
Baggrund og erfaring:
Jeg er uddannet pædagog i 2001 og jordemoder i 2009.
Jeg arbejder i dag både som selvstændig jordemoder og har klinikken Mamaprofylax på Frederiksberg. Jeg er også timelønnet jordemoder på Hvidovre Hospital.
Kombinationen af det offentlige og det selvstændige giver mig en særlig indsigt i hele jordemoderfaget – både i de strukturer vi arbejder under, og i de muligheder der ligger i at skabe alternative tilbud til gravide og familier.
Som selvstændig har jeg indgående kendskab til de vilkår og udfordringer, der følger med at drive egen praksis – både fagligt, organisatorisk og økonomisk.
Vision/mål/politisk fokus – hvad vil jeg gerne arbejde for i kredsen:
Jeg stiller op som forperson for de selvstændige jordemødre, fordi jeg ønsker at styrke vores position, synlighed og vilkår.
Jeg vil arbejde for:
- At selvstændige jordemødre bliver en tydelig og anerkendt del af jordemoderfaget
- Bedre og mere gennemskuelige rammer for at drive selvstændig praksis
- Et stærkere samarbejde mellem det offentlige og selvstændige jordemødre
- Mere fællesskab, netværk og vidensdeling blandt selvstændige
Med min erfaring fra både hospital og selvstændig praksis vil jeg arbejde for at bygge bro mellem de to verdener – til gavn for både jordemødre og familier.
Jeg stiller op, fordi jeg ønsker at være en tydelig stemme for de selvstændige jordemødre og arbejde for bedre vilkår, større anerkendelse og et stærkere fællesskab.
Venlig hilsen jordemoder Tina Winther