Hun havde blødt flere liter blod efter fødslen, lå træt med lukkede øjne, og hendes mand var sikker på, at hun var død. Jordemoder Mehri Basati forsøgte ihærdigt at forklare manden, at kvinden ikke var i livsfare, men den sproglige mur imellem dem betød, at der gik lang tid, før han forstod den fulde sammenhæng. I dag har parret det godt, fortæller Mehri Basati, der siden har været i kontakt med dem. Men de turde ikke få flere børn på grund af den traumatiserende oplevelse.
Episoden har sat sig i Mehri Basati, der, ligesom de fleste andre jordemødre af og til oplever, at kommunikationen er udfordret på grund af sprogvanskeligheder. Mehri Basanti er iranskfødt og taler både farsi og arabisk og i kraft af sine mange års erfaring som tolk, har hun en særlig indsigt i problematikken.
Hun mener, der er flere steder, man kan sætte ind:
“Det er ikke ligegyldigt, hvordan man bruger en tolk. Man burde undervises i brug af tolk på jordemoderuddannelsen. Tolkning er mere end mekanisk at oversætte ord for ord. Det kræver kultur- og situationsfornemmelse og ikke mindst tid og tålmodighed,” siger hun og nævner også kurser på de enkelte fødesteder som en mulighed for at opkvalificere tolkningen og dele erfaringer.
Selv har Mehri Basati oplevet, at hun forstod, hvad tolken sagde til den fødende og måtte afbryde, fordi vedkommende tolkede forkert. Derfor er det vigtigt, at vi bruger professionelle tolke, siger hun. Men lige så vigtigt er det, at jordemoderen selv tager ansvar i situationen:
“Man skal være grundig, men samtidig prøve at gøre det så simpelt som muligt og undgå fagudtryk, så man minimerer risikoen for, at tolken ikke forstår det. Og så skal man tage sig tid til at stille spørgsmål til kvinden for at efterprøve, om hun har forstået informationen korrekt,” siger hun.
Fra jordemoder til mor
Vi skal altså være bedre til at bruge tolke fremfor gebrokkent engelsk, fagter, pårørende, der selv er følelsesmæssigt involveret og Google Translate, som ikke kender til fagudtryk, mener Mehri Basati. Men der skal også tages hensyn til de tosprogede kolleger, der som hende selv, ofte lidt ufrivilligt bliver tildelt rollen som tolkende jordemoder.
“Man får en uhensigtsmæssig relation, fordi de fødende bliver så glade og taknemmelige for, at man forstår dem. Vi kommer meget tæt på hinanden, og så bliver det som omsorg mellem mor og datter i stedet for mellem en fødende og hendes jordemoder. Det er som om, ens professionelle rolle bliver overskredet. Det kan gøre det svært at udføre nogle opgaver – hvis jeg for eksempel i presseperioden har brug for at være meget kontant og tydelig, så kan hun opleve det som om, jeg pludselig indtager en anden rolle,” siger Mehri Basati, der også oplever, at hun ikke kan gå fra en stue ved vagtskifte, fordi hun er det eneste sproglige bindeled mellem personalet og parret.
På den måde lægges der et enormt ansvar på den enkelte flersprogede jordemoder, mener hun:
“Det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil hjælpe, men ofte bliver det ikke vurderet som et nødvendigt arbejde, og det er ikke alle flersprogede jordemødre, der får løntillæg for det, så man kan godt føle, man bliver udnyttet af systemet, der på den måde undgår at bestille en tolk”.
Som Mehri Basati oplever det, er mangel på fælles sprog dog ikke den eneste udfordring, når etniske minoritetskvinder skal føde. Med i bagagen kommer ofte også en tung anamnese og en anden fødekultur, og så er de ofte dårligere forberedt end de dansktalende familier: De har sjældent været til fødselsforberedelse, og Mehri Basati kender også til Facebook-grupper, hvor fx syriske kvinder udveksler erfaringer om det danske sundhedsvæsen – ikke mindst dårlige erfaringer og misforståede oplevelser. Alt i alt en farlig cocktail, der stiller særligt store krav til, at netop disse kvinder får korrekt og fyldestgørende information, når jordemødrene møder dem:
“Som jordemødre ser jeg os som en slags advokat for kvinden, og det betyder også, at vi skal have en kulturel bevidsthed med os. Det koster ikke noget at sætte sig lidt ind i, hvad kvinden kommer fra.”
Kan ikke yde en ordentlig service
“Når der har været sprogvanskeligheder under en fødsel, oplever jeg ikke, at de fødende har haft en mindre god fødselsoplevelse end alle andre. De er lige så taknemmelige og glade bagefter. Det er mere mig selv, der sidder tilbage med en kæmpe frustration. For med etnisk danske fødende kan der være et samspil og en kommunikation, som jeg slet ikke føler, jeg kan nå til sokkeholderne under fødsler med kvinder, der ikke taler dansk. Jeg synes, det er svært at have den slags forløb, fordi jeg ikke føler, jeg kan give dem en ordentlig service og yde en ordentlig jordemoderfaglig omsorg. Det bliver bare en tung dans – det bliver gumpetungt.
Det samme har jeg oplevet, når jeg har ikke-dansktalende par til konsultation, og når jeg som forsker laver interviewstudier. Ikke sjældent kommer jeg ud af samtalen med en lidt afmægtig fornemmelse i maven. Jeg kommer ofte langt med engelsk, som jeg mestrer, men hvis parret ikke er i samme situation, eller hvis jeg er i tvivl om, hvor godt de forstår, føler jeg, jeg kun præsterer halvt, hvilket ikke er særligt tilfredsstillende.”
Karen Bøhrnsen jordemoder på Sygehus Sønderjylland
Rengøringshjælpen gik med til sectio
“I min vagt kom en kvinde, der ikke forstod antydningen af dansk, ind med præterm vandafgang. Det var et kompliceret forløb, og hun skulle have et sectio. Vi ringede til tolkebureauet, men de kunne ikke sende en ud akut. Derfor endte det med, at jeg måtte oversætte en fuld anamnese, mens en anden jordemoder noterede, hvad jeg oversatte. Tyrkisk er mit modersmål, men jeg synes ikke, at jeg er dygtig nok til at oversætte sundhedsfagligt. Det var meningen, at jeg også skulle gå med til sectioet, men der opstod noget akut, og derfor endte det med, at man brugte en rengøringshjælp fra huset, der talte tyrkisk. Nogle gange må man være lidt kreativ, for det er ikke altid, der er en ledig tolk, når man har brug for det – det er desværre ikke et særligt fleksibelt system. Jeg synes, det er grænseoverskridende at blive bedt om at tolke, for jeg føler ikke, jeg er dygtig nok til det, og jeg synes jo, kvinderne skal have den bedst mulige information. Men når jeg bliver spurgt, siger jeg selvfølgelig ja, fordi der ikke er andre muligheder.”
Elif Elviya Kjæmpe jordemoder på Herlev Hospital
Hektisk fødsel uden sprog
“Jeg havde engang nattevagt, hvor jeg var den eneste vågne jordemoder, da en flergangsfødende kom ind – hun var flygtning og led blandt andet af ptsd. Hun var syv cm åben, og jeg følte ikke, jeg kunne gå fra stuen for at bestille en tolk. Hun gik på toilettet, og jeg måtte ikke gå med, selvom jeg prøvede at forklare, at babyen måske snart kom. Da hun kom tilbage, sagde hun: ’Baby! Baby! Baby!’ Jeg ville gerne have hendes bukser af, men hun forstod mig ikke, og jeg kunne ikke lide bare at tage fat, da jeg vidste, hun var sårbar. Efter fødslen kunne vi stadig ikke kommunikere ordentligt, men hun var bare sindssygt glad og kyssede mig. Selvom vi senere fik fat i en tolk, var det stadig svært for mig at få spurgt ordentligt ind til, hvordan hun havde det med alt, hvad der var sket. Det var en virkelig svær og ubehagelig situation, fordi der både var sprogproblemer, det hele gik stærkt, samtidig med, at kvinden havde noget med sig, der gjorde hele situationen ekstra sårbar.”
Carina Vad Straadt Jordemoder Roskilde Sygehus
Tolkebistand
Patienter har ret til tolkebistand, når de er til samtale eller behandling på et sygehus, hvis deres danske sprog ikke rækker til at føre en samtale og forstå informationer. Har patienten boet i Danmark i mere end 3 år, skal han/hun skal selv betale et gebyr for tolkning på grund af sprogproblemer. Gebyret er 191 kr. for en video-/teletolkning ved ambulant besøg på fx sygehus og 334 kr. for fremmødetolkning. Gebyret for en video-/teletolkning ved en indlæggelse på sygehus er 957 kr. og 1675 kr. for fremmødetolkning. Der er undtagelser for gebyret, hvis patienten på grund af alder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke er i stand til at lære dansk. På Hvidovre Hospital understreger vicechefjordemoder Sisse Kammann, at det altid skal være den sundhedsprofessionelle, der vurderer, om der er er behov for en tolk.
“Sundhedsprofessionelle lægger navn og autorisation til, at den information, der bliver givet i mødet mellem klinikeren og patienten, er forstået til fulde, og at de afledte beslutninger, der er truffet sammen med patienten, er sket på baggrund af et kvalificeret og oplyst samtykke og beslutningstagen. Så hvis jordemoderen ser et behov, skal jeg som leder ikke være kompromisøgende, men bestille tolken. Det økonomiske aspekt skal holdes uden for dette møde og håndteres andetsteds.”
I Jordemoderforeningen anbefaler jurist Pernille Thykier, at man altid journalfører, hvis der er uenighed om bestilling af tolk, eller hvis det ikke kan lade sig gøre at skaffe en tolk.
Læs de to andre artikler i temaet:
Systemet mangler fleksibilitet, hvis vi vil etnisk ulighed i sundhed til livs