Jordemodervidenskaben har fået endnu en professor

Hanne Hegaard er den anden professor i jordemodervidenskab i Danmark. Hun vil i sit professorat fokusere på det forebyggende jordemoderarbejde i graviditeten. Men forskningen skal ikke kun gavne de gravide. Den skal også være til gavn for jordemødre.

På et kontor i København over for Rigshospitalet sidder jordemoder og professor Hanne Hegaard i et tværfagligt forskningsmiljø.

Da jeg ankommer til kontoret, viser Hanne mig rundt. Vi starter på hendes kontor, hvor flere hylder med bøger og afhandlinger fra hele Norden fylder den ene væg. Hun tager et par stykker af dem ud og viser mig dem.

– Det er sjovt med forskning. For emnerne gentager sig selv efter en årrække. For tredive år siden forskede vi i nogle af de samme ting, som vi interesserer os for lige nu. Det kommer meget i bølger. For eksempel forskede man i sorg efter spædbarnstab i starten af nullerne i Sverige. Det er også noget, der bliver forsket i nu, fortæller Hanne Hegaard.

På væggens midterste hylde står fire sorte ringbind fyldt med Hanne Hegaards forskningsartikler. På en af de øverste hylder har en sølvindrammet tegning af et barneansigt fået en særlig plads.

– Det er en gave fra et par, jeg fødte med sammen med en anden jordemoder, Susanne, da jeg arbejdede i Slagelse. De kom faktisk efterfølgende med 22 laksesider, som hele afdelingen delte, fortæller hun og smiler.

Det hele startede i Jordemoderforeningen

Hanne Hegaard blev færdiguddannet jordemoder fra jordemoderskolen i Aalborg i 1989, og hun har arbejdet som klinisk jordemoder i både Slagelse, Glostrup og Hvidovre. Interessen for forskning har dog altid været iboende og allerede i gymnasiet skrev Hanne Hegaard små forskningsprojekter. Da jeg spørger ind til, hvordan karrieren gik fra klinisk jordemoder til forskningsjordemoder, fortæller Hanne Hegaard om et helt særligt – og på mange måder tilfældigt – kursus i 1992.

– Jordemoderforeningen afholdt et kursus om kvalitetsudvikling, hvor jordemødrene Hanne Kjærgaard og Eva Kongsgaard underviste. Et år senere skulle der komme et opfølgende kursus, hvor vi i mellemtiden fik til opgave at gå tilbage til vores afdelinger og udarbejde et kvalitetsudviklingsprojekt. Det tog jeg meget bogstaveligt, så jeg gik hjem og skrev et projekt, og kontaktede efterfølgende underviserne. Og sådan startede mit første forskningsprojekt, der handlede om graviditet og rygning. Det var i samarbejde med Hanne Kjærgaard, som desværre gik bort i 2013.

Udover interessen og en del tilfældigheder, tillægger Hanne Hegaard også det relationelle en stor betydning for, hvor hun er endt i sin karriere. Her har tilfældige møder med mennesker dannet arbejdsrelationer, som har ført hende videre til nye forsknings- og arbejdsområder. De opnåede kompetencer fra det kliniske arbejde som jordemoder, har også vist sig at være gavnlige i forskningsarbejdet.

– At forske handler meget om det samme som at være jordemoder. Det handler om grundighed, engagement og relationer, og jeg kan se, at alle mine nuværende og tidligere projektjordemødre og også ph.d.-studerende har de kompetencer. Her er jordemødre altså generelt eminente, fortæller Hanne Hegaard.

Graviditeten og det forebyggende arbejde i fokus

Det forebyggende arbejde har, ifølge Hanne Hegaard, stort potentiale i jordemoderfaget, og det er også dér hendes forskning har taget sit udgangspunkt.

– Jeg synes, det er rigtig dejligt, at Københavns Universitet har valgt at få et professorat omkring det forebyggende jordemoderarbejde. Jordemødre er den mest gennemgående fagperson i graviditeten. Det giver os en stor mulighed for at lave meget forebyggende arbejde, som ikke kun har betydning for kvinden, men også for barnet og for dem begge senere i livet, fortæller hun.

Et blik på Hanne Hegaards CV giver da også hurtigt et billede af, at hendes forskning særligt har taget udgangspunkt i graviditeten. Ifølge hende er netop graviditeten et oplagt tidspunkt at tænke i forebyggende arbejde, fordi hovedparten af de kvinder, som jordemødrene møder, er unge og raske gravide.

– Graviditeten er et åbent vindue for forandring. Meget af min forskning har været et spejl af det, jeg har set i klinikken og et spejl af det, der sker ude i samfundet. Det er noget af det fantastiske og motiverende ved at arbejde med gravide. De er et spejl af det, der sker i befolkningen. For eksempel var der meget fokus på motion og BMI i samfundet på det tidspunkt, hvor jeg forskede i de emner. Lige nu ser vi blandt andet et fokus på mental sundhed, overgreb, familiestrukturer og også på den normkritiske debat i samfundet om, hvad vi skal kalde folk. Det afspejler sig i de gravide, og vil også gøre det i forskningen, siger Hanne Hegaard.

Tæt relation til praksis

Hanne Hegaards forskningsområder har altid været meget tæt relateret til praksis, og det er der kommet mange håndgribelige værktøjer ud af som for eksempel rygestopkurser, web-baserede oplysningsskemaer til gravide og meget andet. Derudover tænker hun meget over, at forskningen også skal gavne de involverede jordemødre. Det er et generelt fokus på Rigshospitalet, hvor hun arbejder.

– Meget forskning har afledte effekter. Når jordemødre får nogle specielle opgaver i forskningsøjemed, der som udgangspunkt drejer sig om den gravide, så viser det sig ofte, at det faktisk også løfter den enkelte jordemoder på nogle andre måder. Det giver både kompetenceløft og en variation i arbejdet. Det så vi for nylig, da vi gennemførte et forskningsprojekt om gravide med kroniske sygdomme. Og da jeg forskede i rygestop blandt gravide, fortalte mange af de jordemødre, der var med i projektet, at deres nye redskaber til at snakke med de gravide om rygning, faktisk også havde gjort dem bedre til at tale med de gravide om andre ting, fortæller hun.

Selv går Hanne Hegaard meget op i at være opdateret på den kliniske hverdag og har ved siden af sit forskningsarbejde også arbejde i klinikken, hvor hun vikarierer i jordemoderkonsultationer.

– Konsultationsarbejdet er der, hvor jeg har særlig megen viden fra forskningen. Og jeg synes, konsultationsarbejdet er så vigtigt. Her har vi en længere periode, hvor vi kan arbejde sammen med kvinderne, siger Hanne Hegaard.

I konsultationsarbejdet indhenter Hanne Hegaard meget inspiration fra de jordemødre, hun arbejder sammen med. Det kollegiale er, ifølge hende selv, et givende fællesskab. Samtidig får hun en fornemmelse af, hvad der rører sig hos de gravide og i faget generelt.

– Det er for eksempel en stor glæde for mig at opleve, hvordan medforældre er så engagerede lige nu. De kommer med så mange gode inputs, og jeg er fuldstændig vild med den måde, de er med i forløbet på. Det er en stor forskel fra før i tiden, siger hun.

Faget og forskning i fremtiden

Hanne Hegaard nyder også at arbejde tværfagligt og samarbejder ofte med både læger og sygeplejersker. Ifølge hende, finder man nemlig ofte sin inspiration på kanten af sit eget fag eller uden for faget.

– Fremadrettet kommer jeg til arbejde med det forebyggende jordemoderarbejde inden for vold, mental sundhed, medicinbrug og smerter hos gravide. Og så vil vi gerne her på Rigshospitalet blive skarpere på, hvordan vi kan give en mere personlig og individuel rådgivning til den enkelte gravide i forhold til hendes specifikke situation og symptomer, fortæller Hanne Hegaard.

Udover professoratets betydning for det forebyggende jordemoderarbejde, så har det også betydning for hele jordemoderfaget.

– På Rigshospitalet har vi et mål om at få jordemødre involveret i forskning. Det sker ved, at der afvikles meget forskning i klinikken, hvor jordemødre inkluderer deltagere. Vi forsøger også at inddrage jordemødre i forskning som projektjordemødre, forskningsassistenter, ph.d.-studerende og bagefter post doc. stillinger. Men vi arbejder for, at de uddanner sig ind i klinikken og ikke ud af den. Jeg synes generelt, at det er vigtigt, hvordan vi løfter jordemoderfaget akademisk på den lange bane. Det giver os en stærkere stemme. Og jeg håber virkelig, at mit nuværende arbejde løfter dem, som kommer efter mig, siger Hanne Hegaard.