Klummen: Jeg holder af fødegangen

Jeg holder af fødegangen
Mest af alt holder jeg af fødegangen
Den stille pulserende aktivitet mod det samme mål
og vejen derhen er alligevel aldrig helt kendt
Jordemødrene helt rolige og på samme tid årvågne og beredte

Veerne
Kvinders pusten på trappen
Kaffeduften
Mænd der vandrer op og ned ad gangene, sms’er, giver besked: intet nyt endnu

Jeg holder af fødegangen
Selv når den er travl og vild
Nætterne, der kan være lange og tunge
Telefonen, der atter kimer og melder at nye kvinder har brug for os
til støtte og hjælp
Vi trækker vejr – puster og gisper
Badekarret der fyldes og damper
En studerende som også vil være med
Hende på stue fire, der pludselig har brug for en jordemoder, netop som stue ni presser

Krøllede noter i lommen
ting, der skal huskes til journalen, hvad der skete klokken 3, 7 og 9
En banan og en halvkold kop te,
mens vi alle opdaterer anmeldelser, kvalitetsdatabase og FMK

Jeg holder af fødegangen
Forløsningen
blodet, sveden og tårerne
Fornemmelsen af lunt forstervand, der strømmer ned i mine sandaler
På alle fire, på siden og i fødekar
Kigger på klokken, tæller hjerteslag, 11-12-11
Palperer en ve, styrke 3 – måske 4 endda
Det trykker lidt på toppen
Giv slip!
… et nyt liv er på vej.

Jeg holder af fødegangen
Ikke i modsætning til konsultationen, barselgangen eller hjemmebesøg
Det samler alt sammen jordemodergerningen i et hele
Spændingen, forberedelsen og forventningen
og lettelsen bagefter med mælkefyldte bryster og tungt underliv
Men fødslen er dog det magiske
hvor jordemoderens kloge væsen intuitivt og for alvor sættes i spil
Her bliver mødre til – og kroppe forandret for altid
Lad livet begynde!
Og hvilken lykke det er at møde i hver eneste vagt
Sammen med kvinder i kvinders liv
til gentagelsen af babyskrål og fødsler som aldrig bliver ens

Jeg holder af fødegangen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af fødegangen
Jeg holder fantastisk meget af fødegangen

Ann-Birgitte Havelund Nielsen er afdelingsjordemoder på fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital, Skejby. 

Ann-Birgitte har ladet sig inspirere af Dan Turell i denne hyldest til hverdagen …. på fødegangen