Leder: Jordemødre kan forske! Hvad er så næste skridt?

Lis Munk

Foto: Claus Boesen

I maj måned var Jordemoderforeningen vært for den største nordiske jordemoderkongres hidtil. Vi havde modtaget overvældende mange kvalificerede abstracts, og denne vigtige milepæl blev efterfulgt af rekordmange deltagere. Der var en suveræn stemning på kongressen, forrygende keynote speakere satte dagsordenen for i dag og fremtiden, og det er min opfattelse, at kongressens deltagere gik berigede, opløftede og engagerede hjem.

Sådan havde jeg det også selv: Jeg har været til nordiske og internationale kongresser igennem de sidste 20 år, og det er altid berigende og opløftende at bevidne, at flere og flere jordemødre forsker på et mere og mere avanceret niveau. Jordemødre kan forske, det hersker der ikke længere tvivl om! Men vejen til jordemoderforskning er ikke let, for meget, jordemødre arbejder med, er sundhedsfremme og forebyggelse og ikke decideret behandling. Ikke at noget forskning er let, men det er alt andet lige lettere at lave forskning på behandling end på det langsigtede sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. Og derudover bliver der jo beviseligt lavet mindre forskning i kvinder og kvindesygdomme. Vi bør derfor være stolte af det, vi opnår, når oddsene er så hårde. Og den stolthed emmede NJF af. Det var fantastisk at være en del af! Men for at komme endnu et skridt videre herfra, skal vi holde fokus på de udfordringer, der også er: Vi oplever nemlig store udfordringer med implementeringen af jordemoderdrevet forskning i disse år. Jordemødre er i stigende grad med til at vise effekt af det forebyggende arbejde, men når der skal vælges, så bliver det oftere behandlingen end forebyggelsen, der prioriteres. Det kan handle om mange ting: Tradition, synlige resultater og det medicinske hierarki. Men alle de barrierer må og skal vi kæmpe imod som jordemødre. For hvad er forskning værd, hvis den ikke kommer ud og gavne patienterne?

Jeg vil dog slutte med at fremhæve en positiv ting, der peger i den rigtige retning: Der er fra politisk side en øget opmærksomhed på kvindesundhed og – sygdomme og på, at der helt enkelt ikke forskes nok i disse emner. Der er derfor på tværs af politikere, erhvervsliv, investorer og organisationer etableret Alliancen for kvindesundhed. Her vil Jordemoderforeningen også være aktiv! Sammen skal vi arbejde for, at implementering skal gå hånd i hånd med forskning og udvikling også af det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. På den måde vil vi i fremtiden kunne fortælle flere og flere historier om, hvordan implementeringen af jordemoderdrevet forskning gjorde en forskel.