– Det var august. Jeg havde ferie, og jeg vågnede en søndag morgen midt i et angstanfald. Jeg følte, at soveværelsets vægge kvalte mig. Jeg kunne ikke få luft. Jeg havde sovet i to døgn, hvor jeg vågnede i et sæt hver 20. minut efter de samme mareridt, som blev ved med at gentage sig. Igen og igen.
Mareridtene handlede om nogle voldsomme fødselsforløb, akutte obstetriske situationer, som både var sket flere år tilbage og lige for nyligt. Fødsler, hvor det hele måske kunne have gået anderledes. Hvis der var flere hænder. Mere ro. Mere tid.
– Vi havde travlt. Jeg skulle være lidt her, lidt der og lidt alle vegne. Jeg følte aldrig, at jeg var nok til stede. Jeg fik aldrig støttet de fødende ordentlig. Jeg havde hele tiden en følelse af utilstrækkelighed i min krop og gik rundt med en konstant fornemmelse af, at jeg var smurt for tyndt ud over alle områder, fortæller 35-årige Ida Kjeldsen.
Følelsen af utilstrækkelighed, afmagt og frustration voksede sig større og større, og en dag var det ikke længere muligt at gemme følelserne væk et sted langt inde i hendes krop. Det var den augustmorgen i ferien, hvor Ida Kjeldsens krop sagde fra. Som en kvælende bølge, der blev ved med at skylle ind over hende og holde hende nede, forsøgte hun at kæmpe sig op til overfladen. Men hendes krop gjorde modstand. Hjertet blev ved med at banke hårdere og hurtigere. Og mareridtene fortsatte. Det skete efter et par måneder med meget lav bemanding på fødegangen.
| Min psykolog anbefalede mig direkte at stoppe og finde en anden karriere, hvis jeg igen begynder at mærke de mindste symptomer på stress. For man går en lille smule i stykker, hver gang man går ned, siger Ida Kjeldsen. For snart to år siden gik hun ned med stress, og kunne ikke meget andet end at strikke og gå ture i naturen. I dag er hun tilbage og arbejder som jordemoder på en ny fødeafdeling. |
| Læs også de andre artikler i temaet ‘Når arbejdet gør ondt’: |
|---|
| Mænd har førertrøjen på ved anerkendelse af psykiske arbejdsskader ‘Som at falde ned fra månen’ Fakta om arbejdsskader Brug for en stress-værktøjskasse |
– Det var ikke engang, fordi jeg lige på det tidspunkt stod i en alvorlig situation. Det havde jeg gjort mange, mange gange op til. Men bægeret blev simpelthen fyldt efter en sommerferie med mange nye afløsere, som var alt for dårligt introduceret til afdelingen og efterlod den erfarne, mig, med jobbet som jordemoder, assistent og afdelingsjordemoder på en gang, så jeg reelt lavede tre menneskers arbejde.
Rundsave på albuerne
Egentlig har Ida Kjeldsen en oplevelse af, at man allerede som nyudklækket jordemoder befinder sig i et meget stressende miljø på fødegangen.
– Jeg har erfaret, at mange jordemødre fra begyndelsen lever et stresset liv, hvor vi med rundsave på albuerne kæmper om at få en fast stilling. Jeg har været heldig og fik fra starten af min karriere en fast stilling. Men hos mange af mine kollegaer ser jeg, hvor stor frustration og usikkerhed vikariater og tidsbegrænsede stillinger giver. Vi er som dukkerne i et dukketeater og danser efter ledelsernes lune i kampen for at få en fast stilling, fortæller Ida Kjeldsen.
Flere af hendes kollegaer er igennem tiden blevet forlænget op til otte gange i forskellige længder vikariater.
– Det slider på et menneske at leve i konstant usikkerhed, siger hun.
Tid til personalepleje
Ved siden af den usikkerhed oplever hun, at der er ringe og begrænset støtte i de svære følelsesmæssige situationer, som jordemødre også står i. Hun erfarer, at supervision, mentorordninger og almindelig personaleomsorg ofte er sparet væk og ser det som et problem, at det tit er lederne, som tager samtalerne med en, hvis man har stået i en svær situation.
– Jordemoderfaget er præget af glæde. Sådan ser de fleste af mine venner, familie og bekendte på vores job. Men de ser ikke min frustration, når jeg ikke får tid nok til at tage mig af mine sårbare patienter i konsultationen, eller hvordan det påvirker mig først at se et par blive sønderknust efter endnu en spontan abort for et par timer efter at stå over for en ung mor, der skal have en provokeret senabort på social indikation. Jordemoderfaget er et fag fuldt af følelser. En gang imellem bliver vi rystet godt og grundigt, siger hun og fortsætter:
– De samtaler, der var med ledelsen, oplevede jeg mere som en analyse af, om der kunne komme en klagesag fra patienten end en støttende samtale med fokus på supervision. Hvis mange jordemødre ikke fortsat skal gå ned med stress, skal der selvfølgelig være ordentlig normering og nok tid til at give vores patienter en ordentlig behandling. Men der skal også være tid til og fokus på supervision, introduktion og personalepleje.
12 ugers ventetid på psykolog
Hvis vi vender blikket tilbage mod dagene efter Ida Kjeldsens angstanfald den sommermorgen i sengen, så var hun nu i en situation, hvor hun ikke på nogen måde havde overblik over, hvad der var på spil. Hvad fejlede hun? Var det hjertet? Lungerne? En ny sygdom? Hun var bange, og samtidig følte hun sig alene. Der, hvor hun havde allermest brug for, at nogen holdt hånden under hende og fortalte hende, hvad hun fejlede, og hvad hun skulle gøre, stod hun alene tilbage. Hendes egen læge vidste ikke, hvad hun skulle gøre ved det og nævnte ikke noget om stress.
– Så gik jeg i panik. Jeg ringede til min leder, der var var ked af det på mine vegne og meget forstående, men hun havde ingen midler til at hjælpe mig. Det var egentlig min egen svoger, der tidligere har været nede med stress, der hjalp mig til at erkende, hvad der var galt. Han sagde, at jeg skulle bede min leder om at få fat i arbejdspladsens stress coach. Det begreb findes ikke i vores verden, måtte jeg så fortælle ham. Efter noget tid anbefalede min kollega mig at gå til lægen igen og få en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik, hvor man kan få fem psykologsamtaler. Det endte med, at lægen sygemeldte mig en måned på grund af stress.
Derefter løb hun ind i en mur af lange ventetider det ene og det andet sted, og der var ingen fast køreplan for, hvad man kan gøre, når man går ned med stress. Hos arbejdsmedicinsk klinik var der 12 ugers ventetid på at tale med en psykolog, og de tilbød derfor, ifølge Ida Kjeldsen, at hun kunne komme på et stresshåndteringshold. Men der var først tid til november. I mellemtiden var det blevet september, og hun havde, med hjælp fra sin svoger og jobcentrets sagsbehandler, fået plads på et kommunalt stresshåndteringshold, der startede i oktober.
– Det var godt at møde andre, der havde det på samme måde. Det gav mig en følelse af, at jeg ikke var helt så forkert, som jeg troede. Og jeg kunne også se, at jeg var heldig, at min hjerne havde sagt stop i tide. Selvom jeg følte, at min krop forrådte mig, var jeg taknemmelig for, at jeg ikke endte i en dyb depression, som flere af de andre på holdet. Men jeg har fortsat i perioder svært ved at koncentrere mig, og hovedregning, som ellers var en ting, jeg var god til, er jeg ved at lære på ny.
Små skridt ad gangen
I tiden efter sygemeldingen, havde hun flere samtaler – med sin nærmeste leder, afdelingsledelsen og med sygehusets advokat.
– De spurgte hver gang, “hvornår kan du komme tilbage på arbejde?” Men det aner man ikke, når man har stress. Og det tager systemet ikke højde for.
I oktober begyndte hun at starte langsomt op på arbejdet.
– Først gav de mig for mange timer. Der måtte jeg selv sige fra efter en uge. Jeg ringede stortudende ind og sagde, at jeg ikke kunne klare de fire timer tre gange om ugen, som de havde givet mig. Så blev det til to timer to gange om ugen, hvor jeg havde en afgrænset opgave som at overvåge et planlagt kejsersnit. Hvis jeg kunne overskue at måle og veje barnet, kunne jeg gøre det. Men jeg behøvede det ikke. Det var hårdt, men den model fungerede, og jeg fik nogle succesoplevelser. Og det har man brug for. For man føler sig som jordens største taber, når man ikke kan passe sit arbejde. Man er helt nede og skrabe bunden, og de mindste ting som bare at handle ind bliver totalt uoverskuelige.
Langsomt trappede hun op og fik flere og flere timer. Juleaftensdag havde hun en fuld vagt. Men hun havde stadig brug for at få talt med en psykolog, der kunne give hende redskaber til, hvordan hun skulle klare at komme tilbage for fuld skrue på arbejdet. Mange steder var der op til 30 uges ventetid. Til sidst – efter hun gik grædende til sin læge – fandt lægen en akut tid hos en psykolog, som Ida Kjeldsen gik hos i januar og februar 2020. Forløbet betalte hun af egen lomme.
– Hun lærte mig, at der er andet i livet end jordemoderfaget. Jeg er andet end bare jordemoder. Jeg er også kvinde, jeg har hobbyer, jeg kan lide at løbe en tur i skoven og drikke en kop kaffe på en café med mine veninder. Det er ok at sige nej til en ekstra vagt, hvis man har planlagt at drikke kaffe med veninderne. Det skal jeg ikke få dårlig samvittighed over. Det har jeg lært.
Har fundet roen
I dag er Ida Kjeldsen flyttet fra den mindre fødeafdeling, hvor hun gik ned med stress. Hun bor nu i Aalborg og arbejder som jordemoder på Aalborg Universitetshospital.
– Jeg har det godt i dag og arbejder nu på 32 timer. Jeg har fundet mig tilpas i en stor afdeling, hvor jeg ikke bliver kastet rundt fra det ene sted til det andet. Er jeg på fødegangen, så er jeg på fødegangen. Det giver en helt anden ro.
Når hun kigger tilbage på forløbet, er hun rystet over, at der ikke fra start var mere hjælp at hente:
– Det her er et fag, hvor man bliver ramt og rystet følelsesmæssigt. Derfor er det vigtigt, at der er hjælp at hente med det samme og ikke, som jeg oplevede, at der er 12 ugers ventetid på en krisepsykolog. Det er uhyrligt og uforskammet.
Man går en lille smule i stykker
Ida Kjeldsens stressforløb blev aldrig anmeldt som arbejdsskade. Men efterfølgende har hun tænkt på, at det måske kunne have været en god ide. Men dengang midt i stressforløbet tænkte hun slet ikke på det, og hun ville heller ikke have haft overskud til også at tænke i de baner oven i alt det andet. Hun efterlyser generelt, at nogen holder hånden under en, når man går ned med stress. Hun ville ønske, at hun ikke selv dengang skulle navigere rundt i junglen af tilbud, men at der fra start var en nøgleperson, der præsenterede et mere eller mindre skræddersyet forløb for hende.
– Som sygemeldt med stress kan du ikke kigge på en computerskærm. For hjernen er brændt sammen. Man har brug for hjælp til at overskue tingene. Man er nødt til have en, der lægger en plan for en. Måske kan man lige slæbe sig ind på arbejdet til en samtale for at få tingene til at falde på plads. Men så skal man også have ro til at komme sig. Det eneste, jeg havde brug for, var ro. Jeg magtede kun at strikke en sweater og gå ture i naturen.
Selvom hun er glad for at være tilbage som jordemoder, tror hun ikke, at hun holder til mange år i fødegangsarbejdet.
– Jeg synes stadig, det er fedt at bringe babyer til verden. Men jeg er måske ikke jordemoder om ti år. Kan jeg være det de næste ti år, er det også godt nok. Arbejdsvilkårene – og lønnen – er bare ikke der, hvor jeg ser mig selv være aktiv jordemoder mange år frem. For jeg skal passe på mig selv. Jeg har flere kollegaer, der er stoppet og endt som førtidspensionister, fordi de er gået ned med stress flere gange. Det er jordemoderlivet ikke værd. Min psykolog anbefalede mig direkte at stoppe og finde en anden karriere, hvis jeg igen begynder at mærke de mindste symptomer på stress, siger hun og tilføjer:
– For man går en lille smule i stykker, hver gang man går ned.