7.15
Møder ind, tjekker kalenderen og får fulgt op på en mail.
8.00
Har en kort, uformel samtale på mit kontor med mine nærmeste ledere, hvor vi diskuterer en uafklaret sag omhandlende muligt BPA-indhold i vandfiltre, som anvendes i klinikken.
8.30
Som projektleder på projektet Born Green Generation har jeg mange funktioner. Blandt andet indsamler jeg historier til best practice-beskrivelser. I dag følger jeg op på en række indkøbsdata fra en fødeafdeling, som skal indgå i en best practice-beskrivelse i projektet. Fødeafdelingens projekt handler om skift fra engangs- til flergangs-amnioskoper. Vi skal blandt andet beregne, hvor meget skiftet har reduceret plastforbruget og CO2e-udledningen.
9.00-11.00
Har teammøde med nogle af mine kollegaer i Center for Bæredygtige Hospitaler. På mødet sparrer vi om ugens konkrete arbejdsopgaver, og hvor der er behov for at vi hjælper hinanden.
12.00
Frokost
12.30
Følger op på en mail fra en jordemoder på et barselsafsnit. Barselsafsnittet ønsker at erstatte plastflasker med glasflasker til opbevaring og præparation af modermælkserstatning. Jeg svarer på en konkret problemstilling omhandlende affaldshåndtering af glasflaskerne.
13.00-14.00
Vender tilbage til best practice- beskrivelsen om amnioskoperne, får finpudset den samlede rapport lidt og oversætter rapporten til engelsk.
14.00-14.45
Deltager i et online møde med den europæiske projektleder af Born Green Generation projektet. Vi diskuterer planlægningen af en videooptagelse, der skal laves på en af de deltagende afdelinger i Region Midt og taler om, hvilke cases der vil tale ind i temaet, som videoen skal illustrere.
Signe From Lundtoft
Alder: 40 år
Uddannet: 2011
Pluk fra CV’et:
Jordemoder på føde- og barselsafsnit på Herning sygehus, Horsens sygehus og Aarhus Universitetshospital fra 2011-2025.
Kandidatuddannelse i Jordemodervidenskab 2025.
Nuværende stilling: Bæredygtighedsrådgiver og projektleder af projektet Born Green Generation, ansat i Center for Bæredygtige Hospitaler i Region Midt.
Hvad er det bedste ved dit job? At arbejde med den dagsorden, at vi skal have mindre forbrug, mindre engangsplast og udfase kemi, er ekstremt meningsfuldt – lidt ligesom at være jordemoder.
Det er også virkelig fedt, at jeg har fået mulighed for at bruge min kandidatgrad lige med det samme. Og så er det er en gave at arbejde sammen med det kliniske personale, for de vil så gerne være med til de her forandringer og er meget opmærksomme på miljø og bæredygtighed.
Hvad bruger du af din jordemoderviden hver dag? Bæredygtig omstilling skal passe ind i de etablerede systemer på et hospital for at kunne leve i virkeligheden. Der er det anvendeligt, at jeg har stået på en barselsgang og en fødegang i mange år. Jeg ved, hvad arbejdsgangen er omkring at tage en scalp-ph, og jeg ved hvor akut det er, når en fødende bløder. Tingene skal fungere i virkeligheden, når vi vil lave noget om, og patientsikkerhed står over bæredygtighed.
