“Leas tilgang er, at hvis et problem ikke løser sig lige med det samme, må man kæmpe videre og kæmpe hårdere”

Titlen som ’En stjernekollega’ går denne gang til Lea B. V. Jakobsen, der er jordemoder og netop afgået tillidsrepræsentant på Regionshospital Nordjylland, Hjørring. Hun er nomineret af sin jordemoderkollega Mette Hejslet.

Jordemoder Lea Jakobsen

Jordemoder Lea Jakobsen



Fra Mette

• Hvorfor har du valgt at nominere Lea?

Lea har været vores tillidsrepræsentant (TR) gennem mange år her i Hjørring. Og hun har virkelig været engageret og kæmpet for os.

Hun har arbejdet på et overordnet politisk plan for alle os jordemødre, men også på det nære plan i enkeltsager. Hun går all in for alle og alt. Hun har en evne til at opholde sig i det krydsfelt, hvor to parter ikke nødvendigvis vil det samme. Der står hun stærkt, stålfast og urokkeligt.

Samtidig er det tydeligt, at hun også brænder for de fødende. Som jordemoder i vores tidligere distriktsjordemoderordning (svarende til Kendt Jordemoderordning andre steder, red.) har hun meget tydeligt kæmpet for ’sine’ fødende, kendt dem og taget sig af dem. Hendes holdning virker til altid at være: ”Det skal kunne lade sig gøre! Det finder vi ud af, jeg taler lige med en læge, så finder vi en løsning!” Og så mener, hun, at tingene hænger sammen: Jordemødrene skal have det godt, så de fødende og faget har det godt.

• Kan du fortælle om en særlig situation med Lea, som du husker?

I en vagt på fødegangen forleden var der travlt og hektisk. Jeg tog imod en patient, da Lea kom ind til os på stuen. Jeg havde lige oplevet hende være helt skarp og meget effektivt ude i personalestuen, men så snart hun møder en patient, så kommer der en slags mildhed over hende. Hun har et kærligt og smilende væsen overfor de fødende, og jeg tror aldrig, at de tænker, at hun kunne være anderledes.

På den måde er hun en sjov blanding af at være virkelig hjertelig, sød, omsorgsfuld og kærlig, og samtidig at kunne kalde en spade for en spade. Hun kan være virkelig direkte og tydelig og sådan ’Bum-bum-bum’. Det er en kæmpe force, at man aldrig er i tvivl om, hvor man har hende, fordi hun er så klar og tydelig. Det er der meget tryghed i, synes jeg.

• Hvad kan vi andre lære af Lea?

Hun har en helt utrolig kampånd og tro på, at ting kan forandre sig og blive bedre, hvis man kæmper for det. Hendes tilgang er, at hvis et problem ikke løser sig lige med det samme, må man kæmpe videre og kæmpe hårdere. Lea har den meget klare holdning, at hvis noget ikke er, som det burde være, så skal vi kæmpe for at ændre det. Der er virkelig meget gnist og gejst i hende. Jeg tænker nogle gange: Gad vide, om alle ved, hvor meget hun har arbejdet for os som TR gennem årene? 

Fra Lea

• Hvad betyder det for dig, at din kollega har valgt at hylde dig som en stjernekollega?

Jeg blev virkelig glad over, at hun indstillede mig som tillidsrepræsentant, for det er ikke alle, der ved eller ser, hvad vi som TR’er gør for dem. Når Mette siger, at jeg går all in for alle og alt, betyder det virkelig noget. Det varmer meget.


Jordemoderforeningen efterlyser jordemødre over hele landet, som gør og kan noget særligt. Vaskeægte stjernekolleger.
Du kan nominere en kollega på lot@jordemoderforeningen.dk