Fire stuer, hvor gravide og deres partnere kan hvile, vente og føle sig trygge tæt på jordemoderfaglig viden og omsorg i fødslens tidlige fase. Det er den fysiske side af en helt ny tankegang på Hvidovre Hospital.
Men ændringerne handler om meget mere end en ombygning.
“Før var det typisk sådan, at man fik en jordemoder tildelt, når man var tre til fire centimeter åben, for der sagde vi, at man havde behov for det. Men det mål fortæller jo ikke meget om veernes styrke, og om hvordan den fødende klarer dem. Og det siger i hvert fald slet intet om, hvornår et par har brug for en jordemoder. Nogle fødende er over deres smertegrænse, mens de stadig har livmoderhals. Andre er syv centimeter åbne og har ikke brug for hjælp. For det er individuelt, hvad man er for et menneske, hvordan ens smerteoplevelse er, og hvilke ressourcer man kommer med. Har man en bange partner, der ikke kan lide at være i rummet med veer? Så skal man nok ikke udfordres på, om man kunne prøve at tage et brusebad og blive derhjemme et par timer mere. Men er man i overskud og har en partner, der er en god støtte, så kan man sagtens blive hjemme – hvis man har lyst,” fortæller Maria Hassing, klinisk jordemodersupervisor på Hvidovre Hospital.
Hun erkender åbent, at ovenstående nye tilgang kræver hænder nok, og at det er en udfordring på landets største fødested pt. Det ændrer dog ikke på, at mange tiltag i forbindelse med det nye fokus, også handler om en praksis, der kan ændres uden at det tager længere tid: Fx betyder det nye syn på fødslens tidlige fase helt konkret og lavpraktisk, at vaginal eksploration står som sidste punkt i fødemodtagelsens guide, når parret kommer ind på hospitalet.
“Vi palperer, hører om, hvordan barnet bevæger sig, spørger om der er tegn- blødning, taler om vestyrken, og om hvad de har forsøgt af smertelindring og bruger generelt tid på alt det uden om centimeterne. Først til allersidst er antallet af centimeter relevant.”
En samfundsudvikling
Ifølge Maria Hassing handler det hele om at have meget mere blik for det enkelte menneske. Hun fortæller, at det er hendes klare opfattelse, at nogle par har følt sig afvist, når de tidligere ringede både to og tre gange, inden de blev inviteret til at komme ind på hospitalet.
“Vi havde en tendens til, at tredje gang, de ringede, måtte vi hellere invitere dem ind. Det stod ingen steder, men det var praksis – både på grund af travlhed og pladsmangel. Nu kigger vi på, hvor lige præcis den her fødende er. Det handler om at tage individuelle hensyn og have respekt for, at folk har noget forskelligt med sig i bagagen.”
Det handler med Maria Hassings ord også om en samfundsudvikling, som sygehusvæsenet ikke har været helt hurtige nok til at følge med i:
“Jeg oplever, at vi som mennesker er blevet mere vant til, at nogen skal give os vejledning og instruktion og hjælpe os. Den udvikling har vi ikke rigtig været hurtige nok til at følge med i som hospital. Det ændrer vi, så vi nu prøver at støtte dem, når de har brug for det. Vi lægger en plan sammen med dem, så de føler sig trygge og så følger vi op. På den måde handler det også om vores indstilling. Vi tager ansvar for situationen, og for at de skal have en god plan, som de kan hvile i.”
’Du har god tid til samtalen!’
At møde den gravide præcis der, hvor hun er, og ydermere også være opmærksom på partnerens håndtering af de begyndende veer, kræver tid, ro og nærvær. Helt konkret er det svært, hvis telefonsamtalen helst skal overstås på tre minutter, fordi der er kø på linjen – måske endda en kø af patienter med akutte henvendelser.
Men det er der ikke længere på Hvidovre fødegang, hvor alle fødende nu allerede i telefonen visiteres til enten fødemodtagelse eller akutmodtagelse.
“Før var det stressende at tage telefonen og mange var lidt nervøse ved det, fordi de ikke anede, hvad de ville møde i den anden ende. Nu er der en helt anden ro over det her i fødemodtagelsen, fordi man kun taler med dem, der har veer eller vandafgang. Alle dem, der så at sige ’bare skal føde en baby’. Og derfor kan alle jordemødre i fødemodtagelsen nu tage telefonen, for vi ved, at hvis der er noget galt, ringer kvinderne til akutmodtagelsen nu. Vi sidder ikke pludselig med en kvinde med en voldsom blødning, en dyb venetrombose eller en svær præeklampsi i røret. Den slags tilfælde skal man kun sidde med, hvis man har erfaringen til det, det er en specialfunktion,” forklarer hun.
For at støtte op om, at den telefonvagt, der tidligere lå på ganske få hænder i fødemodtagelsen, nu varetages af alle, har man lavet et talepapir, som jordemødrene kan støtte sig til. Øverst på det står der med store bogstaver: ’Du har god tid til samtalen!’
Og det har man jo netop, når man ved, at man ikke »spærrer« for en akut henvendelse, når man spørger nysgerrigt ind til parret i den anden ende af røret, inviterer dem begge til at give deres besyv med, giver dem tid til at fortælle deres historie uden afbrydelser og gerne lader samtalen vare 10-15 minutter.
Kulturændringen har bredt sig helt ud i sprogbrugen på afdelingen, hvor Maria fx er meget opmærksom på ordet ’jordemoderkrævende’.
“Kvinder er ikke ’jordemoderkrævende’. De har brug for jordemoderomsorg. Det kan jeg godt være lidt skrap omkring.”
Next level
Spørger man Maria Hassing, hvad hun som klinisk jordemodersupervisor ser som næste skridt, nu hvor det nye fokus på fødslens tidlige fase har været implementeret i snart et år, er hun ikke i tvivl.
“Next level i vores jordemoderomsorg ville være, hvis vi kunne blive endnu mere skarpe på, hvor kvinderne er, når vi får dem ind, så vi kunne minimere antallet af flytninger fra undersøgelsesstue til latensfasestue til fødestue. Hvis man fik fordybet sig så meget i telefonsamtalen, at man virkelig vidste, hvor kvinden var og kombinerede det med at tage en lille snak, når hun kom ind og stod ved skranken, så kunne man lave en endnu mere individuel tilpasning, så man fik nogle af parrene direkte på en fødestue. For latensfasestuerne er jo til, når der skal arbejdes videre i nogle timer, eller når der er brug for morfin og søvn. Optimalt set er de ikke til, at parrene kun skal være der i en halv time for så at blive flyttet til en fødestue,” siger Maria Hassing og fortsætter:
“Der vil jeg gerne hen, det ville virkelig være at tage vores arbejde til næste niveau. For så ville vi også kunne undgå, at de skulle møde en ny jordemoder hvert sted. Det er op ad bakke, at de i flere omgange skal forholde sig til et nyt menneske, mens de er allermest pressede. De skift er sårbare, og af og til er det unødigt at flytte kvinden sådan rundt,” siger hun.
Men for nu er Maria Hassing glad for der, hvor de er kommet til i afdelingen. Det har været helt rigtigt at have det som fokus efter hendes mening:
“Når tingene har kørt på en bestemt måde i mange år, så kan det være svært at lave om. Men det her er bare så rigtigt. Det er jo ikke et eller andet smart trick fra ledelsen, der handler om, hvordan vi kan spare. Det er noget, der er godt for kvinderne – og det er tiltag, der er skabt med udgangspunkt i jordemoderfaglighed og jordemoderomsorg. Så kan det godt være, at det i øjeblikket ikke kører som smurt, når vi ikke er nok jordemødre på en vagt, og det er en udfordring, men derfor er beslutningen om at indføre det nye fokus stadig rigtig, hvis du spørger mig.”
Læs de andre artikler i temaet: