Historien, vi nu skal høre, udspiller sig på et regionalt fødested i Danmark. Her sidder Trine med konsultationer og fødselsforberedelse for alle gemelligravide.
En dag har hun en gravid i konsultationen, som efterfølgende sender en liste med ønsker til sin fødsel. Af hensyn til Trines tavshedspligt har vi valgt ikke at beskrive de konkrete krav her. Men listen overrasker i den grad Trine:
»Der var over tyve punkter med … Ja, jeg tror, at parret ville beskrive dem som ønsker til fødslen. Jeg så dem mere som krav. Skarpt formulerede krav. Og jeg tabte fuldstændig kæben, da jeg læste dem. Jeg blev faktisk helt forskrækket, for de afveg kraftigt fra vores retningslinjer. En gemellifødsel er bare en risikofødsel. Mange gange går det fint og ukompliceret, men der er også tilfælde, hvor der opstår komplikationer, og hvor man er på den, hvis man ikke har fulgt nøje med undervejs, overvåget og gjort sit forarbejde. Så jeg kunne mærke med det samme, da jeg så listen, at jeg ikke ville have lyst til at være med til den fødsel. Det ville blive én lang omgang, hvor man konstant ville skulle journalføre: ’Patient er tilbudt xxxxxxx og informeret om afdelingens anbefalinger. Afviser mod givent råd.’«
Trine diskuterer i en efterfølgende vagt listen med en supervisor. De lægger sammen en plan for, hvad de skal gøre.
»Vi talte længe om det, og vi undrede os begge over hendes ønsker. Vi syntes, at ønskerne var uforsvarlige, og vi var begge to ret rystede. Vi var simpelthen utrygge ved, om hun havde forstået, hvad hun sagde ja og nej til. Vi blev enige om, at det overskred mit kompetenceniveau at tage dialogen videre herfra, og at parret skulle tilbydes en samtale med vores vicechefjordemoder.«
Identificerbar
Derefter går der noget tid, mens Trine løbende ringer forgæves til den gravide for at invitere hende ind til den ekstra samtale.
Og så en dag modtager Trine pludselig en besked fra en kollega med et link til en Instagramprofil. Kollegaen spørger Trine, om det er hende, der er omtalt i et opslag på profilen.
»Og det er det – ingen tvivl om det. Det er meget identificerbart, for jeg er den eneste, der sidder med gemellikonsultationer og -fødselsforberedelse på vores hospital. Og hun er gravid med tvillinger, så man kan nemt regne ud, at hendes jordemoder er mig,« fortæller Trine.
Trine læser opslaget, kollegaen linker til, og bliver både vred og ked af det.
»Jeg får en kæmpe knude i maven over at læse det, hun skriver om mig. Jeg kan slet ikke genkende mig selv. Hun skriver, at hun citerer mig ordret, men nogle af de ting, hun citerer mig for, kunne jeg aldrig finde på at sige. Det er slet ikke sådan, jeg opfører mig eller taler.«
Samtidig erkender Trine blankt, at noget tydeligvis er gået galt i mødet med den gravide. Trine har selv født tvillinger og beskriver, hvordan hun sagtens kan genkende mange af de bekymringer og tanker, kvinderne i hendes gemellikonsultation beskriver. Derfor ærgrer det hende, at hun ikke har fået opbygget en relation til denne gravide og skabt et fortroligt rum sammen med hende.
»Jeg sad og læste på hendes Instagramprofil og tænkte: ’Du kunne da sagtens have sagt de ting til mig!’ Dengang jeg fik at vide, at jeg ventede tvillinger, græd jeg i tre uger! Jeg kan da om nogen forstå følelsen af, at det er mega frustrerende at skulle overvåges hele tiden under både graviditet og fødsel. Da jeg læste hendes opslag, blev det tydeligt for mig, at vi slet ikke havde mødt hinanden. Så jeg sad med en følelse af, at det klart ikke var et af mine mest vellykkede forløb, men hun havde da ikke behøvet at udstille mig offentligt i den grad! Det var så ubehageligt og uretfærdigt, syntes jeg.«
Opslagene fortsatte
Sideløbende med opdagelsen af Instagramopslaget ringer Trine fortsat gentagende gange til den gravide for at give hende tilbuddet om en ekstra samtale med Trines leder. Hun kommer ikke igennem, men til sidst får hun fat i kvindens mand.
»Jeg inviterer dem ind, og det takker han ja til. Og så kan jeg mærke, at jeg er nødt til at få det her af mit bryst. Så jeg fortæller ham, at jeg har set hans kones opslag, og at hun jo har ret til at skrive, hvad hun vil, men at jeg var blevet ked af det, fordi jeg er så identificerbar i hendes beskrivelse – men samtidig slet ikke kan genkende mig selv i det hun skriver.«
Efter det kom der blot flere opslag på profilen.
»Når hun havde været til en ny undersøgelse eller samtale, kom der altid et opslag bagefter. Fx skrev hun efter samtalen med min vicechef, at nu fik piben en anden lyd, nu kunne alle deres ønsker pludselig opfyldes. Og sådan noget med ’Der findes stadig gode mennesker i sundhedsvæsenet!’ Som om alle vi andre bare er nogle klaphatte, der går på arbejde for at genere folk. Jeg talte løbende med kolleger, der var bange for at blive udstillet af hende. Hun havde fx også en formulering om ’afdelingens eneste mandlige overlæge’ – ja, så ved man jo også, hvem det er! Meget af det, hun skrev om vores hospitals fødselsforberedelse, scanninger og jordemoderbesøg efterlod mig med en følelse af, at hun opfattede jordemødrene og lægerne som en flok dumme får og hende selv og hendes mand som klogere, mere oplyste mennesker, der vidste bedre.«
Trine overvejede kort at svare på det første opslag, men indså hurtigt hvor nemt hun ville bryde sin tavshedspligt.
»Det ville kun stille mig i en dårlig position. Så jeg lod være at gå ind i konflikten, udover at fortælle hendes mand, at hendes første opslag havde gjort mig ked af det. Men alligevel stoppede det ikke. Efter jeg havde talt med hendes mand, kom der et opslag, som handlede om, at det var forkasteligt, at man kunne blive forfulgt af sundhedsprofessionelle på SoMe. Her beskrev hun, at det var for galt, at man kunne finde på at søge efter patienter på sociale medier og læse deres opslag, og hvad var der blevet af at følge GDPR-reglerne osv. Men jeg havde aldrig ledt efter hende på Instagram, det var en kollega der i bedste mening havde gjort mig opmærksom på hendes opslag.«
Udstillet
Ret hurtigt tvang Trine sig selv til at stoppe med at tjekke den gravides Instagramprofil.
»Det gik ikke, at jeg gik derind, for jeg blev så ked af det hver gang. Det gjorde mig ikke noget godt, for jeg blev udstillet som et forfærdeligt menneske uden at have mulighed for at forsvare mig.«
I dag undrer og ærgrer Trine sig mest af alt over, at den gravide ikke lavede en officiel patientklage, kontaktede Trines chef eller tog dialogen direkte med Trine, hvis hun var utilfreds:
»Er der sket fejl, skal der rettes op og være læring. Det kommer der jo ikke ud af opslag på Instagram. Mine kolleger og jeg kunne lige så godt ikke ane, at de opslag var der. Hvorfor sagde hun ikke noget til mig, hvis hun havde en interesse i at løse situationen?«
I dag opfordrer Trine derfor endnu mere til åbenhjertig dialog, og til at deltagerne til hendes fødselsforberedelse skal sige til hende, hvis der er noget, de er uenige i, i tvivl om eller gerne vil drøfte. Og så har hun lavet en tilføjelse i sit oplæg:
»Jeg har tilføjet et slide til mit fødselsforberedelsesoplæg med teksten: ’Jeg vil ikke filmes, citeres eller beskrives på de sociale medier.’ Hvis nogen hæver øjenbryn, når jeg viser det slide, så siger jeg: ’Ja, det er åbenbart nødvendigt at sige!’«