Mød foreningens nye direktør

Jordemoderforeningens nyansatte direktør er klar til at føre Jordemoderforeningen gennem sundhedsreform, overenskomstforhandlinger og implementere foreningens nye strategi.

Kirsten Marie Kristensen, direktør

Direktør i Jordemoderforeningen Kirsten Marie Kristensen


Jordemoderforeningens nye direktør Kirsten Marie Kristensen er kommet til en markant mindre organisation, efter at hun i oktober skiftede fra Djøf til Jordemoderforeningen.

Det er der både fordele og ulemper ved, konstaterer hun, efter snart en måned i sin nye stilling.

”Mit første indtryk af jordemødre er, at de er et direkte, ligefremt og meget empatisk folkefærd. De arbejder i et lille fag, og man mærker tydeligt deres stærke fælles identitet, når man kommer udefra. Det ser jeg mange fordele i. På den anden side er udfordringen ved at være så lille en forening, at vi ikke har mange stordriftsfordele. Så vi skal virkelig være bevidste om, hvad der har værdi for medlemmerne. Hvad er nice to, og hvad er need to, når vi beslutter os for nye tiltag og medlemstilbud eller tager beslutninger om, hvilke offentlige debatter vi skal engagere os i,” siger hun om sit første indtryk af jordemødre og Jordemoderforeningen.

De første store opgaver

Kirsten Marie Kristens første store opgave har været arbejdet med foreningens netop afholdte kongres. På den anden side af den, ser hun frem til at implementere Jordemoderforeningens nye strategi – blandt andet i forbindelse med arbejdet med den nye sundhedsreform.

”Sundhedsreformen kommer til at fylde meget i det nye år. Vi skal i dialog med en lang række aktører i form af både kommunal-, regionsråds- og folketingspolitikere. Der er meget, der skal falde på plads i forbindelse med så omfattende en reform. Og så er der jo snart en ny overenskomstforhandling, der skal lande godt for jordemødrene. Alt i alt ser jeg frem til at få lov til at bidrage til, at jordemødre har gode vilkår og til at være med til at udbrede viden om, at jordemødre kan bidrage bredt i sundhedsvæsnet,” siger Kirsten Marie Kristensen.

Baggrund

Kirsten Marie Kristensen kommer fra en stilling som afdelingschef for marketing, kommunikation og politik i Djøf, hvor hun som leder for 33 medarbejdere har haft ansvar for at skabe større synlighed og værdi for organisationens medlemmer. Af uddannelse er Kirsten Marie Kristensen kandidat i politisk kommunikation og ledelse fra CBS. Privat er hun gift med Niels Valdemar, der forsker i ret og religion. Sammen har de tre piger på 13, 10 og 6 år.

”De hedder alle tre Marie til mellemnavn, ligesom min mor og jeg gør. Det startede, fordi de havde fået min mands efternavn, som jeg syntes var lidt mere spændende end mit eget Kristensen. Og så skulle de også have noget fra min side. Men da vi nåede til nummer tre, begyndte det at føles lidt, som om jeg havde storhedsvanvid, når jeg opkaldte alle mine børn efter mig selv. Men på den anden side kunne vi ikke rigtigt stoppe efter nummer to, så nu hedder de det alle tre,” konstaterer hun med et grin.