De fleste på min alder har prøvet fuldstændigt ude af det blå at tapsvede. Da det begyndte, tænkte jeg – lidt friskt måske: “Hvor er det interessant at mærke, at kroppen nu går ind i en ny fase.” Enhver, der har været hårdt ramt, kan nok deraf regne ud, at det var jeg på ingen måde …
Men uanset, om man rammes hårdt af symptomer eller ej, er overgangsalderen endnu en tidligere uudtalt fælles overgang, som kun kvinder har glæde af. Et fænomen som har været omgivet af en tavs fælles forståelse. Denne tavshed virker dog til at blive brudt i disse år. Der bliver skrevet bøger af kendte, podcasts om emnet myldrer frem, og vores gode Birgitte Nyborg-karakter har hedeture i silkebluserne.
Det er alt sammen med til, at det som før måske var skjult, pinligt, flovt nu bevæger sig hen imod en forståelse også blandt vores medmennesker, der ikke er kvinder. Det er et skridt på vejen, men er vi nået så langt, at også arbejdslivet rummer en forståelse for de udfordringer, som overgangsalderen giver for nogle kvinder? Nok næppe.
Det har taget mange og lange kampe at få en anerkendelse af, hvordan det er muligt at være gravid og en del af det danske arbejdsmarked, og ikke at blive diskrimineret af den grund – og vi er endnu ikke helt i mål. Graviditet er en overgang, og kvinden kommer ofte stærk og styrket tilbage på arbejdsmarkedet igen. Men den overgang, som kommer senere i livet, som ikke er så tydelig afgrænset, og som præger og belaster så utroligt forskelligt, den er er der nok begrænset forståelse for.
Det bør vi kunne gøre meget bedre, men hvordan? Det har vi brug for at tale om. Også i jordemoderverdenen og i Jordemoderforeningen.
Vi sætter i dette nummer fokus på både det fysiologiske ved overgangsalderen – hvad er det der sker i kroppen, når vi i den lette ende mærker sveden piple, men også kan blive plaget af ledsmerter, søvnbesvær mm. Og så fortæller vi om, at et land som England længe har haft øje for, hvordan arbejdsgiverne kan tage hensyn til kvinder i overgangsalderen – med lavere sygefravær til følge.
Lad mig afslutningsvist opfordre til, at vi fortsat nikker forstående til vores kvindelige kollega, der er midt i en hedetur, men lad os også udvide dette uudtalte kvindefællesskab til at tale højt om tingene – med kolleger, vores læge og leder. Sådan som Stina gør det i dette blads tema. Sideløbende må vi i fagforeningsregi undersøge mulighederne for at skabe bedre rammer for alle medarbejdere i alle faser af livet.