Så står jeg her igen. I Somalia – mit hjemland, mine rødder, mit folk. Det er med blandede følelser, at jeg som dansksomalisk jordemoder igen er tilbage hvor alt startede. Stedet der for 14 år siden inspirerede mig til at søge ind på jordemoderstudiet.
Denne gang er jeg rejst med Dansomala – en somalisk-dansk organisation med base i København. Gruppen består udover mig selv af to bioanalytikere, en sygeplejerske og en frivillige studerende. Projektet er finansieret af Dansk Flygtningehjælp og har til formål at øge adgangen til basis-sundhedsydelser for over 200.000 indbyggere i den kriseramte og udsatte region Sool i nordøst Somalia.
Vi rejser over 1000 km i et område uden hospitaler, som dækker over 6000 gravide og fødende årligt. I nogle af de små sundhedsklinikker forventes det, at én jordemoder varetage seks til otte fødende på en vagt, når der er virkeligt travlt. En jordemoder fortæller mig, at hun må ty til hjælp fra klinikkens øvrige personale til at varetage fødsler med hende. Urimeligt og uhørt, men et livsvilkår for hende.
Det er kun en tredjedel af alle kvinder, der kommer til jordemoderkonsultationer og kun en tredjedel vælger at søge hjælp til fødslen i tide. De fleste starter med at føde hjemme med pårørende, indtil der opstår en komplikation i fødselsforløbet. Det er ofte, når alt andet er forsøgt, at de pårørende kører den fødende ind på nærmeste klinik, som typisk ligger 4-7 timer væk. Mange fødende dør på vej til klinikken eller kort efter ankomst.
Fastsiddende skulder, manglende fremgang, uterus ruptur og iltmangel er typiske fødselskomplikationer, som uuddannede pårørende står med alene i hjemmet.
Når de frem til en klinik, møder de en travl jordemoder og en overbearbejdet læge, som bor på klinikken og mere eller mindre arbejder døgnet rundt. Personalet er frustrerede over, at modtage deres patienter i tilstande, hvor de ikke kan gøre meget for dem mere. Fødeklinikkerne omtales i befolkningen ofte som “gravpladsen”, hvilket er med til at skræmme fremtidige patienter endnu mere.
Så her står jeg med mine kollegaer. Bevæbnet med fine powerpoints og resultater fra de seneste studier om gængse obstetriske komplikationer. Men bagefter sidder jeg med en følelse af, at det hele kunne være lige meget. For personalet mangler ikke viden, tværtimod er deres viden enormt opdateret. De eksisterende redskaber er brugte og forældede, men de er funktionelle, og der er rigeligt med medicin. Men patienterne har stadig ikke råd eller tiltro til at søge hjælp i tide.
Tid og timing er forskellen mellem liv og død for den unge gravide kvinde, som er i høj risiko for at efterlade endnu flere børn moderløse her i Somalia. Jeg står tilbage frustreret. Men også inspireret, for dette må og skal løses. En ting er sikkert. Jeg skal afsted igen, så snart det er muligt.