En landsdækkende undersøgelse fra Jordemoderforeningen viser, at 36 procent af jordemødrene fra årgangene 2019 og 2020 har forladt det regionale fødegangsarbejde efter 5–6,5 år. Resultaterne understreger behovet for mere bæredygtige arbejdsforhold og bliver nu brugt aktivt i foreningens arbejde over for regioner, ledelser og politikere.
De jordemødre, der har forladt fødegangsarbejdet, gjorde det i gennemsnit allerede 3,2 år efter endt uddannelse. Det betyder, at fødegangene ikke alene mister medarbejdere, men også muligheden for at fastholde og opbygge erfaring.
Samtidig træder nye jordemødre ind i en hverdag, hvor erfarne kolleger hurtigt kan forsvinde, og hvor oplæring, faglig sparring og kontinuitet er under pres. Det kan medføre, at nyuddannede får et stort ansvar, før de føler sig tilstrækkeligt rustet til det.
– ”Det er dybt bekymrende, at så mange jordemødre allerede forlader fødegangen efter få år. Vi uddanner os til et fag, hvor vi gerne vil blive og udvikle os, men mange møder en hverdag, der er så presset, at det ikke føles bæredygtigt i længden.” siger Cecilie Søby Thorsen, forkvinde for de jordemoderstuderende.
Arbejdsvilkårene spiller en afgørende rolle
Bag tallene ligger blandt andet fortællinger om at travlhed, utilstrækkelig bemanding, weekendarbejde, lønvilkår, nattevagter og høje følelsesmæssige krav er de største årsager til at forlade fødegangsarbejdet. Jordemødrene efterspørger mere fleksibilitet, større indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen og bedre mulighed for at få faglighed, arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.
Niveauet er stort set uændret siden Jordemoderforeningens undersøgelse i 2021. Dengang havde 35,4 procent forladt det regionale fødegangsarbejde efter 5–6 år. Den nye undersøgelse viser dermed, at udfordringen fortsat er betydelig.
– ”Vi ved, at vagtarbejde er ekstremt hårdt, og at jordemødre er blandt de mest belastede med aften-, nat- og weekendvagter. Vi skal finde måder at organisere arbejdet på, så belastningen mindskes. Det betyder, at vi både skal se på arbejdsintensiteten i den enkelte vagt og reducere antallet af vagter uden for dagstid. Det er ikke samfundsøkonomisk ansvarligt at uddanne jordemødre til et arbejde, som en del ikke kan eller vil holde til.” siger Lis Munk, forkvinde for Jordemoderforeningen.
Fra dokumentation til konkrete krav
Undersøgelsen giver Jordemoderforeningen et stærkt dokumentationsgrundlag i arbejdet for regionale arbejdspladser, som jordemødre både har lyst og mulighed for at blive på.
Resultaterne bliver brugt i dialogen med regioner, hospitalsledelser og politiske beslutningstagere. Selvom jordemoderfaget har fået øget politisk opmærksomhed og flere midler, er der fortsat behov for konkrete forbedringer af arbejdsvilkårene.
Nyuddannede skal have en tryg introduktion til arbejdslivet, adgang til faglig støtte og gode muligheder for at udvikle sig. Samtidig skal der handles på vagtbelastningen, arbejdstempoet, bemandingen og jordemødrenes indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet.
Jordemoderfagligheden skal bruges bredere
En del af løsningen er også at bringe jordemødrenes faglighed i spil flere steder i sundhedsvæsenet. Det kan for eksempel være i efterfødselsklinikker eller i funktioner på tværs af hospitalets afdelinger.
Flere forskellige funktioner – herunder flere funktioner i dagtimerne – kan være med til at mindske vagtbelastningen og skabe et mere varieret og bæredygtigt arbejdsliv. Samtidig kan sundhedsvæsenet i højere grad fastholde jordemødrenes kompetencer og erfaring.
Undersøgelsens resultater og medlemmernes egne erfaringer giver tilsammen et nuanceret billede af udfordringerne. Det styrker Jordemoderforeningens grundlag for at kræve løsninger, der kan mærkes i jordemødrenes hverdag.
Målet er klart: at skabe arbejdspladser, som jordemødre aktivt vælger til og fortsat har lyst til at være en del af gennem et langt arbejdsliv.
Fakta om undersøgelsen
- Undersøgelsen blev gennemført i 2026 blandt jordemødre uddannet i 2019 og 2020.
- 36 procent har forladt det regionale fødegangsarbejde efter 5–6,5 år.
- Blandt dem, der har forladt området, var den gennemsnitlige tid i fødegangsarbejdet 3,2 år.
- I en tilsvarende undersøgelse fra 2021 havde 35,4 procent forladt området efter 5–6 år.
Læs og download hele undersøgelsen her
