Jordemødre i Nepal organiserer sig

Nepalesiske jordemødre organiserer sig og kræver løn og registrering. Det skal sikre jordemødrene, men også give bedre faglig kvalitet og sikkerhed for gravide og fødende.

– At være jordemor er hårdt arbejde og ikke en frivillig hobby. Det siger Binita Bakhrel, der i 22 år har arbejdet som jordemoder i den sydøstlige del af Nepal uden at få løn for det.

– Jeg synes, regeringen udnytter vores ansvarsfølelse over for de gravide og fødende kvinder ved ikke at anerkende, at det at være jordemoder er et arbejde, som skal aflønnes.

Det er tidlig morgen i landsbyen Chandranighapur, da Binita stikker sit smilende, runde hoved indenfor på byens eneste café. Vi bestiller sukkersød nepali-te og sætter os forsigtigt på de vakkelvorne plastikstole. Her sidder vi som de eneste gæster med udsigt til den asfalterede hovedvej, som endnu ligger stille hen.

Binita forklarer mig, hvorfor hun valgte at blive jordemor.

– Da jeg var 14 år, fødte jeg min datter helt alene. Der var ingen doktor, ingen sygeplejerske og ingen, der hjalp mig. Det var frygteligt, og det fik mig til at ville hjælpe andre kvinder, siger hun.

Hun var ikke bange. Binita fortæller grinende, at smerterne var alt for stærke til den slags tanker.

– Jeg kan huske, at jeg holdt fast i komfuret og lagde mig på et gammelt håndklæde på jordgulvet. Resten af selve fødslen husker jeg ikke, andet end at min svigermor kom og kogte vand på ildstedet, da det hele var overstået. Hun vaskede først min datter og så mig, og jeg klippede selv navlestregen over med en saks fra en af vores naboer.

Omkring et år senere gav UNICEF udvalgte kvinder i regionen grundlæggende træning i jordemoderfaget og en kasse med saks, tråd, rent bomuld og desinfektionssæbe. Binita Bakhrel blev valgt i sin landsby, og i en alder af blot 15 år hang hun et skilt på sin træhytte med teksten ”Jordemoder”. Siden da har et utal af kvinder fra nær og fjern lagt vejen forbi. De får råd om alt fra abort, graviditet, kost og renlighed. Desuden vejleder hun om den kommende fødsel og transport til hospitalet, hvor størstedelen af fødslerne heldigvis finder sted i dag.

Dette blev starten på Binitas uopslidelige engagement for jordemoderfaget – men også starten på en hård karriere uden løn.

Den rådgivende jordemor
Da vi rejser os fra caféen for at gå mod hospitalet, hvor Binita skal bistå en fødsel, er trafikken ikke længere præget af morgenens fredfyldte ro. Tværtimod.

Vi når kun et par skridt, før en ung kvinde løber over vejen og hen til Binita. Kvinden er højgravid, manden er stukket af til nabolandsbyen, og Binita hjælper med forhandlingerne mellem de to familier for at sikre den unge kvinde og hendes ufødte barn.

Turen til hospitalet bliver lang, for knap er vi begyndt at gå igen, før endnu en kvinde stopper os. Binita giver råd om alt fra amning til sikker sex – og fra alkohol til vandladningsproblemer.

Vi ankommer til hospitalet, hvor 17-årige Komal ligger helt stille og uden den mindste lyd. Komal er i fødsel. Efter flere timer og en vel overstået fødsel giver Binita mig et knus, mens det lille vidunder bliver svøbt i et stykke beskidt klæde, der minder mig om, at den lille drengs udfordringer langt fra er ovre – i et land, hvor en fjerdedel af befolkningen fortsat lever under fattigdomsgrænsen.

Undervisning – og fast arbejde
Den overvældende følelse oven på fødslen sidder endnu højt i brystet, da vi haster videre til næste arbejdsopgave: undervisning.

Undervisningen foregår i en lille træhytte et par kilometer væk. Her sidder omkring tyve kvinder og venter på Binita, som er temmelig forsinket på grund af den langtrukne fødsel. Binita stiller sig straks op til en flip-over, og begynder at fortælle om alkohol og vold i hjemmet. Hun understreger igen og igen kvinders rettigheder. Spørgsmålene er mange, og solens varme er aftaget betydeligt, da det endelig er frokosttid, som består af vand og nogle krydrede, poppede ris. Klokken er næsten fire, da Binita siger tak for i dag og på gensyn om en uge.

Binita Bakhrels mand holder udenfor på en larmende knallert, og med et stort kram tager vi afsked. Men Binitas egen dag er langt fra omme endnu. Det er først nu, hun går i gang med det arbejde, som skal give hende og hendes familie mad på bordet.

Mens det endnu er lyst, skal hun først hjælpe sin mand i marken, så laver hun mad til familien, og derefter fletter hun kurve om aftenen, som hendes svigerinde sælger på det lokale marked. Til trods for den indtjening, som dette arbejde giver, har Binita måtte tage lån for at betale for deres hus og børnenes uddannelse.

Inden hun kører væk på bagsædet af mandens knallert, småråber hun til mig: – At være jordemor er et arbejde, og derfor skal vi også have løn. Alt andet er urimeligt for os jordemødre, men også for de kvinder, som ikke kan få hjælp.

Jordemødrene organiserer sig
96 procent af alle kvinder i Nepal arbejder i den uformelle økonomi. Det betyder, at arbejdet som jordemoder ikke er et registreret erhverv med løn og regulerede arbejdsforhold. Det vil de omkring 20.000 frivillige jordemødrene ændre, og de er derfor gået sammen med den nepalesiske fagbevægelse GEFONT for at kræve, at regeringen anerkender deres indsats.

Det er den nepalesiske regering, der uddanner nye og igangværende jordemødre. Binita Bakhrel fortæller, der er et til to kurser om året for jordemødre i hendes landsby. Jordemødrene får udstyr fra hospitalet, men ingen løn. En uholdbar situation, mener GEFONT, som kræver, at jordemødrene skal registreres og aflønnes, da det vil kunne sikre et minimum af faglig viden og en acceptabel situation for de gravide og fødende kvinder.

FTF og LO støtter gennem Ulandssekretariatet den nepalesiske fagbevægelse. Læs mere på www.ulandssekretariatet.dk

Binita Bakhrel har arbejdet som jordemoder i 22 år. Jobbet omfatter blandt andet undervisning og samtaler med kvinderne om, hvordan de undgår alkohol og vold i hjemmet. Kvinder har rettigheder, understreger hun.