Vi ved alt for lidt om kvinders sundhed og sygdom. Derfor hilser vi ambitionerne velkomne, når der er afsat midler til forskning i kvindesundhed og sygdomme i regeringsgrundlaget og helt konkret 160 millioner kroner til Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed. Men mens vi venter på ny forskning, kan vi trække i arbejdstøjet allerede nu!
Efterfødselsperioden er alt for længe blevet overset, selvom behovet for hjælp er enormt. Derfor skal der ske noget nu, så vi sikrer lighed i sundhed for kvinder med skader og gener efter graviditet og fødsel. Det kan du læse mere om i temaet i denne udgave af tidsskriftet.
Samtidig skal vi huske, at efterfødselsperioden kun er en del af det hele kvindeliv, hvor kvindesundhed og kvindesygdomme er blevet systematisk underprioriteret gennem årene. Derfor arbejder Jordemoderforeningen for, at kvinder får én fælles indgang til alle tilstande relateret til det at have en cyklus og et reproduktivt system.
Kvinder har nemlig livet igennem sundhedsudfordringer, gener eller sygdomme på grund af deres cyklus og reproduktive system. Og der svigter vores sundhedsvæsen. Kvinderne, som måske ikke er rigtigt syge, men ej heller helt friske, ender ofte med at falde mellem to stole. De går fra et møde med sundhedsvæsenet uden hjælp til smerter, gener eller symptomer relateret til deres køn. Ikke fordi problemerne ikke er reelle, men fordi der ikke er et tilbud til dem, eller fordi deres symptomer ligger i gråzonen mellem sundhed og sygdom og ikke bliver taget alvorligt.
Men vi ved, at når kvinder får hjælp tidligere, forebygger vi komplikationer, unødige henvisninger og langvarige forløb. Vi styrker deres mulighed for at være aktive i arbejdslivet og familielivet. Dermed er kvinders sundhed ikke en udgiftspost. Det er en samfundsinvestering.
Det er dog tydeligt, at for at sikre kvindesundhed til alle uanset alder, bopæl og sundhedskompetencer, kræver det én indgang til rådgivning, forebyggelse og behandling gennem hele livet. Derfor foreslog Jordemoderforeningen allerede inden emnet blev hot, at vi skal have etableret kvindeklinikker eller reproduktiv sundhedsklinikker over hele Danmark. Forestil dig et sted, hvor du kan søge hen med voldsomme menstruationsblødninger – eller slet ingen blødninger, hvor du kan henvende dig, når du mangler rådgivning om det første kondom eller den sidste spiral, når du skal have taget smear, har ondt i dit kejsersnitar, vil have råd om menopause eller hjælp til inkontinens …
Det er vores klare holdning, at regionerne bør etablere den slags tilbud, hvor jordemødre, fysioterapeuter, sygeplejersker og læger arbejder sammen om kvinders sundhed. For kvinder mangler ikke kun mere forskning. De mangler en klar indgang i sundhedsvæsenet til at få den rette hjælp. Når de træder ind ad døren, skal de mødes tværfagligt – blandt andet af jordemødre. For jordemødre er uddannet til at arbejde med forebyggelse og reproduktiv sundhed. Det perspektiv mangler i dag. Jordemødres grunduddannelse giver et godt udgangspunkt for at kunne løfte opgaven, og jordemødre ansat i almen praksis har vist, at vi med en mindre opkvalificering har kompetencerne til at højne kvinders sundhed.
Så ja tak til langsigtet forskning, og samtidig ja tak til at komme i gang med det, vi allerede ved, kan gøre kvinders liv bedre.
