I 2025 udkom TV2 med intet mindre end fem udsendelsesrækker, der viser, hvordan det er at være jordemoder. Det er kolleger fra hhv. hjemmefødselsordningen Sjælland, Herlev, Aalborg, Gødstrup og Aabenraa, der stiller sig frem og fortæller om det helt særlige – men også krævende – arbejde som jordemoder.
Jeg blev oprigtigt rørt over tvudsendelserne, da jeg så dem. I deltagende jordemødre sætter så fine og præcise ord på den kundskab som dygtige, kompetente jordemødre hver dag sikrer i Danmarks svangreomsorg. Tak for det! Og jordemoderfaget er fantastisk, men det fantastiske kan også nuanceres, og der er jo også – ved vi alle – hårde dage og perioder. Som en tidligere kollega engang sagde til mig: ’Når jeg kommer hjem fra en aftenvagt, har jeg givet så meget omsorg, at der ikke er mere tilbage – og så sidder min mand der og forventer, at der også er noget til ham.’
Også denne vinkel viser udsendelserne. De medvirkende jordemødre fortæller, hvad det at give så meget af sig selv kan have af bagside. Samtidig bringes den overvejelse op, at hvis man ikke længere kan mærke det fantastiske ved arbejdet, så giver det måske slet ikke mening at være jordemoder længere.
Christina Prinds uddyber i Aabenraa- udsendelserne som forsker, hvad jordemoderarbejdets facetter på godt og ondt gør ved et arbejdsliv, hvorfor vi kan holde til det, hvornår det udfordrer, og hvilke rammer og vilkår der er nødvendige, for at faget kan blive ved med at give mening for dem, der arbejder i det.
Den vinkel har det været interessant for mig at få foldet ud i disse dage, hvor vi netop i Jordemoderforeningen er ved at lægge sidste hånd på en gentagelse af den dimittendundersøgelse, som vi første gang udførte i 2021. Dengang viste den, at en tredjedel af alle jordemødre fravalgte fødegangsarbejdet allerede efter cirka tre år. Det ser ud til, at det stadig er tilfældet.
Begrundelsen blandt jordemødrene, der stopper, er, at arbejdsforholdene er for belastende. Weekend- og vagtarbejde, når andre har fri, slider. Samtidig er der mange steder for travlt i vagterne.
Vi har et fag, som mange vil mene beskæftiger sig med noget af det vigtigste i livet. Men især blandt beslutningstagerne mangler der viden og forståelse for, hvordan dette fine fag kan slide på medarbejderne. Derfor vil jeg med dimittendundersøgelsen i hånden i den kommende tid tage diskussionen med politikere og andre beslutningstagere om, hvordan vi får vilkår, så flere jordemødre kan se sig selv i det vigtige fødegangsarbejde i længere tid end tre år. Det vil gavne alle – både jordemødre, men bestemt også kvinderne og familierne og samfundet, der har investeret i at uddanne jordemødrene. Første skridt bliver at have opmærksomhed på dette i de igangværende overenskomstforhandlinger.