Ny overenskomst betyder blandt andet bedre løn til dig

Godt 3.000 kr. mere i månedsløn, bedre forhold for dig, hvis du har børn eller skal have det, og en ny fritvalgsordning. Disse forbedringer fik jordemødrene til at stemme ja til OK26.



Jordemoderforeningen har forhandlet om nye overenskomster, og medlemmerne har stemt om dem sammen med de andre organisationer i Akademikerne.

Dermed er overenskomsterne klar til at blive implementeret fra og med 1. april i år.

For dig vil det betyde:

Generelle lønstigninger

Der er forhandlet generelle lønstigninger på mellem 6,27 % og 6,37 % på alle tre områder – altså for jordemødre ansat i stat, regioner og kommuner.

Inflationen forventes at være på 4,4 % i den treårige periode, som overenskomsten dækker, så der vil være tale om pæne reallønsstigninger til alle.

For en gennemsnitlig jordemoder vil det cirka svare til, at lønnen om tre år, når overenskomsterne er fuldt indfasede, er steget med 3.100 kr. om måneden.

Familiepakke

På alle tre områder er der aftalt forbedringer for børnefamilier. Du får to uger mere med løn under den del af din barsel, der hedder forældreorloven. Derudover får eneforældre og sociale forældre forbedringer, og så er barns sygedage udvidet til at dække hjemkaldelsesdagen og barnets 3. sygedag.

Fritvalgsordning

For både jordemødre ansat i stat, kommuner og regioner etableres der en fritvalgsordning. Fra overenskomsten tilføres der nye midler til den samt fra den særlige feriegodtgørelse. Alene værdien af de nye midler fra overenskomsten svarer til godt 800 kroner om måneden for en gennemsnitlig jordemoder.

Derudover konverterer ordningen eksisterende rettigheder som 6. ferieuge (feriefridage) og seniordage til frihed uden løn, mod at værdien af dagene sættes ind som penge på en fritvalgskonto.

Som jordemoder bestemmer du herefter selv over pengene på kontoen – du kan vælge, om de skal ud, når du fx holder fri, udbetales månedligt oveni din løn eller sættes ind som ekstra pension på din pensionsopsparing. Du kan ændre beslutningen en gang om året, for måske vil du gerne spare mere op til pension i én fase af dit liv, mens du gerne vil have dem udbetalt i en anden fase, hvor du fx har hjemmeboende børn.

På alle tre overenskomstområder kommer der en ekstra fridag uden løn til jordemødre midt i livet.

Fortsat kampe at kæmpe

I Jordemoderforeningen er forkvinde Lis Munk glad for resultaterne af OK26 – og for at medlemmerne med deres stemmer har godkendt resultaterne:

”Jeg er samlet set glad for resultaterne. Vi er lykkedes med både at sikre og udvikle reallønnen for vores medlemmer. Også den nye fritvalgsordning er et godt resultat, fordi der ligger økonomiske forbedringer i den, som den enkelte selv kan bestemme, om de vil have udbetalt sammen med deres løn eller indbetalt som ekstra pension. Der er desuden klare forbedringer for børnefamilierne. Retten til løn under forældreorlov udvides med to uger, og forældre får nu også ret til fri med løn ved barns 0. og 3. sygedag, hvis det kan lade sig gøre. Der er ikke tvivl om, at vi havde ønsket os en ubetinget ret til at holde fri med løn, når man har syge børn derhjemme. Det sagde arbejdsgiverne nej til, så vi har fortsat kampe at kæmpe.”  

Læs mere på jordemoderforeningen.dk/ok26