Det er i dag alment anerkendt, at fosterperioden kan påvirke vores udvikling på både godt og ondt. Vi ved eksempelvis, at hvis en gravid er stresset, lærer fosteret, at verden udenfor er farlig. Fosteret besidder med andre ord en overlevelsesfunktion, så det er ”klar” til at møde verden – det bliver altså programmeret til at være i alarmberedskab. Moderens stress kan, i små doser, øge fosterets resiliens. Men i større doser kan det modsat nedsætte barnets evne til at kunne stressregulere. Vi ved også, at den prænatale tilknytning forældre og barn imellem er vigtig for at kunne skabe en stærk tilknytning til barnet senere hen. De første prænatale oplevelser fosteret har, både præger og giver det skabeloner, ud fra hvilke det agerer senere i livet. Oplevelserne i maven skaber mønstre og aftryk, som fx. kan afspejle sig i vores bevægelser, vejrtrækning, kropsholdning, vaner, tilknytningsmønstre m.m.
De særlige tvillinger
Man siger som regel, at den første relation fosteret har, er med moderen. Dette gør sig dog ikke gældende for tvillinger. I og med fosteret sanser, lærer og husker indtryk på et primitivt plan, er tvillinger hinandens første relation. Vi ved i dag, at fostre fx allerede ganske tidligt kan sanse deres tvillingebror eller tvillingesøster inde i livmoderen.
Der vil derfor være flere stimuli for et tvillingefosters nervesystem at forholde sig til, end blot dem der kommer fra moderen. Stimuliene sætter sig i det ufødte barns cellulære hukommelse og er med til at skabe og udvikle vores nervesystem – og i sidste ende os selv som mennesker, med personlighed og handlemønstre.
Alenefødt
Helt særlig i den sammenhæng er flerfoldsgraviditeter, hvor kun det ene foster overlever, hvilket er kendt som prænatalt tvillingetab, alenefødt tvilling eller overlevende tvilling. Her starter man livet i livmoderen med enten en bror eller søster (eller flere), men den eller de andre overlever ikke.
I den mest omtalte teori menes det, at mindst 1 ud af 10 mennesker rammes af prænatalt tvillingetab. Dette er et konservativt estimat. Både i ‘Multiple Pregnancy: Epidemiology, Gestation and Perinatal Outcome’ og ’Frequency and Survival Probability Of Natural Twin Conceptions’ peges der i retning af mindst 1 ud af 8.
Dette er dog svært at definere helt præcist, både fordi der ikke bliver screenet for det, og fordi tabet oftest sker tidligt i graviditeten, nemlig i første trimester inden 12. uge og uden synlige tegn hos langt de fleste. Bl.a. derfor er der mange, der ikke kender til graviditeter med tvillingetab. Hvis det andet foster dør inden 12. uge bliver det som regel absorberet af enten den overlevende tvilling eller af moderkagen.
Senere i graviditeten bliver det ofte til en foetus papyraceous, og vil kunne ses ved fødslen eller opdages undervejs i graviditeten ved scanninger. Mulige tegn under graviditeten og ved fødslen kan eksempelvis være en tom fosterhinde ved ultralydsundersøgelse sammen med et andet tilstedeværende foster, en blødning i løbet af første trimester, abnormaliteter på moderkagen efter fødslen, lav fødselsvægt, fysiske tegn på fosterabsorbering på den overlevendes krop m.m.
Man ser også prænatalt tvillingetab blandt dyr. Man kan tænke på det som ”survival of the fittest” og ikke nødvendigvis abnormt. Men det er vigtigt at sprede budskabet om fænomenet, så man bedst muligt kan forebygge eventuelle komplikationer i barnets liv.
Traumatisk tab
Tabet af den tætte relation til en tvilling i fosterstadiet kan nemlig være både stressfyldt og traumatisk. Det er netop dét, der sker hos alenefødte tvillinger, når de har mistet deres bror eller søster.
Alenefødte tvillinger kan senere i livet gå rundt med et uforklarligt savn, som om der mangler noget eller nogen. De kan føle sig forkerte, ensomme og have adfærdsmønstre, de har svært ved at slippe af med som fx overtrædelse af egne grænser, selvskade, selvsabotage med mere. At miste en tvilling inden fødslen kan også have andre potentielle konsekvenser. Det kan vise sig i fx en øget stressrespons, sensitivitet, angst, depression, spiseforstyrrelser, relationelle udfordringer m.m.
For en alenefødt tvilling består det terapeutiske arbejde i at få bearbejdet og integreret tabet af en bror eller søster, som om det var en sorg, vi selv ville kunne opleve som voksen. Udover samtaleterapi er det vigtigt, at der også arbejdes kropsligt og sansebaseret, da tabet foregik i en preverbal verden. Der kan arbejdes med tabet, hvad enten man er barn eller voksen, dog på forskellige niveauer. Det handler i bund og grund om at skabe neuroplasticitet på vej til nye handlemåder og mere hensigtsmæssige adfærdsmønstre.
Jordemødre spiller derfor en essentiel rolle i kommunikationen med forældrene. Hvis det fx vides på forhånd, at den gravide bærer på en alenefødt tvilling, kan jordemødre orientere om mulige prægninger hos den overlevende, og samtidigt henvise til yderligere information. Hvis det ikke vides på forhånd, men der stadig findes tegn på moderkagen ved fødslen, kan jordemødre her også informere om dette.