En ankesag ved Østre Landsret, der stadfæstede en dom fra Byretten i Lyngby, har affødt mange spørgsmål om kvinders og jordemødres juridiske forhold ved hjemmefødsler.
I det følgende samler Lis Munk, forkvinde i Jordemoderforeningen op på diskussioner og spørgsmål.
Jordemoderforeningen har desuden udarbejdet en Q&A, hvor vi mere overordnet svarer på spørgsmål, der er kommet i kølvandet på retssagen. Denne Q&A ligger bag login og kræver medlemskab af Jordemoderforeningen for at tilgå.
Lis Munk:
Når jeg fastholder, at denne specifikke sag handler om overtrædelse af autorisationsloven, så er det fordi, vi skal passe på vores autorisation – og fordi vi skal passe på hjemmefødsler.
Den handler om en jordemoder, der er dømt for at påtage sig en fødsel, der i udgangspunkt sker i hjemmet mod faglige anbefalinger, uden lægedelegation. Altså om en jordemoder, der er gået udenfor det selvstændige virksomhedsområde, der er fastsat i lovgivningen.
Nogen har udtrykt bekymring om, hvornår man som jordemoder risikerer at komme i konflikt med sin autorisation. Det skriver vi blandt andet om i den Q&A, som ligger på Jordemoderforeningens hjemmeside. Overordnet er det sådan, at hvis man fører journal, arbejder inden for det som er jordemoderens virksomhedsområde, eller arbejder på lægedelegation, når det er påkrævet, så bliver man inden for autorisationens rammer.
Mange har også spurgt til, om vi med vores forpligtelse qua autorisationen kan komme i situationer, hvor det konflikter med kvindens retsstilling beskrevet i sundhedsloven.
Lige nu har vi en ny bekendtgørelse og en gammel vejledning (fra 2001), hvor der ikke står særligt meget.
En af årsagerne til, at der endnu ikke er kommet en ny vejledning, er netop diskussionen om sundhedsloven overfor autorisationsloven og det dilemma, man kan stå i ved en hjemmefødsel.
Vi har igennem flere år gentagne gange været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed om denne problemstilling – netop både for at sikre jordemødrene i deres arbejde og for at sikre en formulering, der giver respekt og rum for kvinder, der ønsker noget andet end det, de faglige anbefalinger tilsiger.
Vi har i vores kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed bedt dem uddybe, i hvilke tilfælde om nogen, man skal videregive oplysninger imod patientens samtykke. Og med hvilken lovhjemmel. Det afventer vi svar på.
Når jeg siger, at “vi er ikke dygtige nok”, mener jeg, at vi kunne arbejde meget mere forebyggende, så gravide føler sig set og hørt som de unikke mennesker, de er – med de potentialer og udfordringer, de hver især har.
Det er kernen i det, jordemødre kan – og det efterstræbes på afdelingerne at imødekomme alle kvinder. Men det er ikke nogen hemmelighed, at ressourcerne er knappe og at man ikke alle steder har haft mulighed for at prioritere dette arbejde tilstrækkeligt.
At være jordemoder i et rum, hvor en kvinde/familie stiller krav om, at man ikke må føre journal, ikke må kontakte fødestedet eller ikke må følge kvinden til fødestedet, hvis man som jordemoder skønner, at det er det mest fagligt forsvarlige – det mener jeg giver helt urimelige arbejdsvilkår for en jordemoder.
Derfor skal der arbejdes benhårdt for at opnå en gensidig tillid og respekt igennem samtalerne i graviditeten, ligesom der skal etableres et rummeligt samarbejde med fødselslægerne på det nærliggende fødested.
Vi skal gå langt for at forstå og respektere den unikke situation, som den enkelte kvinde eller familie står i.
På baggrund af respektfuld dialog vil jeg antage, at langt de fleste kvinder forstår og respekterer, hvad vi som jordemødre kan og må.
Jeg er helt enig i, at graviditet og fødsler er blevet mere og mere medikaliserede, og at risikotænkningen er øget. Det gør det svært at “bestå prøven” – at have en ukompliceret og spontant forløbende graviditet og fødsel.
Det er en super vigtig diskussion, som vi hele tiden deltager i mange forskellige steder. I styrelser, i faglige fora, i medierne, i regionerne, på Christiansborg.