredsted Villadsen og fortæller, at det blandt andet har ledt til to ph.d.-afhandlinger skrevet af jordemødrene Helle Johnsen og Trine Damsted Rasmussen og et stort lodtrækningsforsøg.
“20 fødeafdelinger fra hele landet har deltaget, opdelt i ti kontroller og ti steder med intervention. Interventionen bestod ligesom i det indledende MamaAct-studie på Hvidovre Hospital af to elementer: Dels oplysningsmaterialer på seks sprog, som italesætter symptomer, som de gravide bør reagere på, og som skal fungere som et dialogredskab til jordemødrene og de gravide. Og dels et efteruddannelsesforløb for jordemødre på seks timer med fokus på, hvad vi ved om etniske uligheder i dødfødsler, på kommunikationen mellem jordemoder og gravid, så de bedre forstår hinanden og casebaseret undervisning med undervisere fra landets indvandrermedicinske klinikker.”
Derudover havde alle deltagende afdelinger en projektjordemoder tilknyttet, som sparrede med forskerne om, hvordan man ville implementere, fastholde og reflektere over udfordringer med etnisk ulighed og brug af MamaActmaterialerne lokalt. Forskerne fulgte de tilknyttede afdelinger i et år.
Systembarrierer
Når Sarah Fredsted Villadsen i dag skal opsummere, hvad det landsdækkende studie afdækkede, deler hun det op i tre elementer:
“Vi lykkedes med at skabe refleksion hos jordemødrene omkring etnisk ulighed i sundhed. Og de gravide kvinder fik større sikkerhed i, hvordan de ville håndtere komplikationer via vores oplysningsmaterialer. Men en mere behovsbaseret kommunikation mellem jordemødre og gravide, som gerne skulle være fulgt efter, kunne ikke rigtigt udfolde sig.”
Det skyldes det, hun kalder ’systembarrierer’:
“Når vi undersøger kommunikationen mellem jordemødre og de gravide kvinder, viser forskningen blandt andet, at jordemødrene ikke har tid og fleksibilitet til at agere anderledes, end de gør. De har alt for lidt mulighed for at differentiere, give behovskonsultationer, afsætte mere tid, afvige fra diverse tjeklister osv. Så der er masser af jordemødre derude, der gør alt, hvad de kan, for at gøre det så godt som muligt for at hjælpe gravide og fødende fra etniske minoriteter. Men jordemødrene støder på udfordringer, der handler om organisering af hele hospitaler og af hele sygehusvæsenet. Det store spørgsmål, vi er nødt til at stille os selv som samfund, er, hvordan vi kan gøre hele vores system mere fleksibelt og sensitivt i forhold til kvindernes behov, så vi opnår mere etnisk lighed i den reproduktive sundhed. Og det er et langt, sejt træk,” lyder det fra Sarah Fredsted Villadsen.
Mere autonomi til jordemoderen
Netop det budskab vækker genklang på Hvidovre Hospital, som har sit optageområde i en del af landet med en høj andel af etniske minoriteter.
“På Hvidovre Hospital har vi stået på skuldrene af MamaAct siden 2014, og jordemødrene her er virkelig gode til at møde mennesker med meget forskellige sundhedskompetencer. Det kompenserer for mange af de udfordringer, vi kan møde,” siger Sisse Kammann, vicechefjordemoder.
Hun suppleres af sin vicechefkollega Bodil Korsgaard:
“Det er en normalitet for os at møde gravide og fødende fra etniske minoritetsgrupper og navigere i forskellige sundhedskompetencer og sprogbarrierer qua vores optageområde.”
At det tværkulturelle møde er hverdag på landets største fødested, hvilket giver stærke jordemoderkompetencer indenfor feltet, ændrer dog ikke på, at de to vicechefer sagtens kan spejle Sarah Fredsted Villadsens perspektiv om manglende fleksibilitet i organiseringen af svangreområdet.
“Vi ville meget gerne, at man kiggede på, hvordan man fordeler ressourcerne på graviditets- og fødeområdet. Grundforløbene i anbefalingerne for svangreomsorgen lægger op til individualiserede forløb, men i praksis bliver det ofte ’one size fits all’, når de gode intentioner skal omsættes til virkelighed, og det ville vi da gerne gøre op med,” siger Sisse Kammann.
“Ja, hvis vi må drømme frit, så kunne det være virkelig interessant at kigge på en model, hvor vi som jordemødre får en forløbskoordinatorrolle, hvor den enkelte jordemoder får ansvaret for fx 80 gravide om året. Det skal så være hendes opgave at vurdere med alle sine kompetencer, hvad hver familie skal tilbydes af fødselsforberedelse og individuelle forløb,” uddyber Bodil Korsgaard.
“Det tror jeg faktisk, at vi ville kunne lykkes med, hvis vi blev sat fri til det. Det er da ikke ideelt, at de af vores gravide og fødende, der ikke har så stærke sundhedskompetencer, får det samme tilbud som alle andre. Og med en model, hvor vi kunne differentiere mere og lave et mere individuelt, forebyggende og sundhedsfremmende tilbud, ville vi ikke kun gavne vores etniske minoritetsgravide, men alle vores gravide og fødende,” slutter Sisse Kammann.
Tilbage på Københavns Universitet bliver Sarah Fredsted Villadsen som forsker glad, da hun hører om de to vicechefjordemødres drømmescenarie. Det viser nemlig, påpeger hun, at perspektiver fra forskningen har sat vigtige processer i gang, og at klinikere og forskere er enige om, hvilken retning man skal gå i, hvis jordemødre skal lykkes med en mere behovsbaseret kommunikation:
“Jeg mener, at løsningen ligger i et mere fleksibelt sundhedsvæsen, hvor der er plads til, at den enkelte fagperson kan differentiere meget mere. Jordemødrene skal have større autonomi og fleksibilitet, og de skal fx kunne henvise til psykolog og psykiatri og have et bedre samarbejde med egen læge. Jordemødre kan finde og se stor sårbarhed, når de møder gravide, og den viden skal der være meget større lydhørhed overfor i systemet.”
Læs de to andre artikler i temaet:
’Der lægges for meget ansvar over på de flersprogede jordemødre’