Det første nej i en forhandling får mange kvinder til at stejle, påstår forfatteren til den nye bog om kvinder og lønforhandling. Kvinderne tager det nemlig for pålydende!
– Og det er synd, for nej betyder bestemt ikke altid nej. Det første nej er bare indledningen på forhandlingen, ikke en afslutning, lyder erfaringen fra en anden Solveig, nemlig Solveig Dein Kjeldgaard, kredsformand for bioanalytikerne i Vejle Amt. Solveig Dein Kjeldgaard sammenligner lønforhandlingsteknikkerne med de forhandlingsteknikker, man bruger over for sine teenagebørn – du må give dig lidt, men du vil også have noget igen!
– Det er klart, at mange kvinder har svært ved at stille krav. Dem, der har det sværest, er måske de stille piger. De er ikke vant til at bruge de store armbevægelser. De snakker hellere om deres utilfredshed i krogene frem for at gå direkte til rette vedkommende. Sådan er kulturen ofte på en kvindearbejdsplads. Nogle lever lidt efter devisen "Jamen alle kan vel SE, at jeg er en god medarbejder..". Det andet vi ofte hører er, at "vi laver jo alle sammen det samme", men det er efter min mening en forkert strategi. Der ER jo forskelle, det har der altid været, vi har bare tidligere accepteret, at ældste kvinde også fik den højeste løn, og det er slut nu. Men "ny løn" kræver fuld åbenhed, hvis det skal bruges som fælles løftestang. I min afdeling giver du brød til kaffe, når du er indstillet og har fået det tillæg, du ønskede, og det er mit ønske, at lønpolitikken bliver en del af personalpolitikken og afdelingens målsætning.
På Vejle Sygehus på Klinisk Immunologisk Afdeling rykker bioanalytikernes egne evner til at stille løn-krav i øvrigt helt ind på livet af dem fra i år når medarbejderudviklings- og MUS-samtalerne, om kompetenceudvikling kobles sammen med, at man også skal tale om løn. Det er ikke en egentlig lønforhandling, for den ligger stadig hos kredsen, men kollegaerne skal på det forberedende skema til MUS-samtalen også tage stilling til løn-udvikling, og derfor kommer emnet også på bordet under samtalen mellem leder og bioanalytiker.
– Kompetence og løn kobles sammen, det er naturligt, siger Solveig Dein Kjeldgard, og det er vedtaget i vores LSU, at sådan skal det være.
Men det er også i den situation ekstra vigtigt, at de stille kvinder får sagt noget, og hvad det angår, så er Solveig Dein Kjeldgaard optimist:
– Hidtil er det jo gået rigtigt godt, når det handler om at tale udvikling, kurser og så videre. Dér har kollegaerne ingen problemer, og jeg håber det bliver lige så naturligt for dem at stille lønkrav – og at være godt forberedte. Faktisk har vi som organisation fået tilbagemeldinger fra vores modpart, der lyder: Dbio (Danske Bioanalytikere) ved hvad det drejer sig om og er altid godt forberedt, og det er, fordi vi har sat os grundigt ind i, hvad Ny Løn betyder.
Nej betyder ikke altid nej
Tillæg til artiklen “Her må gerne mases”