Det var ikke nogen let beslutning at træde ud af konflikten. Slet ikke. Derfor blev det også drøftet indgående på et møde mellem alle jordemødre, og diskussionslysten var stor, for nu var de jo lige så tændte.
– Det var med blødende hjerter, vi meldte fra. Men vi havde vendt hver en sten og kunne se, at vi ikke kunne fortsætte, selvom vi gerne ville, og så var det mest reelt at melde fra i samråd med tillidsrepræsentanterne, fortæller jordemoder Nanna Bergmann.
– Selvom strejken hele vejen igennem har været et dilemma i forhold til de gravide og de fødende, så har vi vel alle en fornemmelse af, at den her konflikt er et nu eller aldrig. Vi skal have et lønløft, der kan mærkes, og som svarer til det arbejde, vi udfører. Da vi trådte ud af strejken, syntes jeg nok, at vi var nået til et sted i strejken, hvor jeg følte, at vi lod nogle af de gravide i stikken, men derfor var det alligevel frustrerende ikke at kunne fortsætte, supplerer jordemoder Laura Reinholdt.
Udvidet beredskab seks gange
Jane Thøgersen, der er den ene af jordemødrenes tillidsrepræsentanter, forklarer baggrunden for beslutningen den 11. maj sådan:
– Vi have allerede udvidet vores nødberedskab seks gange på det tidspunkt, og Jordemoderforeningen havde sagt, at når man havde gjort det fire gange, skulle man tænke sig om. Vi var i en situation, hvor nødberedskabet ville blive bedre end det daglige beredskab. Samtidig stod vi over for at skulle opgradere konsarbejdet. Det kunne slet ikke hænge sammen, siger tillidsrepræsentanten.
Den anden tillidsrepræsentant for jordemødrene, Louise Sørensen, er i jordemoderkonsultationen den dag Tidsskrift for Jordemødre er på besøg og kan derfor ikke deltage i interviewet.
– Det er helt underligt at undvære hende. Vi har været mere sammen her på det sidste, end vi har været med vores ægtefæller, siger Jane.
Hun smiler, og de to andre jordemødre nikker, for de ved godt, at de to tillidsrepræsentanter har trukket et stort læs. Men det har de faktisk også selv. Det kræver sin kvinde eller Jordemoder med stort J at være i konflikt.
Lært hinanden at kende
– Det må da være fedt at strejke i sådan et godt vejr.
Det er en bemærkning, jordemødrene har hørt flere gange i løbet af strejken.
– Jeg tror ikke, at folk har fattet, at vi har arbejdet mindst lige så meget som ellers. Hos os har vi været ramt af både spidsbelastning og sygdom, og så har vi aktioneret oveni, forklarer Jane.
På et tidspunkt var de af sted tre dage i træk, og de grønne bluser livede op i bybilledet.
– Der havde vi nok spændt buen lovlig hårdt. Men vi ville så gerne, og vi har stået sammen om det hele vejen igennem. På den måde har det været en god oplevelse, og for mig har det været en fantastisk måde at lære de andre jordemødre at kende på, siger Nanna, som kun har været ansat ved Aalborg jordemodercenter i godt tre måneder.
– Jeg har været her i et år, og jeg troede, at jeg kendte mine kolleger. Men vi arbejder jo meget selvstændigt, så det er først nu, jeg har fået dem helt ind under huden. Jeg har lært en masse nyt om de andre, hvem der er kreative, og hvem der er gode til at organisere, fortæller Laura.
Løb og breve på vej
Fire dage efter undtagelsen fra strejken holdt jordemødrene en aktion med stor deltagelse. Der var både ”Skyd Storken” for børn og ”Tip en 7’er og vind jordemoderkaffe” for de voksne.
Den seneste uge har jordemødrene derimod ikke været synlige i gadebilledet. De skulle rekreere sig lidt, og så var der også lige et stormøde om strukturændringer i regionen, som de skulle deltage i og forholde sig til.
– Nu skal vi i omdrejninger igen. Det første, jeg forestiller mig, at vi kan deltage i, er Sundhedsplejerskernes ligelønsløb, som de holder i Aalborg midtby hver onsdag. Løbet slutter med, at de afleverer et brev til en politisk relevant person, og det vil vi gerne være med til, siger Jane.
Breve er i det hele taget næste skridt. Et brev til hver af regionspolitikerne med Lillian Bondos kronik vedhæftet og nogle bolcher.
Brug for opbakning
Lidt sødt til at hjælpe med at få budskabet om lønkravene til at glide ned er i det hele taget et middel, Jordemødrene i Aalborg har benyttet sig af.
– Der har været stor tilstrømning til vores jordemoderkaffe med kejsersnitter og moderkager, så det kan vi også godt tage op igen, mener Jane, men i hvilken indpakning skal aktivitetsgruppen først til at diskuterer nu.
– Vi skal da ud med bannere og storken igen, mens vi stadig har befolkningens bevågenhed og opbakning, forklarer Nanna.
– Det er ikke til at vide, hvor længe vi kan beholde den. Hvornår der opstår en mæthed og træthed overfor, at vi strejker. Jeg tror desværre, det nærmer sig. På det tidspunkt, hvor vi gik ud af strejken, var de gravide tydeligvis ved at være usikre og trætte af det, siger Laura.
– Ja, og de førstegangsfødende, der ikke kunne komme på hotellet var også, selvom de har taget det pænt. Dem har jeg følt meget med, siger Nanna.
Hun mener, at det er vigtigt fortsat at have humoren i højsædet i kommende aktioner.
– Det nytter ikke at være konfronterende, men når vi laver stilfærdige og sjove happenings og lader folk komme til os, så har vi da fået god respons, fortæller Nanna.
– Vi har i hvert tilfælde fået utrolig mange tilkendegivelser af, at vi ikke tjener nær nok i forhold til det arbejde, vi gør, siger Laura.
Hun påpeger, at konflikten på den måde har sat nyt lys på jordemødrenes arbejdsopgaver. At det ikke kun er at kigge på maven og tage imod barnet og sige velkommen til verden.
Til den bitre ende
Da TFJ ’ s udsendte spørger, om det er svært at holde gejsten oppe til at aktionere, når jordemødrene ikke er med i strejken mere, kigger de tre jordemødre spørgende på hinanden. Men kun et splitsekund, og så kommer det:
– Nej, for vi skal, og vi er heldigvis gode til at trække hinanden op igen, hvis nogen er lidt trætte, siger Laura.
– Det bliver man let, når det føles som en udmatningskrig, siger Nanna.
– Det lader jo ikke til, at forhandlerne fra regionerne reelt har nogen penge med. De er afhængige af regeringen, og om og hvornår, de kommer på banen, ved vi jo ikke noget om. Men de må da gerne snart komme med en pose penge, mener Jane.
Indtil da vil jordemødrene i Aalborg blive ved med at passe arbejdet og aktionere samtidig.
– Vi bliver ved, så længe det er nødvendigt. Og hvor længe, længe er, er kun et definitionsspørgsmål, siger tillidsrepræsentanten.