Hængt ud online: Svært at parere uden at bryde tavshedspligten

Når en patient skriver en anmeldelse af sin jordemoder på nettet, føler jordemoderen sig typisk magtesløs. Jurist Pernille Thykier fra Jordemoderforeningen råder til, at man går til sin leder med det samme og henvender sig til Jordemoderforeningen for råd og vejledning.

Slyngebarn.dk, terminsgrupper på Facebook, på Trustpilot, Instagram eller Google.

Stederne på nettet, hvor folk kan omtale deres jordemoder i mere eller mindre rosende vendinger, er mange. Og at en del gravide og fødende benytter sig af den mulighed, skal man kun lave en hurtig søgning på nettet for at finde ud af.

I Jordemoderforeningen oplever jurist Pernille Thykier, at der er en tendens til, at flere jordemødre føler sig hængt ud på nettet.

»Vi ser det både i vores egen rådgivning, og vi hører det i den dialog, vi har med andre sundhedsorganisationer: Flere og flere sundhedsprofessionelle oplever at blive hængt ud online af patienter. Og det er en enormt ubehagelig situation at stå i.«

Hun forklarer:

»De medlemmer, jeg har talt med, føler sig meget magtesløse. De er bekymrede for at eskalere situationen, hvis de svarer på den kritik, de bliver udsat for, og så har de jo deres tavshedspligt at tage hensyn til. Man kan sige, at de er bundet af nogle konduiteregler, som de personer, der skriver om dem, ikke er bundet af. Det gør det til en enormt svær kamp at kæmpe. Når folk skriver om alt det, de synes og tænker om en identificerbar jordemoder, så er det nærmest umuligt for jordemoderen at parere uden at bryde sin tavshedspligt.«

Gå til din leder og til Jordemoderforeningen

Ifølge Pernille Thykier er der samtidig noget ekstra belastende i at vide, at det der er skrevet på nettet, ligger der til tid og evighed:

»I gamle dage skrev folk måske et læserbrev, hvis de var rigtigt utilfredse med noget. Så kunne man regne med, at næste dag pakkede folk fisk ind i avisen, og før eller senere ville sagen være glemt. Men ting skrevet på nettet forsvinder aldrig, det er søgbart, det er tilgængeligt for alle, og det gør det ekstra ubehageligt for de jordemødre, jeg har talt med. I Jordemoderforeningen er vi af den holdning, at vi har et officielt klagesystem til patientklager i Danmark, og det er det, man bør bruge, hvis man ikke er tilfreds med en behandling. Alt andet er at gøre brug af en offentlig gabestok uden nogen form for retssikkerhed.«

Hendes råd til alle, der oplever, at de bliver omtalt på en ubehagelig måde på nettet, er klart:

»Man skal først og fremmest gå til sin ledelse. De har ansvaret for at passe på en, når man passer sit arbejde. Så de skal hjælpe en. Og måske er det også rart at blive betrygget i sin ansættelse af sin leder, hvis man lige har læst noget, der beklikker ens faglighed online. Dernæst vil jeg anbefale, at man ringer til os i Jordemoderforeningen og får råd og vejledning. Fx kan man af og til lykkes med at få fjernet anmeldelserne, og det kan vi rådgive om, hvordan man gør.«


Læs også de andre artikler i temaet:

Fanget i en anmeldelse på nettet

”Jeg blev udstillet som et forfærdeligt menneske uden mulighed for at forsvare mig”

Pernille Thykier, jurist i Jordemoderforeningen