PKA a/s besluttede for lang tid siden, at bestyrelserne af pensionskasserne i fællesskabet skulle tilbydes konkret og på stedet undervisning i, hvad investeringer i ’Emerging Markets’ er for en størrelse. Emerging Markets er de nye vækstmarkeder, altså nye investeringsfelter, som på den ene side kan være lidt mere usikre, og på den anden side kan give et meget overbevisende afkast til vores pensioner. Sammenlagt har de fem PKA-pensionskasser investeret mere end 10 mia. kr. i disse markeder.
Hvordan følger PKA og af de enkelte pensionskasser så disse investeringer? Det skulle vi se med egne øjne. Som medlem af pensionskassen for sundhedsfaglige tog jeg derfor med på tur til Cambodja og Vietnam, hvor der var lagt et tæt og indholdsrigt program for besøg, foredrag, sociale begivenheder og ikke mindst rejseaktiviteter til os alle.
Cambodja
Vi var 23 medlemmer af bestyrelser og direktion, som mødtes i Kastrup 6. januar, hvorfra turen gik til Bangkok og videre til Phnom Penh. I Phnom Penh blev vi installeret på et stort hotel i centrum af en by, der stadig bærer præg af forarmelsen og overgrebene under Khmer Rouge styret, men som også er på vej til at udvikle de første spæde tegn på en metropol, højhuse, glaspaladser, og den første lillebitte overfartsmotorvej var netop blevet indviet. Uden for Phnom Penh var der meget hurtigt dårlig landevej, spredte, primitive forretninger og smålandbrug. Byen myldrer af små forretningsdrivende, tuktuk’er, motorcykler, cykler og alt for store biler. Nogle af til ’Genocide’museet, hvad jeg ikke havde overskud til. Jeg besøgte det gamle Russian Market og fortabte mig i dufte, stank og menneskemylder, samt en kop ultradårlig kaffe lavet på lunkent termovand, Nes og sukker.
Om aftenen blev vi introduceret til et stort projekt i Cambodja ved International Woodland Company, der har opbygget en teakplantage nordøst for Phnom Penh. Udover at beplante et stort, lejet område med teak er det en opgave at genbeplante med oprindelig skov. Hele området har været tæt på at springe i ørken efter store skovafbrændinger under Khmer Rouge styret, og på grund af udstrakt hungersnød under og efter styret er næsten alt dyreliv gået voldsomt tilbage.
Plantagen, der dyrkes med et minimum af bekæmpelsesmidler (det vigtigste middel er gæs, der drives rundt af lokale gåsedrivere), giver – efter cambodiansk målestok – vellønnet arbejde til mange lokale småbønder. Disse har tidligere levet på randen af et eksistensminimum – plantagen har været med til at sikre disse dokumentation af deres dyrkning, og dermed bedre rettigheder, end hvis de var blevet købt ud af området. Vi mødte nogle landsbyøverster, som besvarede vores spørgsmål om udviklingen i levevilkår tilfredsstillende. Det sociale kapitel er i det hele taget et afgørende moment i de investeringer, vi besøgte. Forstfolk fra mange lande arbejder sammen med økonomer om udvikling af plantagen og dermed investeringerne, og det var vores samlede indtryk, at de penge, der var sat til at arbejde her, gjorde en positiv forskel.
Vietnam
Fra Phnom Penh sejlede vi ad Mekong floden, en ti timer lang tur ombord på en lille motorbåd, til Ho Chi Minh City, tidligere Saigon. Sejlturen var en rejse gennem sociale gradienter fra det usleste fattige hjem ved en flodbred, nøgen efter oversvømmelser, til veletablerede risbønder/fiskerlandsbyer og forstæder, storby og atter slum. I Ho Chi Minh City havde vi en lang række af virksomheder at besøge, fødevarer, jernværk, kildevandstapperi, møbelfabrik, IT firma, skoledrift og restaurantkæder… Forskelligt, ja, men relativt sammenligneligt i de forhold, som vi også havde for øje i plantagen i Cambodia: Der skal være gode forhold for arbejdskraften, stigende fokus på arbejdsmiljø, sociale rammer, og ledelserne for de forskellige institutioner skal nyde udbredt tillid i deres omverden. I lande med fortsat højt niveau for korruption skal der være en etisk grundholdning i selskaberne, som modsvarer vores forventninger.
Restaurant med gradsforskel
Der var hele vejen rundt en stor vilje til at byde os velkomne, vise os produktion og undervisning og bespise os! Der var besøg på restaurantkæde Golden Gates toptilbud, hvor det eneste problem var, at det var svært at tale sammen, fordi besøgstallet var højt og fordi der hele tiden blev serveret nydt, nødet, foreslået osv. Kan hænde at det er sund mad – men er der ikke også noget om, at man ikke skal ha’ for meget? Nå, det problem er vist mit eget.
Senere kunne vi besøge to andre niveauer inden for kæden, og jeg valgte at besøge det lavprisalternativ, som restaurantkæden udbød, et løbebånd med alskens små grøntsagsportioner, fisk, nudler og kød, som man selv kogte i en lille suppegryde foran sig. Det ville være et ultragodt koncept at få indført herhjemme, som alternativ til sushi restauranterne. Her kostede et måltid omkring 60 kroner, målrettet mellemindkomsterne og en kort frokostpause i City. Jeg foreslog en fjerde variant, lavpriscatering i form af et ’pølsevognskoncept’ med få lette retter, suppe, ris og fisk, tilberedt med dokumenteret hygiejne. Noget der mangler mulighed for i de mange gadekøkkener med skyl af gryder i Mekong eller kanalerne… Spændende om det bliver en mulighed.
Det skarpe øje
I løbet af ugen havde vi også chancen for at mødes med Danmarks ambassadør i Vietnam, John Nielsen. Han berettede om den særlige problemstilling, der består i at samarbejde med et land med étparti-styre, der tillader buldrende kapitalisme på den ene side, og som på den anden side ikke formår at udbygge et offentligt velfærdssamfund. Dette øger behovet for private løsninger på sundhedsområdet, og som et af vores investeringsobjekter, undervisningsområdet. Tiden må vise, om Vietnam formår at få løftet den opgave under pres fra netop de investorer, der ønsker veluddannet og sundhedssikret arbejdskraft. Potentialet er der.
Det var alt i alt en pakket uge med mange gode samtaler mellem os rejsedeltagere, der jo rummer både arbejdsgivere og arbejdstagere i sundheds- og socialsektoren, folkene fra investeringsselskaberne og de lokale folk, vi mødte. Jeg og Kit valgte i 2009 at undlade at deltage i en tilsvarende studietur til USA, hvor skovdrift var studieobjektet. Jeg er glad for, at jeg denne gang lod mig overtale af min egen uvidenhed på området. Jeg fik udfordret gamle fordomme om investering, bekræftet nogle af dem, men føler mig bedre rustet til fortsat at være sundhedsfaglige, herunder jordemødres skarpe øje på, hvordan vores pensionskroner kan være bekendt at sikre sig. For det er jo formålet.