Mit håndværk: “I rebozo går alle mine interesser op i en højere enhed”

“Min fascination af rebozo begyndte i 2006, da jeg deltog på et heldagsseminar i Tyskland med en mexicansk jordemoder. Jeg blev fuldstændig tryllebundet af hende og elskede rebozo med det samme. Jeg har været udvekslingsstuderende i Colombia, jeg kendte det spanske sprog og latinamerikansk kultur og har danset meget fx samba. Og det, at man her kunne noget helt særligt med bevægelse i forhold til fødsler, fik mig til at føle, at alle mine interesser pludselig gik op i en højere enhed.

Jeg kunne mærke, at jeg bare måtte til Mexico og lære mere. Så jeg tog over og arbejdede sammen med en jordemoder i en måned i slutningen af min studietid. Og så kom jeg igen i 2013 og 2014, hvor jeg brugte ferier og tog orlov og var der op til et halvt år ad gangen.

En overlæge sagde på et tidspunkt til mig, at der ingen forskning er, der viser, at rebozo virker, og at det ville være svært at lave, men hvis jeg ville gøre noget selv, så skulle jeg samle mine egne optegnelser. Det har jeg gjort siden, så jeg nu har optegnelser fra 120 af mine rebozoforløb. Når jeg kigger efter mønstre i dem, kan jeg se, at det kan virke effektivt ved PROM, vesvækkelse og lang latensfase. Når caput står uhensigtsmæssigt eller ikke trænger ned, kan det også hjælpe. Og så kan det noget som afspænding og smertelindring.”

Efterfødselsbehandling: En anden brug af rebozoen

Rebozoen bruges generelt med det formål at skabe velvære og afspænding. Til efterfødselsbehandling er fokus derudover ’lukning af kroppen’ efter den graviditet og fødsel, hvor kvinden har åbnet sig for barnet. Det er en fysisk lukning med rebozoens hjælp langs specifikke punkter på kroppen, men også en spirituel og psykisk lukning.

“Mange jordemødre kender efterhånden til rebozo, men brugen af rebozo til efterfødselsbehandling er stadig nyt for nogle. Det er en lidt højtidelig ceremoni på to til tre timer, hvor man hjælper kvinden til at stoppe op og mærke, hvor stort det, der lige er sket, er. Hvor man dvæler ved at være glad og taknemmelig. Og hvor man gør kvinden opmærksom på, hvor fantastisk og sejt det er, det hun lige har præsteret,” fortæller Laura Sparholt Dyrlund.

Efterfødsels-rebozobehandlingen er stadig mest udbredt i Mexico, hvor Laura Sparholt Dyrlund har deltaget i behandlingen mange gange, men hun begynder også at opleve, at danske kvinder får efterfødesels-rebozo i privat regi.

“Vi har på SUH Roskilde for nylig drøftet, om og i så fald hvordan vi kan implementere ’lukning med rebozo’ på barselsgangen. Det kunne være en fantastisk måde at skabe ro og grounding for de nybagte mødre, og forhåbentlig kunne det også have en positiv effekt på ammeetableringen.”

Kommentarer til tegningen:

1

Efterfødselsbehandling med rebozo kan udføres, når blødningen efter fødslen er ophørt. Behandlingen starter med, at kvinden ligger på maven. Jordemoderen lægger en hånd på kvindens skulder og én over lænden. Der bliver ro i rummet. Den blide berøring gør, at kvinden kommer ned i kroppen og hjælper hende med at være til stede i nuet.

2

Kvinden får helkropsmassage med olie, som regel af flere jordemødre på samme tid. Der afsluttes med cupping på ryggen. Det fremmer blodtilførslen og afslapper musklerne, og immunforsvaret menes at blive styrket. Ved hjælp af kopperne skabes et vakuum, som virker ligesom dybdegående massage.

3

Kvinden ligger på ryggen. Jordemoderen lægger en rolig hånd på kvindens hoved og bryst. Jordemoderen fortæller kvinden, hvor stærk hendes krop er og takker den for dens pragtpræstation. Det unikke ved netop denne kvinde italesættes og værdsættes. Gud takkes også. Der gives rum og tid til fordybelse i dette øjeblik og plads til taknemmelighed.

4

Rebozoen strammes nænsomt til det tryk, som er det rette for kvinden, for derefter at løsnes blidt. Dette gøres på specifikke punkter på kroppen i nogle minutter hvert sted. Man starter ved hovedet og bevæger sig ned til fødderne og tilbage igen. Roligt og koordineret arbejder to jordemødre sammen i stilhed. Kvinden kommer i en tilstand af dyb afspænding og kan falde i søvn. Nogle kvinder beskriver ’lukningen’ som en omfavnelse, andre som en hjælp til restitution. Især ved ’lukning’ omkring bækkenet, kan der komme følelsesmæssige reaktioner som reaktion på fødslen.

5

Rebozoen trækkes blidt hen over kvindens krop fra hovedet og ned til fødderne, hvorefter den rystes et par gange i luften, væk fra kvinden. En form for renselse, kalder de traditionelle mexicanske jordemødre det.

6

Kvinden sætter eller lægger sig behageligt til rette i et varmt badekar fuld af urter. Der anvendes ca. 10 forskellige urter afhængig af behov og tilgængelighed. Der risles vand ned over kvindens krop, hvis hun ønsker det. Som alternativt kan Temazcal, som er et specielt dampbad, bruges. Der synges nogle gange en sang eller flere, der styrker kvinden i hendes tro på, at hun bliver en god mor, er stærk og at hun kan, hvad hun vil.

7

Kvinden pakkes til sidst ind i tæpper, så hun sveder, og hviler varmt og trygt en rum tid, indtil mor og barn genforenes til en tår.