– Har stue tre ikke født endnu? Alle jordemødre har enten selv stillet et lignende spørgsmål – eller fået det stillet. Den, der spørger, er muligvis ikke klar over, om barnet allerede ligger trygt oppe på mors bryst. Men det kan også være, at spørgsmålet dækker over en konstatering – og en undren og bekymring over, at der endnu ikke er sket noget inde på stue tre.
Selv fødsler, der rummer alle muligheder for at forløbe helt normalt og uden komplikationer, er sat på skema på danske fødeafdelinger. Krydset og bollen på partogrammet skal flytte sig regelmæssigt og med passende hastighed, når vi først har konstateret, at veerne er etableret. Fødslen skal ikke trække ud – der er jo også et hensyn at tage til kvinden.
Men den skemalagte fødsel har sine bagsider. Antallet af indgreb i fødslen er steget dramatisk de seneste 20-30 år. 40- 50 procent af alle førstegangsfødende, der går spontant i fødsel med et barn i hovedstilling, får i dag stimuleret veerne medicinsk med et syntocinondrop. Hver fjerde får en rygmarvsbedøvelse. Mindst hver femte får fødslen sat i gang.
Og indgrebene har sine bivirkninger. Ofte sætter det første indgreb gang i en kædereaktion af flere indgreb. Syntocinondroppet bliver fulgt op af en epiduralblokade, der gør, at presseveerne ikke helt slå til. Og det fører til, at der må lægges en sugekop …
Men hvad er årsag? Og hvad er virkning? Er den moderne kvindekrop ikke længere gearet til at føde? Er nutidens kvinder ikke indstillet på fødslens uforudsigelighed og smerter? Er et hospitals rutiner og fokus på sygdom ikke foreneligt med en sund, naturlig, biologisk begivenhed, som en fødsel er?
Fokus på vestimulation
Er det overhovedet et problem, at der gribes ind i fødslen?
– Ja, siger Kit Dynnes Hansen, næstformand i Jordemoderforeningen og initiativtager til projekt ‘Tålmodig fødsel’.
– Det er et problem, at vi behandler nogen med indgreb, der ville kunne føde spontant og normalt, hvis vi ikke foretog de indgreb. Og det har noget at gøre med, at vi ikke er specifikke og dygtige nok til at finde de fødende, der har en reel dystoci og behov for behandling i forhold til dem, der bare har variationer i det normale forløb, siger Kit Dynnes Hansen.
Hovedfokus i den første del af projekt ‘Tålmodig fødsel’ kommer til at ligge på vestimulation – på syntocinondroppet – som ofte besluttes og administreres af en jordemoder.
Syntocinon er muligvis ikke så harmløst, som det hidtil er blevet opfattet. – Syntocinon er langt mere potentielt farligt, end vi hidtil har antaget det for i daglig praksis. Oxytocin i syntetisk form finder vi faktisk hos det amerikanske Institute for Safe Medication Practices liste over stoffer, som man skal være ekstra opmærksom på. Denne liste tæller kun yderligere 11 andre specifikke medikamenter. Så der er grund til at være varsom med stoffet, siger Anne-Mette Schroll, udviklingskonsulent i Jordemoderforeningen.
Fødslens forløb er ikke lineær
Baggrunden for at Syntocinon bruges så flittigt i fødselshjælpen i store dele af den vestlige verden, findes blandt andet i den “skematisering” af fødslen, der skete i 80’erne, hvor danske fødeafdelinger tog Dublin modellen til sig – eller rettere dele af den. Modellen, der blev udviklet på National Maternity Hospital i 1960’erne, byggede på en teori om, at fødslen forløber nemmere, hvis kvinden er velinformeret, hvis fødslens start er veldefineret, hvis hun har nærværende personale hos sig – og hvis fødslens progression bliver holdt ved lige. Det var primært den sidste del, som fødeafdelingerne herhjemme tog til sig, og som projekt ‘Tålmodig fødsel’, nu stiller spørgsmålstegn ved.
– Man indførte en norm for fødslens progression, som man nu er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om den i virkeligheden er så lineær og specifik, som vi har gjort den til.
Den lineære og skematiske tilgang til fødselsforløbet passede godt ind i tidens tankegang. Vi troede, at vi kunne forebygge for eksempel blødning, men var nok ikke opmærksomme på de bivirkninger og de konsekvenser, som indgrebene havde. For eksempel i form af overstimulation og dermed øget risiko for asfyksi, siger Kit Dynnes Hansen.
Kvinders behov for at kunne overskue fødslens forløb spiller også en rolle for stigningen i brugen af Syntocinon, vurderer Anne-Mette Schroll.
– De fødende har syntes om ideen med, at de kunne få et tidspunkt for, hvornår fødslen er ovre, og det er forståeligt. Men måske er det andre ting, vi skal tilbyde end stimulation. Under alle omstændigheder så tror jeg, at vi skal opkvalificere den information, vi giver til de gravide og fødende om medicinsk vestimulation, siger Anne-Mette Schroll.
De komplekse veer
Veer har noget med både med fysiologi og psykologi at gøre. Der skal tages højde for den kompleksitet, der ligger bag vemekanismen og fødslens forløb. Og fødslens tidligste faser, skal have opmærksomhed.
– Vi skal skabe rammer for, at det kan lade sig gøre at få veer. Kvinden skal være i omgivelser, hvor hun føler sig tryg og hun skal være velinformeret allerede fra graviditeten. Vi er i dag i nogle organisatoriske rammer på hospitalerne, der siger, at fødslen starter ved 3 cm, og så skal det bare køre. Det passer ikke til alle gravide. I virkeligheden har vi ikke ret mange tilbud til kvinder i den latente fase, siger Kit Dynnes Hansen.
Når ‘Tålmodig fødsel’ i høj grad kommer til at handle om vestimulation, så er det fordi, det er det mest brugte indgreb i fødselshjælpen, men også fordi veer er jordemoderens arbejdsområde.
– Veer er vores arbejdsområde og samtidig en meget kompleks ting. Det handler om at skabe rammerne for, at kvinden selv kan producere veer, der virker efter hensigten. Måske står de organisatoriske rammer i vejen for det på hospitalerne i dag? Måske skal vi betragte fødslens faser anderledes, end vi gør i dag. Måske er fødslens forløb anderledes, end vi hidtil har antaget. Måske vi først skal bruge partogram, når orificium er blevet fem cm?, siger Kit Dynnes Hansen.
Fyldte receptorer
Det handler også om at finde tilbage til en fælles forståelse af, hvad dystoci er.
– Vi har diskuteret, hvordan vi bruger vestimulation. Vi fokuserer ofte på, hvor mange veer vi kan få frem. Måske skal vi i højere grad se på et fødselsforløb i sin helhed, og det kan man ikke kun gøre alene ud fra antallet af veer og en progressionskurve. Man skal vurdere veernes styrke, siger Anne- Mette Schroll.
Man ved også mere i dag om, hvordan Syntocinon fylder op i receptorerne, så uterus bliver mindre følsom for medikamentet, men også for kroppens eget veproducerende stof: oxytocin.
– Langvarigt forbrug af Syntocinon ineffektiverer uterus mulighed for at lave veer. I litteraturen er der fokus på, at man måske bør starte et drop op og så slukke igen, når man har nået et vist stadie – eller holde pauser. Det er et område, hvor vi skal blive væsentligt mere specifikke. Vi vil bruge projekt ‘Tålmodig fødsel’ til at give jordemødre bedre mulighed for at gå i dybden på den litteratur, der findes, siger Kit Dynnes Hansen.
Til inspiration
Projekt ‘Tålmodig fødsel’ søsættes i februar, hvor de første otte fødesteder får tilbud om en halv temadag med oplæg og debat om, hvordan kvinder i højere grad får mulighed for at føde spontant. Projektet har blandt andet som mål, at det bliver legalt at tale om, at området er meget komplekst og kan anskues fra mange forskellige vinkler, hvorfor det er vigtigt at have viden om, hvad der er af evidens, og hvad der mangler af evidens.
– Vi vil med temadagene guide jordemødrene ind i den evidens, der findes og gøre evidensen mere tilgængelig for jordemødre. Det er vores mål at inspirere til forandring ved at sætte skub i vidensudvikling, der ruster jordemødre til at sidde med ved bordet, når dagsordenen sættes på afdelingerne, og når der skal udarbejdes faglige retningslinjer, siger Kit Dynnes Hansen.