Karriereveje: Som klinisk it-konsulent hjælper Line andre jordemødre

Line Bojesen

Line Bojesen

Alder?
42

Uddannelsesår?
2011

Pluk fra CV’et?
Fødegangsjordemoder på Herlev og Hvidovre Hospital 2011-2017

Nuværende stilling?
Klinisk it-konsulent i Region Hovedstadens Center for IT og Medicoteknologi

Hvad er det bedste ved dit job?
At være i krydsfelt mellem klinik og teknik er vildt fedt. Jeg er bindeled mellem Sundhedsplatformen og klinikken, og det er enormt givende, når man er kliniker i hjertet, men samtidig har en teknisk og nørdet side. Jeg får mulighed for at hjælpe brugerne, som er mine tidligere kolleger, så it-systemerne arbejder med og ikke mod dem. Og så er det et job, hvor der virkelig ikke er to dage, der er ens, så det er svært at kede sig.

Hvad bruger du af din jordemoderfaglighed i dagligdagen?
Jeg ved, hvad klinikerne står med ude på afdelingerne, jeg har kender deres arbejdsgange og har journalført rigtigt meget selv. Jeg taler deres sprog. Samtidig tror jeg også, at det er en del af min jordemoderfaglighed at være god til at have mange bolde i luften og have et godt overblik.

Savner du nogensinde fødslerne? Jeg savner ikke arbejdslivet med skiftende vagter, men jeg kan af og til savne det, at en vagt kunne være akut, hektisk, vild og forløsende – alt sammen på under 8 timer.

Kl. 07.45

Møder ind på kontoret, tjekker mails og gør klar til møde.

Kl. 08.00

Møde med en OP- og anæstesiafdeling på Rigshospitalet. De ønsker sig en velkomststander til opvågningen, så patienterne selv kan tjekke sig ind med deres Sundhedskort. Det kræver en analyse af kalenderbehov, hvilke besøgstyper de skal bruge, og hvordan standeren skal konfigureres, så den opfylder afdelingens behov.

På vej tilbage til kontoret møder jeg en kliniker, som skal have hjælp til en at rette en kalender i Sundhedsplatformen (SP). Vi aftaler at ringes ved i morgen – jeg kan hjælpe hende via telefon og skærmovertagelse.

Kl. 09.30

Alle mine klinisk it-konsulentkolleger mødes til vidensdeling om sager og aktuelle implementeringsprojekter, vi er en del af. Vi får bl.a. intro til Fremtidens ambulatorium, som er en af de aktuelle indsatser i SP.

Kl. 11.00

Jeg færdiggør implementeringsmateriale til Barnets Profil, som er en ny navigator i SP, hvor personalet kan dokumentere vigtige informationer om det enkelte barn ifm. procedurer og indlæggelser, herunder præferencer, interesser og ønsker mm.

Kl. 12.00

Frokost

Kl. 12.30

Jeg arbejder videre på en SP-kvikfilm til digital uddannelse af sygeplejersker. Filmen skal speakes, optages, sammensættes og tekstes. Det er en spændende proces og dejligt teknisk.

Kl. 15.30

På vej hjem i toget læser jeg op på undervisningsmaterialet til jordemoderstuderende. I morgen skal jeg og mine kollegaer undervise 2. semesterstuderende i SP, og det plejer at være rigtig hyggeligt.