Mere end 85% af alle førstegangsfødende får en bristning i forbindelse med fødslen1 og omkring 40% oplever en grad 2 bristning.2 Trods det høje antal betragtes grad 2 bristninger ofte som en relativt ukompliceret del af en vaginal fødsel. I klinisk praksis er fokus rettet mod korrekt suturering og kortvarig smertelindring. Opfølgning på helingsprocessen og sårkomplikation, sårinfektion og suturskred har haft mindre fokus. Ifølge et dansk forskningsstudie af Ditte Gommesen, ses suturskred hos op mod 20% af alle kvinder med grad 2 bristninger og skyldes oftest en underliggende infektion.3
17 kvinder med suturskred i nyt studie
Suturskred kan have store psykologiske, fysiologiske og sociale konsekvenser for kvinden og familien, hvis det ikke bliver opdaget og behandlet.4–6 Et nyt dansk kvalitativt forskningsstudie ’Women´s experiences of wound dehiscence of a second-degree perineal tear and choice of treatment in Denmark: A qualitative interview study’7 giver indsigt i danske kvinders oplevelser, når helingen ikke forløber som forventet.
Studiet bygger på semistrukturerede individuelle interviews med 17 kvinder fra bristningsklinikkerne på Rigshospitalet og Herlev Gentofte Hospital, som oplevede suturskred efter en grad 2 bristning eller episiotomi. Kvinderne blev interviewet to måneder efter deres fødsel for at belyse deres valg af behandling, samt oplevelser af hvorvidt deres suturskred påvirkede deres daglige liv og aktiviteter. Interviewene blev transskriberet og efterfølgende analyseret ved brug af refleksiv tematisk analyse (Braun and Clarke8), hvor meningsbærende temaer og undertemaer blev dannet.
Intense smerter
Et centralt fund er, at kvinderne oplevede intense smerter, som fyldte for alle kvinderne fra tidspunktet lige efter fødslen, og for nogle, helt op til flere uger post partum. Flere kvinder beskrev, hvordan smerterne tiltog i tiden efter fødslen, og i betydelig grad påvirkede deres daglige aktiviteter. Almindelige aktiviteter som at sidde, gå eller amme blev forbundet med ubehag, og nogle kvinder stoppede med at amme grundet smerterne. En deltager beskrev det således:
“Jeg ammer hende ikke mere […]. Jamen, måske netop fordi, … nu bliver jeg helt berørt (græder). […] Altså ja, så er det svært at få det til at lykkes, hvis man har rigtig ondt, ikke?”
Selvom kvinderne forventede ømhed efter fødslen og suturering, undrede kvinderne sig alligevel over, om noget var galt. Samtidig oplevede kvinderne, at de ikke havde tid til at bekymre sig om deres egen krop, fordi deres baby krævede al opmærksomheden. En deltager beskrev det således:
“Kan jeg godt få noget mere smertestillende og kan, må jeg ikke også godt få et, hvad hedder de nu? Isbind, og fordi jeg var bare sådan, jeg har virkelig ondt […] Og jeg synes faktisk også, det handlede – og det er jo ikke en dårlig ting – men det handlede meget om hende, altså vores baby, at hun ammede, at hun tog på, og der var mit fokus jo også.”
Frygten for et ødelagt underliv
Inden kvindernes opfølgning i bristningsklinikkerne var de nervøse og prøvede at finde på grunde til at undgå besøget, da de ikke kunne overskue at blive fysisk rørt, hvor de var så utroligt ømme. Flere af kvinderne fortalte, at de var bange for, at deres underliv var ødelagt, fordi de havde på fornemmelsen, at der var noget galt, men de vidste ikke, hvad det var. En deltager beskrev det således:
”[…] jeg tror mere, at det er den der, ja, at vise noget, der bare måske er helt godnat, og også den der, jo tror det måske, også det der med at nu var der en, der skulle se det for alvor, ikke? Så kommer dommen. Jeg havde jo en fornemmelse af, at den var helt gal (griner), det må jeg ærligt indrømme.”
Da kvinderne fik beskeden om suturskred, blev det oplevet som en krise, at deres underliv ikke var ”intakt”. De var bange og beskrev, at deres frygt var blevet til virkelighed. De tænkte på, om de nogensinde ville blive normale igen, og om nogen ville kunne lidt dem igen. Kvinderne bebrejdede sig selv med tanker som: ”Har jeg bevæget mig for meget? Har jeg været I bad for meget? Er det min skyld, at jeg har fået en infektion?”
En ensom beslutning
Kvinderne skulle alle træffe et valg mellem konservativ behandling og resuturering, og for mange var det en svær og ensom beslutning. Nogle kvinder fik en klar anbefaling, mens andre oplevede, at valget var op til den enkelte, hvilket føltes overvældende og ensomt. Flere af kvinderne stolede på de sundhedsprofessionelle og spurgte ”Hvad ville du gøre?” for at fornemme, hvilken behandling de skulle vælge. En deltager beskriver det således:
”Det havde været nemmere for mig, hvis de bare havde sagt: Det er gået op, men det heler selv fint, eller det er gået op, du skal syes, for at det heler pænest, ikke? Så havde det været nemt, at der bare var nogen, der kunne fortælle, hvad, hvad ville være bedst, ikke?”
Kvinderne, der valgte konservativ behandling, var glade og følte en øjeblikkelig lettelse over ikke at skulle resutureres, og at ingen skulle røre dem, hvor de allerede var så ømme. For nogle var den primære suturering meget present, og de kunne ikke overskue tanken om at gå igennem det igen.
Kvinderne, der valgte resuturering, oplevede det som en forfærdelig situation, og de havde bestemt ikke lyst til at blive rørt mere ved, og de var bange for, at det ville sætte deres helingsprocess tilbage. Nogle oplevede, at det var smertefuldt at blive bedøvet og resutureret, og beskrev det som 100 gange værre end primær suturering. Smerterne efter resuturering oplevedes dog forskelligt. Nogle havde en øjeblikkelig bedring, som de beskrev som ’totalt det værd’ mens en kvinde beskrev det som en ’Aha-oplevelse’, at hun nu vidste, hvordan en normal helingsproces skulle være. Andre havde stadig svært ved at sidde på stole og beskrev, at de følte sig lænket til sofaen eller sengen pga. smerterne.
Langtidskonsekvenser
To måneder post partum var alle kvinderne tilfredse med deres valg, og der var ingen, som fortrød deres behandling. Kvinderne beskrev dog, at suturskredet fortsat havde betydning for deres liv og aktiviteter. Flere var bange for at være ”for aktive” og for at såret skulle springe op igen. For nogle gik der fire uger efter fødslen, før de kunne gå mere end 100 meter, og for andre var det først fire uger efter fødslen, at de gik den første tur med barnevognen. En deltager beskriver det således:
”Når man sådan får et barn, så alle tænker jo, sådan: Ej, så skal vi ud at gå en tur med barnevognen, og så gik der jo lige pludselig ret lang tid, før det overhovedet kunne lade sig gøre.”
Genoptagelse af et sexliv fyldte også meget i kvindernes tanker. Nogle kvinder havde ikke lyst endnu pga. udmattelse eller ubehag fra suturskredet. Nogle prøvede at tage tilløb, og nogle beskrev, at de aldrig skulle have sex igen. Kvinderne var bekymret for smerter og for at føle sig unaturlig. Andre var bange for en reinfektion eller at være for slappe og ikke kunne føle noget. Mange ventede til deres 8-ugers undersøgelse for at få en form for godkendelse. Kvinderne havde også bekymringer om deres genitale body image. De var bange for, om deres vagina var ødelagt, og om den nogensinde kom til at se normal ud. En deltager beskriver det således:
”Ja, [bange] for at blive mig selv igen, ja. For at få et, et fungerende underliv faktisk […] og ja, det, så det betyder rigtig meget, at, at hun fungerer dernede (griner), ikke?”
Bekymringer for fremtidige fødsler og for at få et suturskred igen fyldte ligeledes en del. Enkelte kvinder ønskede at få viden om, hvorvidt de kunne få et kejsersnit næste gang. Når de tænkte tilbage på post partum forløbet, så beskrev de det som ’et mareridt’ og ’sindssygt hårdt’.
Konklusion
Dette studie understreger at suturskred tydeligt påvirker kvindernes tidlige post partum forløb, deres smerter, daglige liv, body image, seksuelle sundhed og transition til moderskabet. Der er brug for relevant smertelindring, tydelig beslutningsstøtte når det kommer til valget mellem resuturering og konservativ behandling, samt opmærksomhed på kvindernes ændrede body image og seksuelle sundhed efter en fødsel.
Implikationer for jordemoderfaglig praksis og 4 gode råd
- Det er vigtigt at prioritere god smertebehandling i efterfødselsperioden. Som jordemoder kan man gøre en forskel ved aktivt at spørge ind, følge op og sikre, at den barslende får relevant smertelindring med hjem. Smertebehandling handler om at skabe de bedste betingelser for heling, funktion og trivsel i en sårbar periode.
- Valget mellem konservativ behandling og resuturering kan være svært for kvinder, der både har ondt og er følelsesmæssigt pressede. Gør fordele og ulemper ved begge muligheder konkrete og forståelige. Undgå skjulte “faglige præferencer” og stræb efter konsistente, balancerede informationer.
- Ændringer i seksuel funktion og lyst er almindelige i op til ét år efter fødslen, det gælder også hos kvinder med grad 2 – 4 bristninger. Normalisér forandringerne, og åbn døren for, at seksualitet er en naturlig del af efterfødselssamtalen for mange kvinder vil gerne have mere viden om det.
- Efterfødselstiden handler ikke kun om fysisk heling, men også om identitet, forventninger og mentale ressourcer. Hjælp kvinden med at prioritere hvile, egenomsorg og realistiske forventninger i en periode, hvor kulturen ofte hylder hurtig “tilbagevenden” til normalitet.
Referencer
1. Albers L, Garcia J, Renfrew M, Mccandlish R, Elbourne D. Distribution of Genital Tract Trauma in Childbirth and Related Postnatal Pain. BIRTH. 1999;26. doi:10.1046/j.1523-536x.1999.00011.x
2. Samuelsson E, Ladfors L, Lindblom BG, Hagberg H. A prospective observational study on tears during vaginal delivery: occurrences and risk factors. Acta Obstet Gynecol Scand. 2002;81(1):44–9. doi:10.1046/J.0001-6349.2001.10182.X PubMed PMID: 11942886.
3. Gommesen D, Nohr EA, Drue HC, Qvist N, Rasch V. Obstetric perineal tears: risk factors, wound infection and dehiscence: a prospective cohort study. Arch Gynecol Obstet. 2019;300(1):67–77. doi:10.1007/s00404-019-05165-1 PubMed PMID: 31004221.
4. Lindberg I, Persson M, Nilsson M, Uustal E, Lindqvist M. “Taken by surprise” – Women’s experiences of the first eight weeks after a second degree perineal tear at childbirth. Midwifery. 2020;87:102748. doi:10.1016/j.midw.2020.102748 PubMed PMID: 32454376.
5. Kullab UB, Moestrup LV, Bergholt T, Klarskov N, Jangö H. Perineal resuturing versus conservative treatment for dehisced perineal wounds and episiotomies: a systematic review and meta-analysis. Int Urogynecol J. 2023 Dec 1;34(12):2859–66. doi:10.1007/S00192-023-05642-X PubMed PMID: 37740731.
6. Dudley LM, Kettle C, Ismail KMK. Secondary suturing compared to non-suturing for broken down perineal wounds following childbirth. Cochrane Database of Systematic Reviews. John Wiley and Sons Ltd; 2013. doi:10.1002/14651858.CD008977.pub2 PubMed PMID: 24065561.
7. Moestrup LV, Jangö H, Bergholt T, Klarskov N, Høgh S, Hegaard HK. Women’s experiences of wound dehiscence of a second-degree perineal tear and choice of treatment in Denmark: a qualitative interview study. BMJ Open. 2026 Jan;16(1):e103416. doi:10.1136/bmjopen-2025-103416 PubMed PMID: 41554582.
8. Braun V, Clarke V. Thematic Analysis. A practical guide. Maher A, Carter E, Patel S, Burrows Rachel, editors. London: SAGE Publications Ltd; 2022. 1–338 p.