Valggrundlag Liselotte Fredslund Andersen – Kreds Midt

Baggrund og erfaring:

  • Uddannet jordemoder i 1989 fra Ålborg Jordemoderskole.
  • Ansat som jordemoder i Herning 1989 -1994, Thisted 1994- 1996, Herning/ Regionshospital Gødstrup 1996 -nu
  • Tillidsrepræsentant siden 2013. Næstforkvinde i HMU og i LMU.
  • Næstforkvinde i kredsbestyrelsen for RegionMidt.

Jeg stiller op til posten som kredsforkvinde i Region Midt, fordi jeg brænder for jordemødres fag, arbejdsvilkår og lønforhold. Jeg er tillidsrepræsentant og har igennem mine indtil nu 13 år på posten været aktiv i bestræbelserne på at sikre jordemødre gode og attraktive arbejdsvilkår. Jeg har været med til at udvikle vores flexjordemoderordning, forbedre kendt jordemoderordning, skabe mulighed for 4 dages arbejdsuge, en ekstra uges ferie, seniorordning m.m. Jeg interesserer mig for, hvordan vi skaber et bæredygtigt arbejdsliv, og det er en mærkesag for mig at skabe gode rammer for ALLE jordemødre, uanset hvilken livsfase man befinder sig i, og om man er nyuddannet eller erfaren jordemoder.

Jeg søger indflydelse, og jeg har stor gennemslagskraft. Som tillidsrepræsentant har jeg altid lagt stor vægt på at være troværdig og synlig, og det vigtigste for mig er at være til rådighed for mine kollegaer. Jeg har blik for både fællesskabet og den enkelte. Værdier som jeg med garanti vil videreføre, hvis jeg bliver valgt som kredsforkvinde.

Som kredsforkvinde vil jeg repræsentere hele Region Midt og sikre, at ALLE fødesteder bliver set og hørt. Jeg ser det som en vigtig opgave at opbygge en tæt dialog og samarbejde med vores regionspolitikere således, at der sikres politisk prioritering af vores fag og vilkår. Jeg vil arbejde for, at der sikres den rette normering på vores fødesteder, at vi har en løn der afspejler vores ansvar, og at vi bringer vores stærke faglighed i spil flere steder. Med sundhedsreformen åbner der sig nye muligheder herfor.

Jeg kommer fra en familie, der er politisk aktive, og det ligger mig således ikke fjernt at skulle tage fat i det politiske niveau. Endvidere har jeg som næstforkvinde opbygget erfaring hermed igennem årene.

Som kredsforkvinde vil jeg arbejde målrettet for, at jordemødres stemme bliver hørt, og for at tydeliggøre og styrke vores muligheder i Region Midt. Jeg er motiveret for opgaven og trives med at tage ansvar og søge indflydelse. Med 13 års erfaring som tillidsrepræsentant har jeg opbygget et solidt fundament, som jeg vil bringe aktivt i spil i rollen som kredsforkvinde. Får jeg jeres tillid, vil jeg gøre mig umage hver dag for at leve op til den.