I en lejlighed i det centrale Esbjerg bliver Tidsskrift for Jordemødre budt velkommen af en frodig, gravid mave. Der står kaffe og vindruer på bordet, og på køleskabet hænger der scanningsbilleder af den lille pige, der gemmer sig i maven på Amalie Hjortshøj.
Amalie er aktuelt på barsel fra sin arbejdsplads på fødegangen i Esbjerg. Men selvom hun ikke længere har sin daglige gang på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, fylder urinstix, blodtryksmåling og de fire håndgreb stadig meget i Amalies hverdag. For rollen som jordemoder er nu byttet ud med rollen som gravid. Tidsskrift for Jordemødre har besøgt Amalie for at spørge ind til, hvilke overvejelser og beslutninger der følger med, når man bliver ›patient‹ i sit eget fag.
Og overvejelser og beslutninger er der mange af, når man som Amalie og hendes kæreste venter det første barn. I graviditetsforløbet har Amalie været meget bevidst om, hvor meget jordemoderfagligheden skal fylde. Hun har haft et stort fokus på at skabe et forløb, hvor hun kan være ligesom alle andre kommende mødre. Både af hensyn til sig selv, men også af hensyn til sin partner. Derfor har de for eksempel også tilvalgt fødselsforberedelse både offentligt og privat.
En jordemoderfødeplan
På trods af disse overvejelser har Amalie en fødeplan, som bærer præg af, at hun er i jordemoderfaget.
»Jeg har lavet en aftale med to gode veninder, som jeg har læst til jordemoder med i Aalborg. Forhåbentlig kan de komme med til min fødsel, der skal foregå på fødegangen i Esbjerg. Hvis ikke de kan komme, fordi de måske er på vagt, så har jeg heldigvis mange gode kollegaer her i Esbjerg, der kan hjælpe mig,« fortæller Amalie.
Skulle der mod forventning opstå komplikationer under fødslen, træder jordemoderveninderne til side, og en jordemoder på fødegangen i Esbjerg vil da overtage forløbet.
»Sådan en løsning har jeg hørt mange jordemødre, der har gode erfaringer med. Det er egentlig både, fordi mine veninder ikke kender fødegangen i Esbjerg så godt og også for at undgå, at man får koblet nogle ærgerlige fødselsoplevelser på relationen til sine gode jordemoderveninder,« siger hun.
Aftalen mellem Amalie, hendes partner og de to jordemoderveninder, som skal være med til fødslen, indebærer også en aftale om informationsniveau. De har nemlig aftalt, at informationen undervejs i fødslen skal leveres fuldstændig på samme måde, som hvis ikke Amalie var jordemoder. Så selvom alle på fødestuen ved, at Amalie forstår, hvad de to jordemødre taler om, så har de altså valgt, at når Amalie og hendes partner eksempelvis skal kende mulighederne for smertelindring, så bliver det forklaret som til ethvert andet par. Både af hensyn til Amalies kæreste og for at Amalie kun skal koncentrere sig om at være fødende. På trods af det medgiver Amalie dog, at hun nok får svært ved ikke at lytte lidt ekstra med på hjertelyden under fødslen.
En hospitalsfødsel på arbejdspladsen
Da jeg spørger ind til, hvilke overvejelser der ligger bag planen for den kommende fødsel, er det særligt trygheden ved at føde på et hospital, hun lægger vægt på. Men også et naturligt hensyn til hendes kæreste, der ligesom hende er mest tryg ved en hospitalsfødsel.
»Jeg har brug for at se, hvordan min krop gerne vil føde her første gang. Og så tror jeg da også, at jeg er påvirket af nogle af de forløb, jeg har stået i som jordemoder. Jeg har jo erfaret, at fødsler kan være meget uforudsigelige, så derfor er det trygt for mig at vælge en hospitalsfødsel denne her gang,« fortæller Amalie.
For mange, der ikke er jordemødre, vil tanken, om at skulle dele noget så personligt som en fødsel med en kollega, formentlig skræmme dem. Men tanken om at føde på sin arbejdsplads, har bestemt ikke skræmt Amalie.
»Jeg synes egentligt, at det er lidt hyggeligt at skulle føde på mit arbejde. For mig er det trygt, for det hele er jo genkendeligt for mig. Jeg håber da ikke, at jeg bliver hende, som hele fødegangen kan høre. Men jeg tror det vil være en fordel for mig, at både ansigterne og omgivelserne er kendte. Til gengæld har jeg undervejs i min graviditet virkelig tænkt over, hvor vildt det må være for mange af de fødende, der kommer ind og skal føde med en, de aldrig har mødt før og i nogle omgivelser, som de aldrig har set,« reflekterer Amalie.
Fordele og ulemper ved faglig viden
Nogle gange er det lettere end andre at slippe jordemoderfagligheden i mødet med sundhedsvæsenet. For eksempel kan være svært at slippe ved besøg hos egen læge, hvor symfyse-fundus-målet måske ikke lige bliver målt, som Amalie selv gør det.
Men den store faglige viden og dét at arbejde i jordemoderfaget giver ifølge Amalie også adskillige fordele, når man selv er gravid.
»Der er for eksempel nogle graviditetsgener, som andre kvinder måske bekymrer sig om, som jeg ikke skal bruge energi på, det kan være næseblod for eksempel. Og så er det da et kæmpe privilegium at kunne sammensætte sit eget fødselshold på den måde, som jeg har haft mulighed for,« fortæller Amalie smilende.
Spørger man Amalie, har der dog også været udfordringer ved at have så stor faglig viden, når man nu er personligt involveret. Hun synes for eksempel, at det var hårdt at vente på scanningen i 1. trimester og fik da også lyst til at booke en tid til en tidlig tryghedsscanning. Faktisk var det kun på grund af manglende ledige tider, at det ikke blev til noget. Det var ifølge Amalie overraskende, at hun havde så svært ved at vente, fordi hun egentlig havde forventet at være mere afslappet med det.
Tiden forud for scanningerne i henholdsvis 1. og 2. trimester er generelt nogle områder af graviditeten, hvor Amalie føler, at fagligheden har givet anledning til bekymringer.
»Jeg tror, at både min kæreste og mange andre egentlig tager det lidt som en selvfølge, at alt er, som det skal være til scanningerne. Der har jeg været mere bekymret på grund af min faglige viden. Vi begyndte faktisk også først at købe ting til vores pige efter 20-ugers scanningen, fordi jeg bedre kunne slappe af efter den,« fortæller Amalie.
Så normalt som muligt
Jordemoderfagligheden spiller også ind i Amalies tanker om eventuelle indgreb i den kommende fødsel. Tanker, hvor Amalie har mærket en konflikt mellem egne ønsker for sin fødsel og de anbefalinger, hun typisk giver til fødende på arbejdet baseret på retningslinjer.
»Jeg håber selvfølgelig på en ukompliceret fødsel, lige som så mange andre, men jeg ved også godt, at der ikke er nogen garanti. Og så skal det nok også gå. Men jeg har en aftale med de jordemødre, der skal føde med mig om, at jeg gerne vil have en naturlig tilgang til min fødsel. Hvis jeg for eksempel bliver sat i gang med HSP, så vil jeg gerne afvente veer længere end to timer, før der bliver sat et drop, så længe mit barn selvfølgelig har det godt. Og det er jo en fordel, at jeg kan tage fagligt stilling til sådan noget. Og dér kan jeg faktisk mærke en konflikt mellem, hvad jeg selv ønsker, og hvad jeg måske ofte anbefaler patienter, når jeg er på arbejde,« fortæller Amalie afsluttende.
Læs også de andre artikler i temaet