Chefjordemoder Jeanette Ziska og tillidsrepræsentant Tanja Lyth |
Lige efter weekenden ringede den ledende overlæge, der havde haft nattevagten på fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital. “Vi har haft en vild vagt. Du ville have været stolt, hvis du havde set dem navigere igennem det”, fortalte hun chefjordemoder Jeanette Ziska. Der var blevet født 20 børn, og der var konstant en jordemoder for lidt. Alligevel var alt gået godt. Den besked er hun glad for. Aarhus fødegang er nemlig efter hendes mening en fantastisk arbejdsplads med et hav af dygtige og sjove mennesker ansat.
Øjebliksbilleder fra fødeafdelinger, hvor tillidsrepræsentanter og ledere fortæller om udfordringer og løsninger på det evige problem: Afvikling af ferie. Læs alle artikler om “Sommer på fødegangen” her |
– Alligevel tænker jeg omme i baghovedet, at de vagter, hvor tempoet hele tiden er så højt, ligger for tæt, og der er for mange af dem. Når jeg ser mig rundt, er det de forkerte, der ser trætte ud i ansigtet. Dem der ellers altid er fulde af arbejdsglæde. De er udkørte, siger Jeanette Ziska.
Tillidsrepræsentant og jordemoder Tanja Lyth synes stadig, at hun har verdens bedste job, men fire vakante stillinger kan mærkes. Hverdagspresset er højt, også for højt.
– Hele weekenden havde vi rasende travlt. Vi blev nødt til at sende familier til barselafsnittene i Ålborg, Horsens og Viborg kun timer efter fødslen, fordi vi ikke havde plads til dem på barselgangen i Aarhus. Det kan man jo godt, det er bare ikke i orden, siger hun.
To dage efter havde hun selv to fødsler samtidig, mens to nye jordemødre i introvagt endte dagen med at stå for hver deres fødsel.
– De nye jordemødre var glade, men det er jo ikke det, vi som fødested ser som ordentlig introduktion, understreger hun.
Antallet af fødsler topper i sommermånederne, og 2021 er ingen undtagelse. Alligevel overrumplede sommeren fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital, fordi der for første gang ikke var ansøgere til de vakante stillinger. Det var en streg i sommerplanen.
– Vi er meget large med at give orlov, fordi vi tror, det giver et godt arbejdsmiljø at få plads til at dyrke sit fag i andre lande eller dyrke familien. Lige nu har vi næsten fortrudt det, fordi vi ikke har fået vikariaterne besat, siger Jeanette Ziska.
Chefjordemoderen tror dog fortsat, at bedre arbejdsforhold er måden at holde jordemødre i faget.
– Det skal ikke bare være en ny dag på fabrikken, hver vagt skal gerne være en meningsfuld vagt.
I den ånd blev de 150-170 jordemødre på Aarhus Universitetshospital lige før sommerferien delt op i grupper på otte i et forsøg på at skabe et tilhørsforhold til det store hospital, en intimitet internt i grupperne.
I Aarhus har man været nødt til at indkalde alle jordemødre til vagt på fødegangen, også dem, der normalt har andre opgaver, og ledelsen har indsnævret muligheden for at afspadsere overtid. Tanja Lyth mener, at ledelsen gør, hvad den kan i situationen. På vagterne er der fx adgang til gratis sodavand, is, boller og frugt for at forsøde de pressede vagter.
– Den danske sommer er heldigvis kort, og jeg ved, at vi er supergode til at samarbejde og holde humøret oppe hos hinanden. Det skal vi være ekstra gode til hen over sommeren, opfordrer Tanja Lyth.