Nikotin

Er du skarp på forskellen på e-cigaretter og vapes? Ved du, om det er bedre at bruge nikotinprodukter end at ryge som gravid? Ellers kan du blive klogere på både det, og hvordan du bedst taler med gravide og fødende om brug af cigaretter og nikotinprodukter i dette tema.



Vi tager den gode nyhed først. Andelen af gravide, der ryger i hele graviditeten, er styrtdykket de seneste år. Fra tæt på 20 procent af alle gravide i 1999 til under 5 procent i 2023. Og andelen af gravide, der stopper med at ryge i løbet af graviditeten, er tilsvarende stødt stigende.

Den dårlige nyhed? Vi har ikke fuldt overblik over, om de gravide i stedet er gået over til andre nikotinprodukter, da området er meget lidt undersøgt. Den helt nye undersøgelse ’Sundhedsprofil for gravide i Danmark’ fra oktober 2025 viser dog, at 4,3 procent af de adspurgte svarer, at de anvendte ’nikotinprodukter/røgfri tobak’ ved konceptionstidspunktet. Det er produkter, der også er god evidens for at fraråde gravide brugen af.

Og mens eksperter på området vurderer, at vi har for lidt viden om de gravides nikotinforbrug og peger på, at man må formode, at der er en vis underrapportering i selvrapporteret rygning/nikotinbrug blandt gravide, så ved vi dog også fra andet data, at forbruget næppe er helt ikke-eksisterende:

Det er nemlig hele 29 procent af 18-29-årige (ikke-gravide) kvinder, der bruger et eller flere tobaks- og nikotinprodukter i dag ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed, der i rapporten ’§RØG – en undersøgelse af tobak, adfærd og regler’ fremlægger helt dugfriske tal på området.

Markedsudviklingen har simpelthen fået flere unge til at bruge ’vapes’ eller andre nikotinprodukter. Vi er gået fra ét folkesundhedsproblem til flere, fortæller specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelse, Astrid Knudsen.

”Udbuddet og produktudviklingen indenfor tobaks- og nikotinprodukter har været meget omfattende i de senere år. Det er en meget kreativ branche, og der er kommet markant flere og nye typer af tobaks- og nikotinprodukter på markedet. I gamle dage var der groft sagt pibe, cigarer, cigarillos, cigaretter og vandpiber. Og det var det. Men i dag er der et voldsomt udbud af alt fra mini-nikotinposer til engangs-e-cigaretter, kendt som vapes, med ulovlig smag af frugt eller slik, som kan gøre børn og unge fortrolige med tobak og nikotin. Tobaksindustrien er en global industri, som har enorme ressourcer, og de har udnyttet huller i den danske lovgivning. Fx blev nikotinposer i første omgang lanceret på Instagram med unge influencere, fordi de dengang ikke var omfattet af samme reklameforbud som tobak. Og producenterne er lykkedes med at få produkterne til at vinde indpas, for 29 procent af de unge kvinder i alderen 15-29 bruger i dag mindst ét tobakseller nikotinprodukt,” fortæller hun om udviklingen, som man i Kræftens Bekæmpelse følger tæt.

Ifølge hende er der heldigvis sket et mindre fald i andelen, der bruger produkterne ifølge de allerseneste tal. Det er positivt, og viser at strukturelle tiltag som højere priser og bedre regulering har virket. Men det er langt fra tilstrækkeligt.

Nikotinposer med tyggegummismag

Kræftens Bekæmpelses bekymring går selvfølgelig på risiciene ved at være ryger i det hele taget – men også på de gravide rygere og nikotinbrugere, der kan komme ud af, at så mange unge bliver afhængige i en tidlig alder:

”Nikotin er et af de mest afhængighedsskabende stoffer, der findes, og det kan være virkelig svært at komme ud af et nikotinbrug. Det er ressourcekrævende og svært at stoppe. Og derfor kan en del af de 29 procent unge kvinder, der bruger nikotinprodukter, jo være afhængige, når de på et tidspunkt gerne vil have et barn. Og ved de, hvor skadeligt et nikotinforbrug er for deres graviditet og ufødte barn? Mange unge tror, at nikotinprodukterne er mindre skadelige end cigaretter. Det hører vi fra de unge selv, fra rygestoprådgivere og lærere. Men det betyder ikke, at nikotin ikke er skadeligt.”

Og lad os lige blive lidt der. For ér cigaretter ikke værre end snus, vapes og andre nikotinprodukter?

”Cigaretter slår hver anden, der ryger dem, ihjel. Det ser der heldigvis ikke ud til at være andre produkter, der kan matche. Men nikotin alene påvirker indlæring, koncentration, impulsstyring, angst og depression, det er hjerte-kar-skadende, og det påvirker graviditet, fertilitet og foster. Og det gælder for alle nikotinprodukter. Så nikotinens skadelige virkninger alene er nok til at bekymre sig,” siger Astrid Knudsen og fortsætter:

”Derfor mener vi, ligesom Jordemoderforeningen og en række andre foreninger, at man fra politisk hold bør sætte en slutdato for salg af tobak og nikotin, så produkterne senest i 2035 ikke længere er til salg på det danske marked – ligesom man har udfaset andre skadelige produkter og stoffer.”

Al nikotinbrug bør frarådes

Astrid Knudsen bakkes op af Ulrik Schiøler Kesmodel, der er professor og ledende overlæge på gynækologiskobstetrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. På et nyligt webinar afholdt af Jordemoderforeningen, fortalte han blandt andet, at noget af det man har viden om i dag er, at:

  • E-cigaretter påvirker risikoen for SGA, men mindre end almindelige cigaretter.
  • Det samme gælder risikoen for præterm fødsel.
  • På samme vis påvirker snus også risikoen for SGA og flere andre udfald, men mindre end almindelige cigaretter.
  • Substitution som fx nikotintyggegummi sænker ikke risici signifikant, og bør derfor kun anvendes med rygestop for øje.
  • Nikotin påvirker både kvindens fertilitet, spontant så vel som i fertilitetsbehandling, og påvirker også partners sædkvalitet og giver lavere graviditetschance.
  • Faktisk reducerer nikotin graviditetschancen i fertilitetsbehandling med 40-50 procent.
  • Ikkerygende kvinder med en mandlig partner, der ryger, har også lavere graviditetschance.

Hans budskab på webinaret var ganske klart:

”Alle former for nikotinprodukter bør frarådes – det er der god evidens for.”  


“For mig handlede det om, at jeg rigtig gerne ville være mor. så er der ingen mulighed for at gå tilbage. så det er bare ’suck it up’. væn dig til at arbejde uden at ryge, at tage bussen uden at ryge og øve dig.”
Ida, 27 år

“Det bliver for ulækkert, når man bliver det ældre, og også at ens børn ser en ryge. det vil jeg ikke være med til, fordi det er det, jeg er opvokset med.”
Malthe, 26 år

“Nu hvor er jeg blevet far, der kan jeg mærke, at det ville være meget rart at få de 5-10 minutter for sig selv en gang imellem.”
Alexander, 28 år

“Det der med at stoppe med at ryge er en proces. det er en beslutning, man træffer hele tiden […] det er ikke sådan, at nu ryger man aldrig igen. […] man bliver ved og ved med at stoppe med at ryge, eller forblive stoppet med at ryge.”«”
Gustav, 22 år 

Kilde: Alle brugercitater i temaet stammer fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens rapport: ”’Det er ikke altid, man quitter på en for-altid-måde.’ Et indblik i 18-29-åriges holdninger og erfaringer med rygestop.”  


Risici ved aktiv rygning under graviditet og fødsel:

  • Fosterdød • Misdannelser
  • Vækst
  • Præterm fødsel
  • Abruptio placentae
  • Fertilitetsudfordringer
  • En række udfordringer for børnene senere

Kilde: En lang række studier lavet gennem de seneste cirka 20 år og gennemgået af Ulrik Schiøler Kesmodel, professor og ledende overlæge på gynækologisk- obstetrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.


Produkter på markedet:

Snusposer: Tobak i små poser, der placeres i munden. Snus er findelt tobak. Ulovligt i Danmark, men kan købes i fx Sverige eller Norge eller illegalt importeret i Danmark

Tyggetobak: Tobak i små poser, der placeres i munden. Tyggetobak adskiller sig primært fra snus ved at bestå af groftskåret tobak.

Nikotinposer: Ligner snus og tyggetobak, men indeholder ikke tobak, men cellulose/stivelse, smagsstoffer og nikotin. Bruges på samme måde som snusposer. Appellerer til børn og helt unge. Fås fx med smag af spearmint og menthol.

E-cigaretter: Består af et batteri, en brænder og en beholder med væske, der blandet andet indeholder nikotin. Væsken opvarmes og inhaleres. Genopfyldelig.

Vapes eller puffbars: Engangs e-cigaretter. E-cigaretter og vapes / puffbars må kun være tilsat smag af tobak eller mentol og må max indeholde 20 mg nikotin pr. ml. væske. Det betyder, at fx vapes med smag af frugt og slik, eller som har et højere indhold af nikotin, er ulovlige. Kan indeholde THC (cannabis) og andre ulovlige stoffer. Det kan være sværere for brugerne at vide, hvor meget nikotin, de udsættes for, da indholdet kan variere, og de ikke altid har samme føling med mængden af deres forbrug, som cigaretrygere som regel har.

Opvarmet tobak: Kaldes også ”heated tobacco” eller ”heat-sticks”. Består af nikotinholdige tobakspinde med smag samt en tilhørende elektronisk opvarmningskilde. Tobakken opvarmes og røgen inhaleres.

Andre nye produkter: Der dukker løbende nye tobaks- og nikotinpodukter op. Selvom de ofte ikke er tilladt ifølge de danske regler – og ikke er udbredt i Danmark – er de udtryk for en omfattende produktudvikling. Der er fx set nikotinstrips, nikotintandsstikker og vapes, som både kan bruges til gaming og til at inhalere nikotin. Produkterne appellerer ofte til børn og unge, og er udviklet til at være nemme at skjule for forældre og lærere.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder helt undgår at ryge og bruge andre nikotinprodukter, hvis de er gravide eller ammer, samt at de undgår at blive udsat for tobaksrøg fra andre gennem passiv rygning. Receptpligtig rygestopmedicin, som normalt anbefales til personer, der ønsker at stoppe med at ryge, anbefales ikke til gravide, der ryger, mens nikotinsubstitution kan overvejes i samråd med en læge ved svær afhængighed.

Kilder: Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen


Social skævvridning

Ifølge Bendixen et al. i studiet: “Inequality in smoking and related risk factors for smoking in expectant mothers – a nationwide Danish register-based study” er der en høj grad af social skævvridning i, hvem der ryger blandt danske gravide. De gravide, der ryger mest er:

  • De helt unge
  • Dem med kort uddannelse
  • Dem, der bor alene
  • Dem, der har psykiatriske udfordringer

Det bakkes op af den helt nye undersøgelse ’Sundhedsprofil for gravide i Danmark’, der også afdækker betydelige sociodemografiske forskelle blandt gravide.

Undersøgelsen, der er baseret på data indsamlet på seks fødeafdelinger i tre regioner og registeroplysninger fra hele landet viser fx, at næsten hver femte (18,4 procent) blandt kvinder med grundskole som højest fuldførte uddannelsesniveau ryger i den første del af graviditeten, mens det stort set er usædvanligt blandt kvinder med en lang videregående uddannelse.


Her kan du henvise gravide til

’Sundhedsprofil for gravide i Danmark’ viser, at blandt de gravide, der røg eller anvendte andre nikotinprodukter, ønskede knapt hver tredje hjælp til rygestop.

Stoplinien er et nationalt, gratis rådgivningstilbud til ryge- og nikotinstop.

Du kan henvise borgeren direkte til Stoplinien via ” sikker mail” med borgerens navn og nummer, og Stoplinien vil ringe borgeren op inden for 1-3 hverdage.

Du kan også henvise gravide og/eller partnere til selv at kontakte Stoplinien ved at ringe på 80 31 31 31. Åbningstiderne er mandag-torsdag kl. 10-20, og fredag kl. 10-16.

De kan også sende en SMS med teksten ’Gravid’ til 1231, så ringer Stoplinien tilbage inden for 1-3 hverdage.

Stoplinien kan også henvise til kommunale stoptilbud.


Graviditetsmappen

I graviditetsmappen, der indfases i 2026 som en digital løsning, der erstatter både svangerskabsjournalen og papirvandrejournalen, vil der fremover blive spurgt ind til den gravides brug af tobak, nikotin og andet nikotin.

Andet nikotin produkt er i den sammenhæng: Nikotinposer, nikotintyggegummi, vandpibe, tyggetobak, e-cigaret.  



6 gode råd

Til dig, der sidder i jordemoderkonsultation, kommer her en række gode råd fra projektleder på Stoplinien Maria Trærup

1

Husk at nævne både rygning og nikotin, når du spørger de gravide om deres forbrug. Der er en generation af dem, der bliver gravide lige nu, der vil svare helt klart nej til at de ryger, men som bruger nikotinprodukter. Så vær grundig i din afsøgning. Se også boksen andetsteds her i temaet om ’Graviditetsmappen’.

2

Langt de fleste rygere/nikotinbrugere er godt klar over, at det ikke er godt at ryge, når man er gravid. Nogle bruger andre nikotinprodukter, fordi de tænker, at det er mindre skadeligt for fosteret. Så der kan der være brug for oplysning, om at også nikotinprodukter er skadelige.

3

Overvej at spørge, om de gravide har røget / brugt et nikotinprodukt inden for det sidste år. En del af dem, der svarer klokkeklart ’nej’, når man spørger om de ryger eller bruger et nikotinprodukt, er måske lige stoppet i forbindelse med graviditeten. Særligt som gravid vil man allerhelst kunne svare nej, også selvom man stoppede i sidste uge. Men selv med de bedste intentioner, er de måske stadig fysisk afhængige, og er dermed i ret stor risiko for at falde i igen.

4

Der er meget skam og skyld forbundet med at være gravid ryger eller bruger af fx vapes eller snus. Det kan derfor være en enormt stor barriere at skulle møde op til et fysisk rygestopkursus. Det kan derfor være en god idé at informere om, at Stoplinien har et tilbud om individuel telefonisk rådgivning til gravide, så man kan få hjælp anonymt.

5

Oplys om, at man ved, at der er større sandsynlighed for at få succes med et rygestop, hvis man får hjælp i processen. Og henvis dernæst den gravide til Stoplinien eller et tilbud i hendes kommune. Som sundhedsprofessionel er du altid velkommen til at orientere dig hos Stoplinien, der har overblik over stoptilbuddene i dine optagekommuner.

6

Betryg den gravide nikotinbruger/ryger i, at langt de fleste skal forsøge at stoppe flere gange, før det lykkes. Det er helt normalt. Man får erfaringer med sig hver gang, i forhold til hvad der fungerede, hvilke redskaber man brugte, og hvad der gik galt. Anerkend enhver succes, der var i et tidligere forsøg – det skal ikke ses som et nederlag.